CALLmeKAT

Den smyger sig, gør den. Stemmen. Om ordene, den synger, om instrumenterne, der akkompagnerer den, og ikke mindst om lytteren, der tager imod den. Katrine Ottosens musikalske alias CALLmeKATs vokal stjæler opmærksomheden fra ‘Fall Down’s første knitrende åndedrag og til det sidste.

Det er ellers ikke fordi, den kæfter op. Tværtimod hæver Ottosen sjældent sin stemme igennem albummets 13 sange. I stedet fremstår den skrøbelig, tyst og uhyre udtryksfuld på sin pigede og til tider jazzede facon. På den måde passer den fint til laptoppens sagte knitren, celloens sarte stryg og keyboards, klokkespil og reallyde.

Melodierne og lydbilledet, der ledsager Ottosens vokal, er hjemmestrikkede electronica-popsange: Henslængt, krøllet og meget spartansk. Det er Ottosens vokal, der synger liv og varme i melodierne. Numrene lunter det meste af tiden af sted i behageligt hvilepuls-tempo, men ind imellem stikker enkelte numre som ‘Not Awake’, ‘My Sea’ og ‘Flower in the Night’ tempoet i vejret. Det giver sangene lidt mere spræl og klæder dem fint.

‘Fall Down’ er Ottosens første fuldlængdealbum og et fint første udspil. Ind i mellem ledes tankerne hen på CocoRosies univers, på grund af den legende tilgang til electronicaen og den skæve pigede vokal, ligesom Ottosen på ‘Flower in the Night’ minder om Skye Edwards fra Morcheeba. Det er dog først og fremmest musikalske pejlemærker og trækker ikke fra indtrykket af et fint forløst første album.