HBO-chef: ‘Game of Thrones’ sæson 8 får muligvis først premiere i 2019

HBO-chef: ‘Game of Thrones’ sæson 8 får muligvis først premiere i 2019

Vi har ventet. Og ventet. Og i næste måned, nærmere bestemt den 17. juli, får den nye, syvende sæson af ‘Game of Thrones’ premiere på HBO Nordic.

Nu tyder meget desværre på, at vi får brug for endnu mere af denne tillærte tålmodighed, når det gælder successeriens finalesæson. I et nyt interview med Entertainment Weekly blev HBO’s programchef, Casey Bloys, adspurgt om tidsrammen for manuskriptforfatternes arbejde på den ottende sæson, og i denne forbindelse svarede han ja til, at deres planlægning kan betyde en premiere helt fremme i 2019.

»De skal skrive episoderne og finde ud af produktionsplanlægningen. Vi får en bedre fornemmelse af det, når de er kommet mere ind i skriveprocessen«, forklarede han.

Derudover kommenterede Bloys også på de fem ‘Game of Thrones’-prequels, som HBO eftersigende skulle have i støbeskeen. Her understregede han, at der ikke kommer til at lande en ny serie hvert kvartal i kølvandet på hovedseriens finale:

»Det er ikke ideen at lave fire serier. Barren, der er sat (af Benioff og Weiss, red.), er så høj, at mit håb blot er at få ét show, som kan leve op til den. Desuden er det en langsigtet plan. Vores mål nummer 1 er den syvende sæson denne sommer og at få den ottende sæson skrevet og sendt i luften«.

Læs også: Skarpsindig teori om ‘Game of Thrones’-slutspillet vil ryste din grundvold

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af