Willis Earl Beal

Somme tider pumper hypemaskinens stempler hurtigere end andre. I Willis Earl Beals tilfælde har Pitchfork og en forbløffende enig blogosfære råbt så højt om den ydmyge Chicago-dreng, at selveste XL Recordings allerede har samlet ham op og i al hast udgivet hans albumdebut. Det er gået alt for stærkt.

Albummet er en ujævn størrelse, der primært udstiller tre sider af Beal: Den gode, generte antifolk-kunstner, der nærmest hvisker sig igennem de selvudslettende og forsagte ‘Evening’s Kiss’, ‘Sambo Jo From the Rainbow’ samt ‘Monotony’, akkompagneret af minimale, amatørmusikalske guitaranslag eller den onde dæmon, som fik Tom Waits-sammenligningerne til at rulle, og som Beal transformerer til, når han soulbrøler sig igennem ‘Take Me Away’, rapper jazzet henover potter-og-pander-percussion på ‘Swing on Low’ eller går i satanisk storyteller-mode, som på det hemmelige nummer, der bider lukkeren ‘Angel Chorus’ i røven.

Og så er der endelig den grusomme, utilpassede lo-fi-rod, som plager ørerne med den instrumentale åbner ‘Nepenenoyka’ og ‘Bright Copper Moon’, hvis ubærligt skingre, klimprende underlægning lyder som kom den fra en æggedeler eller den forkerte ende af guitarens strenge, på den anden side af sadlen – og som shuffler ‘Ghost Robot’ rundt til ulidelighed som en discman på vej ned af en trappeopgang.

Det sagte kvidder fra et læsehoved, der famler sig vej igennem en hjemmebrændt CD mellem visse af numrene vidner tillige om utilgivelig ligegyldighed fra pladeselskabets side. Når der ikke engang kan ofres penge på en ordentlig mastering, så står det sløjt til. ‘Acousmatic Sorcery’ bør ses som en utidig tyvstart, svarende lidt til, hvis pladeselskabet Geffen i sin tid havde genudsendt den obskure ‘Golden Feelings’ som Becks major label-debut.