De værste #1: Jeff Bridges i ‘Tron: Legacy’ (2010)
Vi starter i et af de mere gyselige hjørner af filmhistoriens mærkværdige kuriositeter, hvor Jeff Bridges’ ansigt bliver digitalt vansiret i den lunkne efterfølger til 80’er-kultfilmen ’Tron’.
I ‘Tron: Legacy’ spiller The Dude både sin oprindelige karakter fra ’Tron’, Kevin Flynn, mens han også lægger ansigt til den onde kunstige intelligens Clu, som forestiller en yngre version af Flynn.
I 2010 var filmverdenen selvfølgelig stadig på et eksperimenterende stadie i forhold til de-aging-teknologien, hvilket er tydeligt i ’Tron: Legacy’. Denne version af Bridges, der i et par af filmens scener mest af alt ligner en halvfærdig avatar i et computerspil, er bizar, smagløs og kunne være hevet direkte ud af the uncanny valley.
Med tiden er filmens de-aging kun blevet endnu værre at se på, og til trods for at der er masser af svipsere på denne liste, er ’Tron: Legacy’ uden sidestykke.
De værste #2: Carrie Fisher og Peter Cushing i ‘Rogue One: A Star Wars Story’ (2016)
Inden de mest inkarnerede ’Star Wars’-fans finder høtyvene frem, så lad mig slå fast, at jeg er helt med på, at ’Rouge One: A Star Wars Story’ er en af de bedste film i franchisen.
Filmen har meget af det, en god Hollywood-basker skal have: vedkommende karakterer, dedikeret skuespil, en velskrevet historie, en sikker hånd fra instruktør Gareth Edwards, glimrende effekter og endda et comeback til James Earl Jones’ majestætiske røst som Darth Vader. De graverende skønhedspletter kommer midtvejs og især i den ellers fine epilog, der binder ’Rouge One’ sammen med ’A New Hope’.
Det mest smagløse ved det hele er, at Peter Cushing 22 år efter sin død genoplives digitalt som Moff Tarkin. Mens skuespilleren Guy Henry leverede Tarkins mimik og stemme, var det stadig Cushings ansigt, der blev digitalt rekonstrueret i filmen. Resultatet er meget kunstigt, og spørgsmålet er, om filmen havde været bedre tjent med en lidt mere ’gammeldags’ metode såsom en lookalike-skuespiller.
I Fishers tilfælde er det beskæmmende, hvor lidt ’Rouge One’s’ Prinsesse Leia ligner originalen. Ansigtet virker syntetisk og udtryksløst, og til trods for at Leia kun dukker op i splitsekund, er det svært at tilgive.
De værste #3: Patrick Stewart i ‘X-Men Origins: Wolverine’ (2009)
Gavin Hoods prequel til de oprindelige ’X-Men’-film var en jammerlig forestilling, hvor det meste faldt til jorden med et brag. Og så er den tilmed et oplagt bud på den dårligste ’X-Men’-film – en titel, der kan deles med ’X-Men: Apocalypse’ og ’Dark Phoenix’.
Der er rigeligt at skose filmen for (Ryan Reynolds sørgelige debut som Deadpool, der siden blev avanceret), men den digitale foryngelse af Professor Xavier i de døende minutter af filmen er så cringe, at man holder sig for øjnene.
I stedet for at ligne en yngre version af sig selv har Patrick Stewarts ansigt fået et mærkværdigt æggeformet look, der ikke er Stewart værdig. Cameoen stinker langt væk af ren og skær fanpleasing, men selvom Stewart til hver en tid er seværdig som den telepatiske professor, er det de rædderlige effekter, der løber med opmærksomheden.
De værste #4: Patrick Stewart og Ian McKellen i ‘X-Men: The Last Stand’ (2006)
Apropos ’X-Men’ og Patrick Stewart … Så følger Brett Ratners kluntede ’X-Men: The Last Stand’ lige i hælene på ’Origins’, hvor Stewart og Ian McKellens udseender får en uværdig behandling i et tidligt forsøg på digital foryngelse.
I en flashback-scene skal Professor Xavier og Magneto forsøge at overtale en ung Jean Grey til at tilslutte sig Xaviers skole for mutanter. Scenen giver fin mening for filmen, da vi får en forsmag på Greys telepatiske evner, som en god del af fortællingen fokuserer på. Og så spiller Stewart og McKellen selvfølgelig upåklageligt.
Problemet er bare, at Stewart og McKellen skal forestille at være markant yngre, end de er i filmens nutid. En illusion, der er sværere at tro på end samtlige mutanters kræfter, eftersom begge skuespillere ligner deres rigtige alder med en my færre rynker.
Fox havde af gode grunde ikke Michael Fassbender eller James McAvoy rendende rundt i folden tilbage i 2006, men med tanke på hvor uprøvet de-aging-teknologien var på daværende tidspunkt, så havde et par yngre skuespillere i flashback-scenen til de to roller gledet lettere ned.
De værste #5: Johnny Depp i ‘Pirates of the Caribbean: Salazar’s Revenge’ (2017)
I den charmeforladte femte ombæring af de engang så herlige ’Pirates’-filmskraber franchisen definitivt bunden med ’Salazar’s Revenge’, der åbenlyst har haft én mission: at få kasseapparaterne til at klirre ved billetlugerne.
Bevares, den del af missionen blev fuldført. Men på stort set alle andre parametre fejler den fælt. Heriblandt:
I et flashback, hvor Salazar og Sparrows fjendskab kulminerer, er Depp blevet digitalt forynget for at ligne en ung version af den durkdrevne pirat. Man gyser ved første øjekast af denne besynderlige skabning, der både fremstår ubehageligt livløs i øjnene og unaturlig i resten af ansigtet. Selvom der er en vis lighed med en ung Johnny Depp, så får det kunstige CGI-udseende det til at løbe koldt ned ad ryggen, hver gang man ser filmen.
De værste #6: Catherine Keener i ‘The Adam Project’ (2022)
Shawn Levys ‘The Adam Project’ med Ryan Reynolds i hovedrollen som tidsrejsende helt var en forglemmelig Netflix-blockbuster, der virkede tilfreds med at være et miskmask af fordums tidsrejsefilm.
Mens Ryan Reynolds spiller en voksen Adam Reed, er det de to børneskuespillere Walker Scobell og Isaiah Haegert, der indtager rollen som henholdsvis tolv- og otteårige Reed. Omvendt er filmens skurk Maya Sorian spillet af Catherine Keener, både som en ældre og ung (digitalt forynget) version.
Keener er en fornem skuespiller, men i ’The Adam Project’ lades hun i stikken af nogle halvbagte computereffekter, hvor hendes CGI-foryngende-jeg er absurd ringe udført. Den unge version spilles af en body double, mens Keeners ansigt er digitalt påført.
Særligt i de scener, hvor begge versioner af Sorian optræder, er det ret tydeligt at se, hvor sløsede VFX-holdet har været med den digitale foryngelse.
De værste #7: Dwayne Johnson i ‘Central Intelligence’ (2016)
Dwayne Johnson er notorisk berømt for sin anseelige muskulatur, der ofte spiller en stor rolle i hans film. Men i den ferske buddykomedie ’Central Intelligence’, hvor han spiller sammen med klejne Kevin Hart, har Johnson en lidt mere buttet kropsbygning, end hvad man er vant til. I hvert fald de første fem minutter af filmen, hvorefter hans muskler igen toner frem på skærmen.
Det mest distraherende ved scenen, hvor filmens hovedperson Robbie Weirdicht (Johnson) bliver groft ydmyget foran sin highschool, burde selvsagt være ’The Rocks’ ændrede fysik, som blev til via en body double. Men Johnsons CGI-foryngede ansigt løber klart med opmærksomheden på knap så flatterende vis.
Indrømmet, det er en komedie, og derfor er der selvfølgelig en mulighed for, at folkene bag filmen har overgjort effekterne med vilje for morskabens skyld. Men Johnsons mundering er mere mareridtsfremkaldende end urkomisk, og man ender med at krumme tæer – selvfølgelig over den tarvelige mobbescene, men i særdeleshed over den rædderlige CGI.
Vi er ikke helt nede på ’The Mummy Returns’-niveau, hvor Dwayne Johnson også var omgærdet af miserabel CGI som The Scorpion King, men vi er tæt på …
De værste #8: Orlando Bloom i ‘Hobbitten’-trilogien (2012-14)
Man kan egentlig sagtens forstå Peter Jacksons rationale for, at Orlando Bloom skulle digitalt forynges i ’Hobbitten’-filmene. Elver-folket er udødelige og så foregår ’Hobbitten’ (hvor Legolas slet ikke var med i Tolkiens bog) flere år før de oprindelige ’Ringenes herre’-film.
Tværtimod var Bloom blevet 10 år ældre, siden han første gang spillede Legolas, så for at Bloom kunne gøre comeback som elverprinsen i ’Hobbitten: Dragen Smaugs ødemark ‘, måtte han få en digital makeover.
Men den sløje CGI, der blev brugt til at forynge Bloom, overbeviser ikke. Som i så mange andre film, hvor de-aging er benyttet, får Legolas ansigt et så poleret skær, at det bliver underligt syntetisk at se på.
Der findes masser af skrækeksempler på de-aging (se ovenstående), der er langt værre end Orlando Blooms i ’Hobbitten’-filmene, men den fortjener stadig en plads på listen, når man tager filmens budget og armbevægelser med i ligningen.
De værste #9: Sophia Lillis, Finn Wolfhard, Jack Dylan Grazer m.fl. i ‘It: Chapter Two’ (2019)
End ikke effekter i millionklassen kunne stå i vejen for teenage-stjernernes pubertet i anden ombæring med The Loser’s Club og Pennywise.
Skønt majoriteten af ‘It: Chapter Two’ foregår i selskab med James McAvoy, Jessica Chastain og det øvrige cast af voksne skuespillere, har instruktør Andy Muschietti medtaget en del flashbacks til sommeren, hvor Loser-kliken mødte dræberklovnen.
Et kærkomment gensyn med de dygtige unge skuespillere i form af Sophia Lillis, Jack Dylan Grazer, Finn Wolfhard, Wyatt Oleff, m.fl., som dog hurtigt bliver mere pinagtigt, end hvad godt er.
Bag det overfladiske lag af CGI kan man nemlig se, at der er sket en række markante fysiske ændringer hos skuespillerne, hvor især Wolfhard er vokset et par centimeter siden etteren. ’It: Chapter Two’ er den svageste af de to ’It’-film, og den ujævne de-aging er en klart medvirkende årsag.
De værste #10: Temuera Morrison i ‘Aquaman’ (2018)
Skønt ‘Aquaman’ ikke er den værste DCEU-film, er der masser af svagheder i James Wans første superheltefilm. Hvem husker ikke Dolph Lundgrens rødglødende hårpragt eller den sjuskede historie?
Teknisk buldrer filmen derudaf med farverige, om end lidt generiske, effekter, som i det mindste giver filmen et hæderligt udtryk. Der er bare lige det aber dabei, der handler om den digitale foryngelse af Temuera Morrison, som spiller Tom Curry, Aquamans far.
I filmens prolog redder Tom, der er fyrtårnsvogter, Queen Atlanna (Nicole Kidman), som er blevet forvist fra Atlantis. De forelsker sig og får siden et barn sammen: Arthur Curry/Aquaman. Morrison og Kidman blev digitalt forynget i filmens åbningsscene, og mens man godt kan spille med på Kidmans de-aging, kniber det med Morrison.
’Boba Fett’-stjernen ser underligt akavet ud i sin unge form. I en anden scene i filmen er det Willem Dafoes tur til at blive udstillet med CGI i et flashback, og også her falder gimmicken til jorden.
De bedste #1. Sean Young i ‘Blade Runner 2049’ (2017)
‘Blade Runner 2049’ var en fænomenal film på adskillige parametre: fotografering, historie, skuespil, soundtrack, computereffekter – man kunne blive ved. Netop computereffekterne er, hvad der placerer ’Blade Runner’-efterfølgeren i toppen af denne liste.
Da hovedrollen fra den første ‘Blade Runner’, Deckard (Harrison Ford), møder Jared Letos skurk Niander Wallace, tilbyder sidstnævnte Deckard en klon af hans afdøde kæreste, Rachael (Sean Young), hvilket Deckard afslår.
Sean Young var ikke selv tilfreds med den korte cameo, men filmteknisk er der ikke meget at kimse af. VFX-holdet brugte både arkivoptagelser (foto og lyd) og en body double, som kunne ’bære’ Youngs ansigt i filmen, og resultatet er tæt på fejlfrit.
Det taler selvfølgelig også til filmens fordel, at denne Rachael er en klon, og der derfor kan være, lad os kalde dem … fabriksfejl, som kunne retfærdiggøres på den måde, hvis de-aging-teknikken virkede kunstig.
Men takket være Denis Villeneuves detaljeorienterede stil, Roger Deakins’ lyssætning og kameravinkler og det dygtige VFX-hold, er der stadig ingen film, der er lykkedes bedre med de-aging end ’Blade Runner 2049’.
De bedste #2: Brad Pitt i ‘The Curious Case of Benjamin Button’ (2008)
Et tidligt succesfuldt de-aging-skud i bøssen finder man i David Finchers ’The Curious Case of Benjamin Button’, som med et glimrende sammenspil mellem computereffekter og makeup gav Brad Pitt muligheden for at spille hovedpersonen Benjamin Button, der fødes gammel og bliver yngre, desto ældre han bliver.
Eftersom Pitt spiller Button gennem flere stadier i hans liv, var der både behov for at gøre ham ældre og yngre i visse scener, og her skuffer filmens banebrydende teknologi ikke. Med tanke på at filmen efterhånden har 15 år på bagen, er det imponerende, at den står langt stærkere end nyere film på denne liste.
Om ’The Curious Case of Benjamin Button’ banede vejen for en positiv eller negativ udvikling i forhold til at åbne Hollywoods øjne for mulighederne ved de-aging, kan diskuteres, men det kan filmens visuelle tæft næppe.
De bedste #3: Kurt Russell, Samuel L. Jackson, Michael Douglas m.fl. i MCU-filmene (2008-)
Et filmstudie, der tilsyneladende har knækket koden til de-aging, er Marvel (med Disney i ryggen), der med Marvel Cinematic Universe har givet en række fine eksempler på, hvordan de-aging-kagen skal skæres.
Den unge version af Samuel L. Jackson som Nick Fury var overbevisende i både ’Captain Marvel’ og ’Secret Invasion’, og det samme var Kurt Russell som Ego i ’Guardians of the Galaxy Vol 2’. Også med Michael Douglas og Michelle Pfeiffer i ‘Ant-Man’-filmene og Robert Downey Jr. i ’Captain America: Civil War’ er det lykkedes Marvel at forynge skuespillerne, uden at det blev for knastet.
Den måske mest imponerende bedrift finder man dog i ’Spider-Man: No Way Home’, hvor Willem Dafoe og Alfred Molina blev tryllet yngre, så de kunne glide tilbage i rollerne som henholdsvis Green Goblin og Doctor Octopus.
Når Marvels de-aging virker problemfrit, skyldes det også, at filmene bruger teknikken på en så smidig måde, at man knap nok lægger mærke til det til sidst. Og det er velsagtens det største kompliment, der kan gives, når snakken falder på digital foryngelse.
De bedste #4: Robert De Niro, Al Pacino og Joe Pesci i ‘The Irishman’ (2019)
Det kan væreumådeligt svært at spille med på præmissen om, at Robert De Niro skulle forestille en mand i 30’erne, Al Pacino i 40’erne og Joe Pesci i 50’erne, når de aldrende legender indspilningstidspunktet var pænt oppe i 70’erne.
Ikke desto mindre smed Netflix et klækkeligt beløb efter Martin Scorsese, for at han kunne samle sit dreamteam og lade dem drikke af ungdommens kilde ved hjælp af de-aging i ’The Irishman’.
Der er bestemt steder, hvor Scorsese leger med ilden. Eksempelvis når Frank Sheeran (De Niro) forsøger at tæske en mand, der har forulempet hans datter uden foran et supermarked, og hvor De Niros langsomme bevægelser hurtigt spottes gennem den i forvejen haltende koreografi.
Men credit where credit is due: ‘The Irishman’ er overordnet gennem sine 209 minutter et ganske vellykket eksempel på de-aging, hvor man efter lidt tid glemmer de tre veteraners virkelige alder.
De bedste #5: Will Smith i ‘Gemini Man’ (2019)
Før Will Smith røg i flæsket på Chris Rock under sidste års Oscar-show, medvirkede han blandt andet i filmen ’Gemini Man’, som blev instrueret af Ang Lee, der forhåbentlig snart formår at lave en god film igen.
For ’Gemini Man’ var en omgang grumset ruskomsnusk med et hav af problemer, som gjorde filmen til et endegyldigt flop.
Der var dog ét væsentligt lyspunkt i filmen, som handlede om den digitale foryngelse af Smith, der både spiller hitmanen Henry Brogan og dennes unge klon, Jackson Brogan, der har til opgave at dræbe sin ældre dobbeltgænger.
Foryngelsen af Smith fungerer, over en bred kam, ganske fint, selvom det aldrig bliver helt perfekt. Men når Smith kæmper mod Smith, og man tillader sig selv at spille med på filmens lidt dumme præmis, kan man godt se, at dens de-aging er markant over gennemsnittet.