’Kun os to’: Gribende fransk ægteskabsdrama er fuld af gys og gaslighting
Jeg vil nok ikke betragte ’Kun os to’ som en gyser i klassisk forstand.
Den rummer intet overnaturligt lag, er fattig på såkaldte jumpscares og giver udelukkende økselicens til lækre og sindsstabile skovhuggermænd.
Alligevel er Valérie Donzellis franske melodrama ganske gyselig og skrækindjagende på sin helt egen måde.
Den farvemættede film – der er baseret på Éric Reinhardts ægteskabsværk ’L’amour et les forêts’ – lægger nu ellers lystigt og billedskønt ud, når den forsagte fransklærer og litteraturnørd Blanche (Virginie Efira) tilfældigvis møder den besnærende bankmand Grégoire (Melvil Poupaud) til en fest.
Hun rødmer, han omtaler sig selv i tredjepersons ental, og som i en Minds of 99-sang drikker de vin, danser tæt og lader hurtige hænder gribe om hinanden og en hed romance. Efter lidt recitation af skønlitterære sværvægtere og sex i et gyldent neonlys vokser følelser og en gravid mave, og inden længe giftes det smukke par på en solkysset strand.
Kernefamilieidyllen har vundet. Men da Grégoire en dag (angiveligt) forfremmes, må den sødmefulde hovedperson opgive vante rammer i det trygge Normandiet, og prisen viser sig at være Blanches karriere og sociale liv – og sikkerhed.
For manden, som hun har forelsket sig i, begynder gradvist at vise mørke sider, og langsomt udvikler en kærlighedsdrøm sig til et klaustrofobisk mareridt.
Og så starter det. Gyset. For med thrillergreb og horrorlignende træk forvandles hjemmet til et minefelt uden døre til at lukke ondskab ude, og Donzelli beretter medrivende om uhyggen i ikke at føle sig sikker i eget hjem – eller i egen seng.
Præcis som den omtalte biografaktuelle Blake Lively-film ’It Ends with Us’ undersøger ’Kun os to’ partnervold og gaslighting – smertefulde emner, der kan være svære at beskæftige sig med og portrættere nuanceret og retvisende.
Det forløses særligt i dramaets første del, hvor en hæsblæsende klipning blandt andet understreger, at kontrollerende adfærd kan optræde i korte, men altødelæggende glimt. Man er således sommetider ubevidst om, at man er udsat for psykisk vold.
Lykkeligvis er den franske traumefortælling ikke af ignorant victim blaming-karakter, der i en Brian Mørk-finte fokuserer på, hvad offeret kunne have gjort eller bemærket for at have undgået sin (og sine børns) voldsomme skæbne.
’Kun os to’ gør det netop klart, at det kan være svært at diagnosticere en syg relation – og at selv når diagnosen stilles, følger påført skyld, skam og mangeartet frihedsberøvelse som bivirkninger, der umuliggør undvigelse fra dårligdommen.
Melvil Poupaud er fremragende som den Dracula-lignende skurk og dårligdom, der med manipulationer og maskulin herskermentalitet suger al liv og selvstændighed ud af Blanche.
Det er skrækkeligt at overvære hans terroriserende modbydeligheder, men endnu mere skrækkeligt at overvære, hvordan han gennem psykisk brutalitet – herunder malplacerede kærlighedserklæringer – tvinger Blanche til at internalisere volden, så hun tror, at lænkerne og lidelserne er selvforskyldte.
Man mærker smerten gennem filmens klare stjerne Virginie Efira og hendes rørende brune øjne. Med hjælp fra et intenst og zoomende kamera kan hun med en stille ansigtssammentrækning skildre livet som ængstelig kvinde i en voldsramt relation.
Gennem hende hives vi rundet mellem lammende benægtelse og bortforklaringer til hårdtslående juridisk konfrontation, og gennem hende fortælles uendelige historier om en forpint kvinde.
Eller faktisk om mange forpinte kvinder.
For modsat hvad titlen indikerer, er denne film ikke kun en hjerteskærende fortælling om Blanche og Grégoire. Tragisk mange (over)lever sammen med en besidderisk vampyrmand.
Det faktum er dybt ulykkeligt – og oprigtigt uhyggeligt.
Kort sagt:
Gribende fransk ægteskabsdrama er fuld af gys og gaslighting.