‘Foxtrot’: Israelsk mavepuster satser hele butikken med et ambitiøst twist

‘Foxtrot’: Israelsk mavepuster satser hele butikken med et ambitiøst twist
'Foxtrot'.
5 6
Spillefilm
Instruktion

Samuel Maoz

Medvirkende

Lior Ashkenazi, Sarah Adler, Yonaton Shiray

Spilletid

108 min.

Premiere

Den 9. maj

Det kan være svært at overtale folk til at gå i biografen for at se en film, der næsten udelukkende befinder sig i den smertefulde ende af følelsesregistret. De fleste går i biografen for at blive underholdt, og så er det første instinkt måske ikke at vælge et israelsk drama, der skildrer et midaldrende ægtepars sorg over tabet af deres søn.

De første 20 minutter af ‘Foxtrot’ er da også en tour de force af elendighed, violiner og tårer, når Dafna Feldman (Sara Adler) åbner døren til sin og ægtemanden Michaels (Lior Ashkenazi) liebhaverlejlighed i Tel Aviv og besvimer, da hun ser to israelske soldater stå i døråbningen.

Betydningen af soldaternes tilstedeværelse er ikke til at tage fejl af, og de går straks i gang med at trøste den chokramte Michael efter at have givet Dafna en beroligende sprøjte og båret hende i seng. Parrets søn, Jonathan (Yonaton Shiray), er faldet i tjeneste, og soldaterne coacher Michael i sorgbearbejdelse på en så professionaliseret og rutineret måde, at det nærmer sig det groteske, særligt når de indstiller en timer på Michaels mobil, der skal minde ham om at drikke et glas vand hver time.

Soldaterne forlader ægteparret, og mens Dafna stadig ligger bevidstløs i sengen, ser vi, hvordan Michael alene tilbage forsøger at bearbejde den håbløse situation. På det her tidspunkt ville man normalt have en rimelig klar idé om filmens efterfølgende handlingsforløb, der virker kraftigt inspireret af den italienske Guldpalmevinder ‘Sønnens værelse’ fra 2001. Heldigvis vælger den israelske instruktør Samuel Maoz at gå sine egne vegne, og han formår at vende bøtten med et surrealistisk twist, der med ét bringer os til grænseposten Foxtrot midt i ingenmandsland.

Sponsoreret indhold
Til den lyse sommeraften – og dagen derpå
Skål for solskinnet, livet og de lune, lyse nætter. Royal har skabt en ny øl med halvt så meget alkohol, samme gode smag og masser af økologi.
Royal Beer

»Vidste du, at foxtrot er en dans?«, spørger Jonathan sin soldaterkammerat, efter de har haft løftet grænsebommen for at lade en kamel passere. Jonathan viser trinene og bryder pludselig ud i en euforisk dans med sin riffel, der står så stærkt i kontrast til filmens første akt, at man ikke kan lade være med at overgive sig til filmens kompromisløse charme.

De bizarre oplevelser, som følger, sætter ikke alene spot på krigens groteskheder, men også på tilfældighedernes uretfærdighed og et land præget af forældede traditioner. Det bliver blandt andet tydeligt i en scene, hvor en officer minutiøst gennemgår militærbegravelsens tidsplan for Michael: »Når vi når graven, starter begravelsesceremonien. Det er et meget svært øjeblik, især for moderen. Også for dig selvfølgelig, men vi er jo mænd«.

Maoz, der både er instruktør og forfatter, har struktureret sin fortælling som en græsk tragedie i tre akter, og han veksler undervejs sømløst mellem sorg og humor, hvilket kun hjælper med at understrege, hvor grotesk alting er. Et højdepunkt er, når Jonathan fortæller sine soldaterkammerater, om dengang hans far byttede sin jødiske mors dyrebare hebraiske bibel, der havde overlevet farens ophold i en koncentrationslejr, for et Playboy-blad.

Det er en fornøjelse, når en filmskaber som Maoz ikke lader sig nøje med det, der virker, men i stedet tager fortællingen et skridt længere. ‘Foxtrot’ er en unik og visionær film. Man er ikke i tvivl om, hvorfor Israel havde så meget tiltro til filmen, at de indstillede den til dette års Oscar for bedste ikke-engelsksprogede film, men man undrer sig dog over, hvorfor den ikke klarede cuttet til en nominering.


Kort sagt:

Ved første øjekast fremstår ‘Foxtrot’ som en klassisk fortælling om sorg og tab, men israelske Samuel Maoz vender allerede i første akt fortællingen på hovedet i et ambitiøst sats, der på uforudsigelig vis udforsker krigens groteskheder med både humor og medfølelse.