Björks overdådige Royal Arena-koncert var vanvittigt ambitiøs
De første 20 minutter af Björks Royal Arena-koncert blev brugt med et kor ved navn Hamrahlíðakórinn. Det var ikke rigtig en opvarmningskoncert, men rettere et præludium – og i løbet af dette præludium sang de da også nogle af Björks egne sange, såsom ‘Sonnets / Unrealities XI’ og ‘Cosmogony’. Koret var klædt i islandske folkedragter, og de fik etableret en fin stemning, inden Björk skulle komme og skrue skalaen helt op.
Det var måske lige lovlig lang tid at bruge med koret – selv om de havde deres teatralske øjeblikke, der var ganske underholdende, var folk trods alt kommet for at se Björk. Da scenetæppet endelig gik fra under det egentlige åbningsnummer, den nervepirrende ‘The Gate’, stod Björk midt i det hele, mens kreativ scenografi, vilde AV-effekter og forunderlige kostumer omgav hende. Og et band, ikke at forglemme, der blandt andet inkluderede fløjteseptetten Vibra.
Vibra var et af koncertens fokuspunkter – ikke alene spillede de fløjte på stort set samtlige numre (heriblandt genopfundne udgaver af klassikere som ‘Venus as a Boy’ og ‘Isobel’), men de var også en stor del af showets visuelle udtryk. De dansede rundt på scenen, mens de spillede, og under ‘Body Memory’ spillede fire af dem i fællesskab en stor ringformet anordning, der bestod af fire tværfløjter – alt imens Björk stod i midten af cirklen. Her er et billede af instrumentet, bare så man kan få en idé om, hvordan det så ud.
Sonisk var Vibra også fornemme. De gav for det meste flot modspil til Björk – når hun var skrøbelig, lød septetten ondskabsfuld, og når Björk var mest storladen, var fløjterne passende majestætiske. Deres samspil med de øvrige instrumenter var også flot. Harpen gav en flot elegance til hele showet, og når trommerne eller alskens elektroniske lyde kom i fokus, kunne der opstå ren magi. De klare højdepunkter var i mine øjne ‘Isobel’, hvis percussion i denne udgave kanaliserede nordafrikansk gnawa-musik, og ‘Courtship’, hvor trommernes puls blev så stærkt accentueret af fløjterne, at jeg kunne mærke det i hele kroppen.
Hamrahlíðakórinn kom også jævnligt tilbage på scenen. De assisterede flot til en gospelklingende nyfortolkning af ‘Pagan Poetry’, og på ‘Mouth’s Cradle’ sørgede de for en manisk, psykedelisk stemning.
AV-showet var også overdådigt. Det bød på så mange sanseindtryk, at det halve kunne være nok. Under ‘Arisen My Senses’ var det endda som om, hver eneste tone fra instrumentationen på en eller anden måde blev reflekteret i projektionerne.
Björks marketing for denne turné har kaldt det for hendes mest ambitiøse show nogensinde. Den erklæring vil jeg ikke bestride – men selv for en kunstner af Björks kaliber betyder mere ambitiøst ikke altid bedre.
Det føltes tit som om, at showet ville (for) mange ting på én gang. Et levende sceneshow kunne for eksempel være i gang, mens det var skjult bag et halvgennemsigtigt fortæppe – og på dette fortæppe ville der så være endnu mere at holde øje med, da det nemlig skulle agere platform for det ligeledes aktivitetsfyldte AV-show. Det kunne blive lidt svært i disse øjeblikke at mærke, hvad fokus egentlig var.
Sådanne situationer opstod især i starten, men som koncerten skred fremad, blev den mere fokuseret. Showet viste smukt, hvordan tradition og modernitet, kultur og natur kan spille sammen. Derfor fungerede det overraskende gnidningsfrit, da det første ekstranummer end ikke var et stykke musik, men i stedet video af en tale, Greta Thunberg har skrevet specifikt til Björks turné.
Så jeg forlod Royal Arena ganske imponeret. Ganske vist var der et par steder, hvor vi oplevede den sjældenhed, at Björk ikke kunne følge med sine egne højtragende ambitioner, men igennem størstedelen af koncerten viste hun, at det er med god grund, hun så ofte fremhæves som en af sin tids allerstørste kunstnere.
Kort sagt:
Björks Royal Arena-koncert var smuk, ambitiøs og til tider en kende rodet, men for det meste var den et overdådigt væld af sanseindtryk.