(di)vision hjælper Roskilde Festival med at lave overskudslager til nyt merchandise

(di)vision hjælper Roskilde Festival med at lave overskudslager til nyt merchandise

Festivalsommeren er aflyst, men vi ser flere og flere plastre på såret dukke op. Roskilde Festival afholder for eksempel en ‘do it yourself’-dag lørdag den 4. juli, hvor DR også sender direkte.

Hvis du planlægger lidt orange feeling der, så kan du passende iklæde dig festivalens nye samarbejde med et af tidens fremadstormende danske tøjmærker (di)vision, som er blevet kendt for deres upcyclede splitdesigns, hvor de syr genbrugstøj sammen og skaber nye looks.

Ført an af Simon og Nanna Wick har brandet nu været i Roskilde-arkiverne og fundet merchandise-t-shirt fra de seneste ti år frem. Nu kan du så vælge to år, der betyder noget særligt for dig, og får dem syet sammen til en unik trøje.

»Fra nogle år fandt vi 30 t-shirts, men fra andre år fandt vi 500, så nogle kombinationer vil helt klart være mere eksklusive end andre«, siger Simon Wick.

Samarbejdet vil blive produceret hos (di)visions lokale systue i København, og alle trøjer er made-to-order. Det betyder, at der ikke vil være spild eller overproduktion. Desuden donerer Roskilde Festival 80 kroner for hver solgt t-shirt til det danske kunstneriske vækstlag.

»Min søster, Nanna, og jeg er kommet på festivalen de seneste ti år og har altid været meget inspireret af de oplevelser, vi har fået, og vi synes, Roskilde Festival repræsenterer mange af de værdier, vi gerne selv vil stå for med (di)vision«, siger Simon Wick og fortsætter:

»Samarbejdet handler om at skabe dit eget unikke minde og inspirere andre unge til ikke at være bange for at være kreative og skabe noget selv«.

Hvis Wick selv skulle sammensætte en trøje, ville han vælge t-shirts fra 2012 og 2019.

»I 2012 så jeg min barndomshelt Mac Miller for første gang. En oplevelse jeg aldrig glemmer, da Mac Milller har lagt mange af de grundsten, der har formet mig til den, jeg er. I 2019 var Travis Scott på Orange Scene, som var en rage fra en anden verden. Travis har været en af mine store inspirationskilder de seneste mange år, og han bliver ved med at overraske mig, med hvad han kan – både musikalsk og stilmæssigt«.

Samarbejdet er lige kommet til salg i (di)visions webshop.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af