Lil Pump kunne ikke rigtig rappe live, men behøver han overhovedet det?

Lil Pump kunne ikke rigtig rappe live, men behøver han overhovedet det?
3 6
Lil Pump

Koncert, Store Vega

Jeg føler lidt, jeg har anmeldt denne her koncert før.

Det har nemlig været den helt store koncertudvikling i 2018: De unge hiphopshows er gået fra at være statiske begivenheder, hvor man står og vugger den ene arm rytmisk i luften, til at være eksplosive energiudladninger, hvor moshpits, stagedives og totalt anarki styrer slagets kaotiske gang.

Samtidig er live-leveringen blevet dårligere og dårligere, og sådan var det også i Store Vega mandag aften. Lil Pump fakede nærmest ikke engang, at han rappede sine sange. Backtracket fik lov at buldre afsted, mens den unge rapper opfordrede til moshpits nonstop og krævede mere energi.

Lyder det bekendt? Så er det nok fordi mere eller mindre jævnaldrende rappere som 6ix9ine, Ski Mask the Slump God og YBN-slænget har leveret lignende koncerter i løbet af det seneste års tid. Det her er simpelthen blevet den nye hiphopgenerations udtryksform.

I forhold til de ovennævnte koncerter lå Pumps energiniveau en smule under 6ix9ines helt maniske punkopførsel, men han var væsentlig bedre end YBN’s noget ukoordinerede fest.

Lil Pump fløj rundt i bar overkrop og opildnede konstant til mere galskab. Det var imponerende, da han skabte en gigantisk moshpit til ’Boss’ og så stagedivede midt ned i den. Der var også heftig intensitet til sange som den nyere single ’Drug Addicts’, sidste års ’Iced Out’ og XXXTentacion-samarbejdet ’Arms Around Me’, der fik publikum til at lave det obligatoriske X-tegn med armene.

Energien var, som den skulle være. Og det er efterhånden en accepteret teknik, at folk som denne her unge Florida-artist ikke rigtig rapper sangene. Han var mere sin egen hypeman, der fræsede rundt på scenen som en hovedløs kylling og kastede sine arme rytmisk i vejret.

De folk, der rent faktisk var hypemen, var til gengæld mindre gode. De stod mest på scenen og fyrede op for et par halvhjertede danse-moves. Hvis altså ikke de havde travlt med at tjekke telefonen.

Den samme lidt dovne energi prægede også stedvis Lil Pumps interaktion med publikum. Til sidst gav han for eksempel publikum skældud, fordi de kun var »syv ud af ti« på hans energiskala. Måske skulle han i stedet have koncentreret sig om at levere en bedre koncert, hvis han ikke følte, at Store Vega jublede nok, når han spankulerede rundt på scenen og ad-libbede sine egne sange?

Ud over den lidt forkælede forventning om, at publikum skulle gå grassat hver gang, han hostede i mikrofonen, var Lil Pump dog en ret stærk entertainer. Han inkarnerede faktisk langt hen af vejen den fandenivoldske, punkede attitude, der fandt vej ind i hiphoppen sidste år gennem Soundcloud-rap, en bevægelse som Pump jo også var frontløber indenfor.

Det handlede mere om energi og galskab end om klassiske koncertkvaliteter. For nej, Lil Pump kunne ikke finde ud af at rappe sine ting live. Men det var i virkeligheden heller ikke det, det handlede om.


Kort sagt:
Lil Pump inkarnerede den nye generation af rappere, der giver en fuck for live-levering til deres koncerter, men til gengæld sætter energi og galskab i højsædet. Han var ikke specielt god til at rappe live – men det behøver en rapper i 2018 måske slet ikke at være?

Læs også: Vi kårer: Årets 20 bedste danske album

Læs også: Roskilde Festival har booket Soundcloud-rappens godfather

Annonce