1. ‘Ringenes Herre: Magtringene’
Go big or go home.
Eller gør begge dele, hvis du er Amazon store skinnende satsning for Tolkien-fans, der trods et millonbudget og årevis af hype ikke lykkedes med særlig meget andet end at aftvinge et skuldertræk.
Faktisk var dens indledende afsnit så langt fra det forkromede Peter Jackson-niveau, at den fik Soundvenues anmelder Sara Prahls indre hobbit til at græde.
I løbet af seriens første minutter blev man næsten køresyg af den hypede flyvetur, seriens skabere tog os på, hvor videreførelsen af det litterære univers blev fremvist i et rendyrket elverbombardement, men uden snerten af folkets nonchalance.
Selvom der var pøset svimlende 465 millioner dollars i prestigeprojektet stod det klart, at de fantasymastodonter, der var kommet til siden star-00’erne, havde ændret vores forventninger til, hvad vi forventer af episk streamingindhold.
Forhåbentligt kan de næste sæsoner servere et lidt mere medrivende drama end det, debutsæsonen kunne mønstre.
2. ‘Fantastiske skabninger: Dumbledores hemmeligheder’
Mads Mikkelsen leverede en diabolsk Hollywood-præstation som Grindelwald. Men udover det var der ikke meget pænt at sige om den formentlig (forhåbentlig) sidste film i ‘Fantastiske Skabninger’-serien, der for tredje gang forsøgte at aflede os fra sit plotmakværk og blanding af børneeventyr og skæbnefortælling med nuttede dyr og en gakket Eddie Redmayne i front som Newt Scamander.
For hvad har J.K. Rowlings mange opdigtede fantastiske skabninger egentlig at gøre med Dumbledores hemmelighed? Ikke nok hvis man skal tro filmens forvirrede fortælling, der aldrig rigtigt føltes som andet end en vag efterligning af ‘Harry Potter’s hævdvundne kombination af børnemagi og blodig alvor.
Som Soundvenues anmelder Jakob Freudendal skrev ved premieren:
»Det er efterhånden svært at se på i god tro, mens J.K. Rowling og David Yates langsomt, men sikkert malker det højtelskede Harry Potter-univers for værdi i den ligegyldige pengemaskine, som er ’Fantastiske skabninger’-filmserien«.
Selvom alle Hollywood-rygter tyder på, at der er vinket farvel til ‘Fantastiske skabningers’ synkende skude, er det næppe det sidste forsøg på at genoplive pengemagien fra ‘Harry Potter’, hvis man skal tro de seneste udmeldinger om Warner Bros.-chefens franchise-planer, der truer med en fortsættelse af selvsamme.
3. Will Smith til Oscar-showet
»WTF« var kun et fattigt ord, da årets mest traditionsrige filmbegivenhed tog en voldsom drejning, der vil gå over i historien.
Hollywoods store show er kendt for sin forudsigelighed og sit polerede ydre, men pludselig var alt oppe i luften, da en brovtende Will Smith lod sig rive med af sit temperament og gav vært Chris Rock en syngende lussing for at joke med hans konens alopecia.
Sagen blev diskuteret i ugevis og forsvaret af forbavsende mange (komiker Tiffany Haddish mente, det var et galant forsvar for sorte kvinder). Det stod dog hurtigt soleklart for de fleste, at Smith havde forvandlet en af filmhistoriens mest traditionsrige scener til holdeplads for fysiske øretæver.
Skuffelsen fik endnu et lag, da Will Smith i sommeren fulgte sin skriftlige undskyldning til komikeren op med en mildest talt bizar video, der ikke hjalp på særlig meget.
Oscar-showet har været i krise længe, men måske det måtte gå helt galt, før det kunne gå godt. Vi venter i spænding på at se, hvordan Will Smith-elefanten i rummet bliver italesat, når 2023-showet løber af stablen.
4. Netflix’ kongerøgelse: ‘The Crown’ sæson 5 og ‘Harry & Meghan’
Mens den stortanlagte dokumentarserie om kongehusets Los Angeles-deserterede hertug og hertuginde af Sussex satte nye standarder for tonedøvhed som verdens dyreste selfie, nåede femte sæson af ‘The Crown’ et lavpunkt i kedsommelighed.
Selvom der var en grim skilsmisse på vej mellem Charles og Dianas ruin af et ægteskab, var det mest nervepirrende påfund, serieskaberne havde i ærmet, at dedikere hele første afsnit til det rustne kongeskib som metafor for Dronningens alderdom. Blot for at følge op med ét der handlede om Prins Phillips sindsoprivende passion for hestevognsløb.
Hvis du er faldet i søvn blot ved at læse om det, er du lovligt undskyldt.
Det er ingen hemmelighed, at Netflix skriger »tag mine penge« efter alt, der går med diadem, men når to prestigeproduktioner rammer uden for skiven, gør det ondt på selv den mest varmblodede streamingroyalist.
5. ‘Amsterdam’
Med et ualmindeligt stjernebevæbnet cast bestående af folk som Christian Bale, Margot Robbie, John David Washington, Robert De Niro, Chris Rock, Rami Malek og Taylor Swift var ‘Silver Linings Playbook’/’American Hustle’-instruktør David O. Russells ‘Amsterdam’ på forhånd var udset til at være en af årets stærke Oscar-kandidater.
Men ak. I stedet fik vi en af årets mest gumpetunge filmoplevelser.
Når Christian Bale er bedst, er han en forvandlingskunstner, men allerede før filmen landede i biografen, gav hans karakterlook med klap for øjet og hår som et elektrisk hegn os trætte anelser. Ifølge Soundvenues anmelder Henrik Reinberg Simonsen var han dog et af filmens bedre elementer.
Som Variety formulerede det: »En skrækkelig film kan være kedelig. Eller den kan være paralyserende, hovedkløende og WTF-usammenhængende. Eller den kan være nuttet irriterende og forelsket ved præcis det aspekt af sig selv. David O. Russell’s bizarre fiasko lykkes med den tvivlsomme kunst at være alle tre ting på en gang«.
6. Harry Styles’ skuespilkarriere
Forestil dig det her. Det er maj. Den første trailer til ‘Don’t Worry Darling’ er lige landet. Harry Styles tegner flot og lovende i et 50’er-jakkesæt med smalt slips over for en bedårende Florence Pugh til tonerne af ‘The Oogum Boogum Song’. Alt er godt.
Det er det ikke længere efter et 2022, hvor vi blev tvangsindlagt til at se en af tidens mest charmerende rockstjerner og ultimative sexsymboler blive forvandlet til en overbegejstret børnehaveklasseelev, hvis selvtilfredshed skinnede igennem, som barnet der ikke kan dy sig for at vinke til sin mor i publikum efter hver eneste fuldførte replik.
Hvilket langt fra er den stemning, nogen ønsker sig af en hovedrolleindehaver, der går på cunnilingusknæ i et dystopisk feministisk drama eller begiver sig ud i en hed homoseksuel romance a la ‘My Policeman’.
Én ting var, at Styles medvirkede i film, der var svære at løfte, selv for stortalenter som Florence Pugh. Men udover præstationer hvor han afslørede en fæl uevne til at ytre selv simple, omend væsentlige, replikker som ‘My Policeman’s »I’m a policeman now« med bare snerten af troværdighed, formåede filmkarrieren faktisk at besudle hans ellers uovertrufne stjernepersona.
7. ‘How I Met Your Father’
Forventningerne var ikke ligefrem tårnhøje til Disneys noget hurtige reboot af ‘How I Met Your Mother’, hvis sidste afsnit løb over skærmen i 2014. Alligevel formåede genfortællingen med en ‘ung’ Tinder-swipende Hillary Duff som substitut for den håbløse romantiker Ted Moseby at sætte et nyt bundniveau.
Men var der ikke nye toner fra det blå valdhorn i 2022, der kunne rette op på nogle af de tarvelige kønsstereotyper, den oprindelige serie hyldede med sin supersexististiske Barney Stinson, smågiftigt selvoptagede Ted Moseby og den trætte våbenforherligende cool girl Robin.
Ikke ligefrem. ‘How I Met Your Father’ havde nemlig mest travlt med at bevise, hvor nede den var med sine millennial-fans, mens den med mærkelige jokes om virale YouTube-videoer og selfiekultur føltes som en bedaget tur tilbage til 2012, ingen gad med på.
Der skal meget til at besudle rebootens i forvejen tvivlsomme navn, men når det bedste ‘How I Met Your Father’ kunne finde på var at genbruge originalens titelsang, så den lød som en benløs rettighedsfri version og ændre et eneste ord i titlen, fik det genoplivelsesfejlskud som ‘Gossip Girl’ og ‘And Just Like That’ til at ligne deciderede mesterværker.
8. Konsekvensløse ‘Klovn’ sæson 9
Med undertitlen ‘Senfølger’ lovede den niende sæson af ‘Klovn’, at Frank og Casper var nået til et sted, hvor deres handlinger ville begynde at få konsekvenser.
Hvad var det værste, der kunne ske? Ville nogen få kræft? Gå fallit? Få en MeToo-retssag på nakken? Dø?
Nej. Men, hallo, Casper fik faktisk skældud af Sofie Linde og blev tvunget til at vaske sit eget tøj. Mia Lyhne stjal showet fra Frank som independent woman i en hotdogspisende brandert, der var blandt sæsonens få lyspunkter. Der udover at komme i selvforskyldt håndgemæng i den lokale pakkeshop ikke rigtig fik skovlen under andet end Fransk venstre brækkede arm.
Der gik eller selvsmagende ‘127 Hours’ i den i Kronborgs kælder, hvor mandebabyerne tabte tidsfornemmelsen og drak hinandens tis i evigt dumt troskab.
Når ‘Klovn’ engang takker endegyldigt af, ville det være modigt, hvis de rent faktisk går planken ud og slår Frank ihjel. Det er måske håbløs ønsketænkning, men mindre kan også gøre det. Bare det har lidt mere bid end sæson 9, der var så selvblindt hyggelig, at det næsten føltes som at se ‘Emily in Paris’ med midaldrende mænd, hvis problemer var så små og ligegyldige, at de rungede ensomt i en dåse kaviar til 10.000 kroner.
9. ‘The Watcher’
Der er intet, som kan sikre tårnhøje streamingtal som et nervepirrende mysterie, der slår et stort brød op for så at lade det brænde til uspiselighed i ovnen i syv stive timer.
Den præstation var der få, som Ryan Murphy der perfektionerede i ‘The Watcher’. Manden med sans for Netflix-baskere sad ellers med en gudsbenådet true crime-historie på hånden: En gruopvækkende historie baseret på virkelige hændelser om en familie, der fik terroriseret deres dyrtkøbte forstadsidyl af uhyggelige breve i postkassen fra en stalker. Som Murphy formøblede med sikker hånd, det ene torskedumme falske spor og plottwist efter det andet.
Ikke engang Jennifer Coolidges vanvidspræstation som ‘Selling Sunset’-ejendomsmægleren Karen kunne råde bod på, at Ryan Murphy lovede os et klimaks, der aldrig kom.
10. De danske Netflix-film
I år blev vi de to første fuldbyrdet danske Neflix-film rigere.
Dog var der ikke udpræget grund til at finde klaphatten frem, da begge mestendels levede op til Netflix-navnet ved at være dårlige på den store internationale klinge.
Det skulle ellers have været en stor kærlighedsfest med Mehdi Avaz’ ‘Toscana’ om en Michelin-koks kærlighedseventyr i det italienske, der satte barren så lavt, at Barbara Topsøe-Rothenborgs ‘Kærlighed for voksne’ alligevel snublede over den.
Førstnævnte havde Danmarks dygtigste komiker i en hovedrolle, der mest af alt var spild af hans talent, og den anden handlede vist nok om nogle højdramatiske parforholdsintriger, som man dog blev distraheret fra, mens Dar Salim mest af alt lød, som om han dubbede Dar Salims replikker.
Det er med Netflix-fejlskud, som det er med ulykker. De har garanteret et stort publikum, og én kommer sjældent alene. Det bliver bedre held næste gang for den danske Netflix-indsats, der ikke engang trumfede landsholdets ved VM i Quatar.