’Theeb’
Ørkenfortællinger gør sig virkelig godt på film.
Azurblå himmel, rustrøde klippeformationer, ensomme vandhuller og bølgende sand så langt øjet rækker. Visuelle og dramatiske grundingredienser, vi finder i store film som ’Lawrence of Arabia’, ’Walkabout’ og ’Indiana Jones’. Og nu også i den Oscar-nominerede, jordanske ’Theeb’, der drager fuld nytte af den storslåede ørken Wadi Rum. Det var lige præcis her, at virkelighedens T.E. Lawrence (of Arabia), arkæolog og officer, slog sine folder under det arabiske oprør i første verdenskrig.
’Theeb’ foregår i selvsamme Lawrence-æra. I 1916 møder vi beduinbrødrene Theeb og Hussein. Lille Theeb (hvis navn betyder ’ulv’) forguder sin storebror, der i filmens åbningsscene lærer nødvendig kunnen fra sig. Sådan henter du vand fra brønden, og sådan skyder du med et gevær. Brødrene er tætte. Pjatter og slås brodervarmt under den bagende sol. Theeb er ét stort, nysgerrigt smil, der smitter, så det vil noget. Den kulsorte ørkenaften tilbringes i selskab med stammen omkring bålet med brætspil og sang.
Det er idyllisk og smukt i al sin ældgamle simpelhed. Men idyllen må forstyrres. Ind i lejren fra den omsluttende, sorte nat træder en lyshåret, engelsk officer a la Lawrence og hans lokale følgesvend. De søger ly og en guide, der kan føre dem igennem ørkenen. Storebror Hussein påtager sig hvervet, men eventyrlystne Theeb sniger sig trodsigt med.
Den debuterende instruktør Naji Abu Nowar fortæller historien om Theeb og en nu nærmest glemt verden med en klassisk, filmisk renhed. Østrigske Wolfgang Thaler, der også har stået bag kameraet og leveret forstyrrende tableauer til en række af Ulrich Seidls film, sætter Wadi Rum-ørkenen i scene på mest eventyrlige måde. At filmen er skudt på 16mm celluloidfilm bibringer et varmt, visuelt udtryk, hvor imponerende landskabsscenerier vækker mindelser om westerns såvel som førnævnte ’Lawrence of Arabia’.
’Theeb’ er en rendyrket fryd for øjet.
Urfortællingen om at rejse ud i verden for at vokse og finde sig selv, foldes flot og fåmælt ud. Svajende fra side til side fra ryggen af en kamel suger Theeb til sig. I ørkensandet finder han tomme patronhylstre og den normalt livgivende brønd, som den lille ekspedition har rejst så langt for at nå, viser sig forgiftet af en dræbt mand på bunden. Scenen, hvor den mystiske brite intetanende grådigt drikker det blodrøde vand brønden, er ægte chokerende. Og herfra kastes Theeb kun yderligere ud i livets allerbarskeste og blodige realiteter.
Alene i ørkenen er den lille ulv tvunget til at tage alle de gamle overlevelsesmetoder i brug, som livet blandt nomadestammen har lært ham. På grænsen mellem den gamle og nye verden må Theeb finde en måde at navigere på, både moralsk og helt konkret.
Hvem er fjende, og hvem er ven? Skal han lade sig lede af stjernerne eller følge det nylagte jernbanespor, der skærer sig så uorganisk og mærkelig metallisk igennem ørkenen? Det dilemma sætter Thaler allegoriske billeder på igen og igen. Naji Abu Nowars instruktørdebut er flot på alle måder, og den utrænede Jacir Eid Al-Hwietat tryllerbinder slet og ret i hovedrollen som Theeb.
Kort sagt:
Den står på episk ørkeneventyr i Naji Abu Nowars Oscar-nominerede ’Theeb’, der med bjergtagende scenerier og en vedkommende coming-of-age-fortælling giver dig det companion piece til David Leans 1962-mesterværk ’Lawrence of Arabia’, som du ikke vidste, du have brug for.