Sanne Søndergaards standup-show ‘Kontroltaber’ er sårbart, politisk – og lårklaskende sjovt
Kan man nogensinde vinde som feministisk i et patriarkalsk samfund?
Komiker Sanne Søndergaard har i den mandsdominerede danske standup-verden forsøgt alle strategier, når hendes idéer er blevet vraget på satireholdet, hun er blevet præsenteret som »hende med patterne«, modtaget voldtægtstrusler og diskuteret #MeToo i debatprogrammer med mænd, der ikke forstår, hvordan de så skal flirte:
At grine med på joken. At give tilbage med en bøssejoke. At arbejde ekstra hårdt. Eller at sige helt alvorligt og »assertivt«, at det her ikke er o.k.
Det fortæller Søndergaard om i sit nye standup-show ‘Kontroltaber’, der havde premiere på Bremen torsdag aften. Et show, der er lige så alvorligt, politisk, indigneret og sårbart, som det er hamrende sjovt.
Sanne Søndergaard tager udgangspunkt i sine oplevelser med sexisme. Fra hun som teenager blev mobbet, fordi hun »ikke kunne finde ud af at være pige« med alle de modsatrettede regler, til hendes første erfaringer i standup-branchen og de mange aggressive reaktioner, hun modtager som feministisk fortaler fra både standup-branchen, medier og almindelige mennesker på Facebook – mænd, der sjovt nok enten har Lars Hedegaards Muhammed-tegning eller et billede med sine børn som profilbillede. De må være vildt gode til hadmultitasking, bemærker hun og tegner et billede af familiefædre, der overvejer, om lortekælling er i et eller to ord, mens de spiller Ludo. Eller nå nej, den type går jo ikke op i sammensatte ord.
I et vellykket fortællegreb, der holder den røde tråd, er showet struktureret omkring særligt to oplevelser, som hun associerer ud fra og vender tilbage til:
Hendes valgmuligheder, da komikerkollegaen Geo præsenterer hende ved DM i standup med ordene »Sanne, du har jo bollet alle de mandlige komikere i branchen«. Og to medieoptrædener i ‘Debatten’ og ‘Go’ morgen Danmark’. Førstnævnte stiller hun op til, siger hun med tyk selvironi, fordi hun er overbevist om, at det, debatten har manglet, er netop hendes stemme, så skal det hele nok blive fikset. Hun forventer at stå og causere intellektuelt med Knud Romer og Kristian Leth, men ender med at diskutere med daværende ligestillingsminister Merete Riisager, hvem der har den bedste røv.
Det er kæresten Jonas, der overtaler hende til at stille op til ‘Go’ morgen Danmark’, for hvad er det værste, der kan ske? Han har en anderledes afslappet tilgang til livet, der er forførende. Men, konkluderer hun klogt, der er en grund til, at kvinder afholder sig fra titlens kontroltab. Det værste, der kan ske for en mand, er at tabe ansigt. Det værste, der kan ske for en kvinde: Peter Madsen.
Søndergaard beskriver rammende den grundangst for at blive overfaldet, kvinder går rundt med – og hvor vrede mænd bliver på Facebook, når kvinder beskriver den.
Som hun siger, da kæresten foreslår hende at vælge nogle andre kampe, er det jo søreme ikke alle kampe, hun selv vælger. For eksempel havde hun ikke valgt, at en narkopåvirket mand på Istedgade satte sig oven på hende i hendes bil og forsøgte at kvæle hende. Der ville hun nok hellere have valgt en anden kamp, for eksempel kampen for orangutangen.
Sanne Søndergaard er en fremragende og charmerende fortæller, der holder publikum fanget og mestrer de konstante skift mellem alvor og punchlines, historier om voldtægtsangst og fissejokes. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg har grinet så meget. Samtidig tyer hun ikke til de lette eller opløftende jokes, men forlader scenen med en knytnæve af en slutning, der fik mig til at tænke på Hannah Gadsbys banebrydende Netflix-special ‘Nanette’.
Med alt det lort, Sanne Søndergaard har fået i hovedet i årevis for at udtrykke feministiske holdninger, er det ekstremt modigt både at kritisere sin egen branche og blotte sig selv på den måde. Hun har fortalt i et interview med Politiken, at hun ser sit show som et farvel til standup-branchen, men jeg håber virkelig, at hun bliver.
Fuld forståelse for udmattelsen af at være i evig kampposition, men vi har virkelig brug for en komiker som hende, som får os til at grine, græde og tænke over samfundets kønsparadokser og sexismens stadige udbredelse – og som bliver ved med at tage kampen.
At dømme ud fra det overvejende kvindelige publikum – gid flere mænd også ville se det! – i salen, der hylede af grin og klappede som besatte, står hun ikke alene.
Kort sagt:
Sanne Søndergaard fortæller i sit syvende soloshow personligt, politisk, sårbart og lårklaskende sjovt om sine oplevelser med sexisme i standup-branchen og samfundet, så man går fra salen med ømme mavemuskler og kampgejst blandet let depression over kønskampens stilstand.
Læs også: Genialt Netflix-show skyder standup-genren i sænk