’Forført af en falsk profil’: Tankevækkende DR-dokumentar om catfishen, der kalder sig Jonas

’Forført af en falsk profil’: Tankevækkende DR-dokumentar om catfishen, der kalder sig Jonas
'Forført af en falsk profil'.

Sarah Amalie kommer over Instagram i kontakt med en fyr ved navn Jonas Ceer. Han er flot og pumpet, hun er lige blevet single, og de begynder at skrive sammen næsten hver dag.

Nogle år senere bliver hun inviteret til en gruppe af nogle andre kvinder, som også har været i kontakt med Jonas. Og fundet ud af, at han ikke findes.

Men vedkommende er ikke ude efter penge, personlige oplysninger eller nøgenbilleder. Han er en catfish, som alene gør det for at komme i kontakt med andre.

Nogle af kvinderne kontakter DR, som hjælper dem med at trævle sandheden om ’Jonas’ op. Et kompliceret og udspekuleret net af løgne, falske profiler og manipulation åbenbarer sig, og opklaringsarbejdet er blevet til dokumentaren ’Forført af en falsk profil’.

Pernille forsøger at lokke Jonas frem i ‘Forført af en falsk profil’.

Over fire afsnit følger vi en journalist, som forfølger ledetrådene, interviewer kvinderne, der har været i kontakt med profilen, og forsøger at afkode de billeder, Jonas lægger op på de sociale medier. Dramaet bliver med sans for spænding afbrudt undervejs, hvor flere brikker lægges til puslespillet, og sagen viser sig at række videre end først antaget. Journalistens gravearbejde løber parallelt med seriens udgivelse, så navne, der sløres i ét afsnit, pludselig kan siges højt i det næste.

Det er skræmmende og virkningsfuldt.

Sagen viser sig at involvere mindst 75 piger, strække sig 10 år tilbage og tage afsæt i det hedengangne sociale medie Arto, hvor man sjældent kunne være helt sikker på, hvem man skrev med (»jeg tilhører Arto-generationen«, som en af pigerne siger). Den tager os med på datingsider på Facebook, hvor Jonas charmerer sig forbi moderatorerne, så han ikke behøver verificere sin identitet, og til psytrancefester, hvor personen bag Jonas nemt kan gemme sig bag en maske. Vi finder ud af, at han udnytter en kvinde, der lige er kommet ud af et voldeligt forhold, og at han åbenbart er exceptionelt god til at skrive det, pigerne gerne vil høre.

Han er ikke kendetegnet ved teknisk snilde eller et motiv om at trolle nogen. Det er ikke bare en historie om at blive snydt på nettet. Kvinderne bliver forført af et menneske, som har opbygget en overbevisende løgn om sig selv. Det beregnende og kyniske i Jonas-profilens adfærd gør det til en fortælling om systematisk, følelsesmæssig udnyttelse af kvinder.

Et af de billeder profilen Jonas bruger.

Denne dimension er overraskende, for i begyndelsen ser man med, fordi detektivarbejdet er spændende. Men man bliver hængende, fordi man gerne vil forstå motiverne bag løgnen.

Det samme gjorde sig gældende i den amerikanske dokumentar ’Catfish’ (som også kan streames på DR) fra 2010, hvor udtrykket stammer fra. Her blev en ung mand i New York forført af en profil angiveligt ejet af en ung kvinde, og det ender som et forbløffende følsomt portræt af en kvinde, som lever et helt andet liv end ham.

Det følelsesmæssige aspekt kunne serien sagtens have dyrket mere. Ikke som true crime-spekulation, men som en undersøgelse af, hvilken person vedkommende bag Jonas har skabt. Hvad er det, der holder pigerne interesseret? Hvad vil han gerne vide om dem?

Heldigvis hæfter serien sig ikke ved, hvordan bedrageriet kunne finde sted. Kvinderne bliver ikke spurgt ind til, hvorfor de troede på ham, for deres rolle i hans manipulation taler for sig selv. Det er ikke en cautionary tale, men et portræt af ét ubehageligt individ.

Det gør ’Forført af en falsk profil’ til en tankevækkende dokumentar.


Kort sagt:
Det er skræmmende at følge med i, hvor langt catfishen Jonas’ løgn strækker. Det følelsesmæssige portræt halter dog en smule.

’Forført af en falsk profil’ kan ses på DR. Anmeldelsen er baseret på hele serien.

Læs også: Hævnporno, coke og dick pics: De fem scener fra HBO-serien ’Euphoria’, der bringer sindene i kog

Dokumentarserie. Tilrettelægger og VJ: Mads Trolle og Linea Wittrop Prætorius. Spilletid: 4 afsnit á ca. 25 min.. Premiere: Kan ses på dr.dk/tv
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af