‘The Bold Type’: Her er den bedste serie-arvtager til ’Sex and the City’, som ingen ser

Tre smukke 20-somethings arbejder på et glittet kvindemagasin i downtown New York. Kat (Aisha Dee) er en snappy social media manager, Jane (Katie Stevens) en aspirerende kvindesagsskribent parkeret i sexjournalistik, og Sutton (Meghann Fahy) drømmer om at blive stylist, mens hun henter kaffe som assistent.

De er omgivet af high fashion og skinnende marmorlobbyer, og deres outfits er misundelsesværdige til et punkt, hvor udenforstående skeptikere kunne forledes til at tro, at Dries van Noten-drømmene trumfer plot.

Men man skal ikke skue hunden på den hundedyre, etisk ansvarlige fake fur.

’The Bold Type’, skabt af Sarah Watson, er nemlig en forfriskende seværdig overraskelse om kvindevenskaber, sex og karriere, der griber klicheerne i luften og gør fordommen om den »blanke modedulle« til skamme, når seriens hovedpersoner diskuterer alt fra feminisme og god sex til homoseksualitet i minoritetskulturer, dobbeltstandarder på arbejdsmarkedet og seksuelle krænkelsers vidtrækkende grene.

Og da handlekraftige Kat overtales til at lege nød-gynækolog og fiske et vildfarent yoni egg ud af Janes vagina midt i magasinets fashion closet, sender ’The Bold Type’ en direkte kærlighedserklæring til forbilledet ’Sex and the City’, hvor Samantha som bekendt måtte hjælpe Carrie i en lignende penibel situation (»And I just got my nails done … «).

Venindeintimiteten i ’The Bold Type’ klinger lige så varmt og troværdigt som mellem Carrie og. co., og romancerne er oprigtigt charmerende – særligt mandeglade Kats pludselige forvirrende forelskelse i den lesbiske muslimske kunstner Adena (Nikohl Boosheri) føles som lidt af et nybrud i amerikansk mainstreamserie, der her samtidig sender et svirp efter Trumps daværende immigrationsforbud og racefordomme (første sæson er fra 2018).

Samfundsbevidsthed på høje hæle

Selvom Kat, Jane og Sutton på papiret syner af træge arketyper – den frisindede, den smarte, den konservative – er de nuancerede karakterer, der opleves mere som virkelige veninder med realistiske, tidssvarende samtaler end størstedelen af millennial-seriekusinerne i ’Girls’, hvor bitterheden pigerne imellem ofte tangerede det giftige, eller modedikatorne i ’The Devil Wears Prada’.

Velspillende Katie Stevens, Aisha Dee og Meghann Fahy sprinter ud af karriere-starthullerne, men serien foregiver ikke at være mere, end den er, når den segwayer mellem lette og tungere tematikker:

Den er både sjov, kommerciel og med en uapologetisk laber æstetik og lækre hovedroller, der næsten provokerer, ene og alene fordi den moderne serieseer er blevet indoktrineret til at forvente, at samfundsbevidste unge kvinder fortrinsvis hører hjemme i sobre dramaserier eller legemliggøres af selvudslettende (gerne kropsaktivistiske) fuck-ups i sortkomisk satire.

Nå ja, og at ordet ’samfundsbevidst’ slet og ret er et oxymoron i munden på en velklædt, mestendels privilegeret kvinde.

I en af sæson 1’s mest rammende episoder, ’Carry the Weight’, møder vi Mia (Ana Kayne), hvis voldtægtsmand blev frikendt af systemet år forinden. Nu opfører Mia et performancekunstværk i Central Park, hvor hun holder retfærdighedsgudindens vægtskåle. Intentionen er, at andre ofre for krænkelser – og kun dem – kan træde frem og overtage vægtene for en stund for på den måde at dele den byrde, alt for mange ofre bærer alene.

Mia er modelleret over Columbia-studenten Emma Sulkowicz, der i 2014 bar rundt på den madras, hun blev voldtaget på, på universitetets campus i protest mod, at hendes overgrebsmand gik fri. Storylinen står umiddelbart i krads kontrast til ’The Bold Type’-trioens hverdag, men pointen er netop, at vi ikke skal narre os selv til at tro, at der findes et ’typisk’ offer, man kan spotte på lang afstand, og serien behandler det vægtige emne med stor respekt.

I en anden episode kæmper en hovedkarakter med sorg over at have mistet sin mor til brystkræft og angsten for, at hun selv har samme anlæg for sygdommen. Skal hun lade sig teste i en ung alder og sandsynligvis få bekræftet at ja, hun har genmutationen, der giver en stærkt øget kræftrisiko i bryst og æggestokke? Ville tilværelsen være bedre uden den viden?

Mere end én gang i løbet af ’The Bold Type’ sæson 1 undrer man sig over, hvorfor man ikke har set netop dét perspektiv af hverdagskvindeliv belyst før i tv-fiktion.

Ingen bitchy backstabbing

’The Bold Type’ har sin daglige gang på modemagasinet Scarlets redaktion, og som en, der tidligere har arbejdet på modemagasiner i København og London, kan jeg skrive under på, at skildringen af miljøet er spot-on takket være producer Joanna Coles, den tidligere amerikanske chefredaktør for Cosmopolitan (verdens største kvindemediebrand) og nu Chief Content Officer for mediehuset Hearst.

Seriens chefredaktør Jaqueline (Melora Hardins fra ’The Office’) er endog baseret på Coles karriere, og ligesom i den virkelige verden konkurreres der ikke om, hvem der kan gå den bedste catwalk i Louboutins til og fra tekøkkenet, men om at knokle bagdelen ud af designerkjolen for at levere et produkt, der inspirerer læserne.

Man kan naturligvis mene, hvad man vil om modeindustriens ofte, ahem, modstridende budskaber, men som ’The Bold Type’ illustrerer, er de vidt forskellige kvinder bag kulissen sjældent backstabbing bitches, der fortjener chauvinistisk latterliggørelse.

Og serien skyer ikke udenom at adressere selvsamme problematiske magasinbudskaber såvel som mediets egentlige relevans i en tid, hvor yngre kvinder er mere bevidste omkring usunde idealer og inklusion end nogen generation tidligere.

’The Bold Type’ er til tider vel blåøjet (læs: amerikansk) i sin udlægning af kulturforskelle og balancerer sporadisk på en knivsæg af samme klicheer, den minuttet før spiddede på kornet.

Det ville være nemt at kaste tomater efter det smukke cast, og deres branches mangelfulde kropsdiversitet, men serien favner ærligt sit miljø, hverken mere eller mindre, og nærer ingen intentioner om at tale ned til kvinder eller pådutte dem skønhedsdiktatoriske dogmer.

Jeg tilgiver gerne ‘The Bold Type’s fodfejl af taknemmelighed over at kunne anbefale, hvad der lige nu immervæk er en af de bedste serier om og til unge kvinder, ingen taler om herhjemme.

Anmeldelsen er skrevet i 2018 på baggrund af hele sæson 1.