I forrige uge overraskede Atlanta-rapperen Lil Yachty alle med sit psykedeliske rockopus, ‘Let’s Start Here’, der vragede hans sædvanlige bubblegum-trap til fordel for glitrende, Tame Impala-agtige synthesizere og storslåede guitarsoloer, der vækker mindelser om ‘Dark Side of the Moon’.
Den nyslåede psych-rockstjerne slipper overraskende godt fra det radikale stilskifte. Men så lykkeligt ender det ikke altid, når rappere skifter spor.
Især rockgenren har historisk set været en svær kode at knække for guitarglade rapstjerner, hvis udskejelser – som det var tilfældet med Lil Waynes ‘Rebirth’-album – ofte ender med at lyde som en karikatur af genren snarere end en omfavnelse.
Andre gange – som på Kanye Wests skelsættende ‘808s & Heartbreak’-album’ – kan et dristigt stilskifte ende med at revolutionere ikke bare hiphopgenren, men populærmusikken som helhed. High risk, high reward.
Her ser vi nærmere på fem af de rappere, der i løbet af de seneste 10 år er lykkedes med at skifte genre – og på tre, der fejlede fatalt.
Vi begynder med de gode eksempler.
1. Tyler, the Creator ‘Igor’ (2019)
Tyler, the Creators femte album var ikke bare et genreskifte. Det var en forvandling.
Albummet markerede ikke kun en ny lyd for Tyler, men en ny persona i form af den titulære Igor-karakter. En hjerteknust, soulet popstjerne iklædt store solbriller og pagehårsparyk, som Tyler bruger til at skildre det komplekse queer-trekantsdrama, der er albummets kerne.
Bevares, der er hiphop at spore på ‘Igor’. Men fra den aggressive synth-pop på åbningsnummeret ‘Igor’s Theme’ til den forvrængede guitarsolo på lukkeren ‘Are We Still Friends?’ er det lyden af kunstner, der nægter at lade sig begrænse af genrekasser.
Det ironiske er, at Tyler modtog sin første Grammy for albummet i kategorien Bedste Rapalbum. For som Tyler rigtignok påpegede i sin afmålte takketale, hørte ‘Igor’ nok i virkeligheden til i popkategorien.
2. Hans Philip ‘Forevigt’ (2019)
Også herhjemme findes der rappere i konstant forandring. Herunder ikke mindst Hans Philip, der som soloartist mestendels lægger hiphoppen på hylden til fordel for en silkeblød, Frank Ocean-klingende r’n’b-lyd, der er lige så intim, som ‘Stein Bagger’ og ‘Neonlys’ var fremfusende.
Den tidligere Ukendt Kunstner-frontmand skiller sig en anelse ud på denne liste, for ‘Forevigt’ viste sig ikke at være et engangstilfælde. I stedet markerede Philips solodebut en ny retning for rapperen – sorry, sangeren – som kun var endnu mere udtalt på sidste års dobbeltalbum ‘A&B’.
I sit stilskifte fandt Philip en ny måde at udtrykke maskulin sårbarhed, og små fire år senere har det allerede sit præg på en ny bølge af følsomme danske fyre.
3. XXXTentacion ’17’ (2017)
’17’ var ganske vist XXXTentacions debutalbum, men den nu afdøde, evigt kontroversielle rapstjerne havde ved udgivelsen i 2017 allerede sikret sig et kultisk teenagefølge på internettet som en frontløber i bølgen af Soundcloud-rap med sin næsten punkede tilgang til hiphopgenren.
Derfor var det også noget overraskende, da ’17’ viste sig at være noget helt og aldeles andet. En samling afklædte, emo-folkede guitarballader, der udpensler hans vedvarende selvmordstanker så eksplicit, at ovenstående YouTube-video er nødt til at indeholde Livsliniens telefonnummer.
’17’ er foruroligende, men det er også et dragende, nøgent indblik i et plaget sind, som XXX aldrig ville kunne formidle det i sin sædvanlige Soundcloud-rap.
4. Childish Gambino ‘Awaken, My Love!’ (2016)
Lad os være ærlige: Donald Glovers første to album under kunstnernavnet Childish Gambino overbeviste ikke om hans evner som rapper (heller ikke selvom han på albumtoeren ‘Because The Internet’ prøvede virkelig hårdt).
Til gengæld beviser Glover på sit spraglede tredje album, at han kan så meget andet.
‘Awaken, My Love!’ rummer alt fra Sly and the Family Stone-inspireret psykedelisk soul (‘Baby Boy’) til caribiske accenter (‘California’), og på især åbningsnummeret ‘Me and Your Mamma’ og megahittet ‘Redbone’ stråler Glovers Prince-agtige vokal over de udførligt p-funkede kompositioner.
5. Lil Yachty ‘Let’s Start Here’ (2023)
Som sagt: Yachty slipper overraskende godt fra sin konvertering til psykedelisk rockstjerne, og derfor fortjener han selvfølgelig også en plads på denne liste.
Det er tydeligt, at rapperens timelange syretrip ikke bare er en fiks idé, men et gennemarbejdet passionsprojekt.
På ‘Let’s Start Here’ allierer Yachty sig med alle fra Mac DeMarco og Alex G til MGMT-medlemmet Ben Goldwasser for at levere et album, der emmer af kærlighed til genren, og som ovenikøbet finder et gyldent sweetspot mellem spacey 70’er-rock og rapperens egen hypervibrerende vokal fra sidste års ‘Poland’.
Og så de knap så gode eksempler…
1. Drake ‘Honestly, Nevermind’ (2022)
Ret skal være ret: Drakes deep house-satsning var et friskt pust ovenpå det oppustede, småkedelige ‘Certified Lover Boy’, der – selvom det rummede noget af rapperens bedste og mest oprigtige materiale i årevis – ultimativt var lyden af superstjerne, der ikke længere orker at anstrenge sig.
Desværre er det sensationelle stilskifte også noget af det eneste, ‘Honestly, Nevermind’ har kørende for sig.
Wow-faktoren fra albummets sengeknirkende beats og techno-trommespor er simpelthen ikke nok, når sangskrivningen halter, og teksterne stadig svælger i monotone hjertekvaler.
»Det er okay, hvis I ikke forstår det endnu«, lød det fra Drake i et Instagram-klip, da albummet fik en blandet modtagelse, og hvem ved? Måske får han ret. Men efter mere end et halvt år fatter vi det altså stadig ikke helt.
2. Vic Mensa ’93Punx’ (2019)
Vic Mensa er langtfra den eneste rapper, der har forsøgt sig som poppunk-stjerne. Så sent som i sidste måned kastede eksempelvis Arizona-rapperen Futuristic sin kærlighed over genren på albummet ‘Never 2 Late’.
Og hvem kan glemme Machine Gun Kelly, der i 2020 brugte genren til at revitalisere karrieren, og fik større kommerciel succes end nogensinde før?
Helt så godt gik det ikke for Vic Mensa, hvis eget poppunk-projekt 93Punx langt hen ad vejen synes at have ladet sig inspirere af de værste aspekter ved en i forvejen udskældt genre – og resultatet lyder mest af alt som en besynderlig supergruppe bestående af Sum 41 og Eminem anno ‘Revival’.
3. Kid Cudi ‘Speedin’ Bullet 2 Heaven’ (2015)
Det værste ved Kid Cudis pseudo-grungede rockbrag er ikke, hvordan hvert eneste nummer lyder som en doven parodi på genren. Det værste er, at Cudi bliver ved sådan i halvanden time.
‘Speedin’ Bullet 2 Heaven’ rummer nogle af Cudis mest eftertænksomme linjer til dato, men desværre akkompagneres rapperens åbenhjertede udlægning af blandt andet selvmordstanker af idéforladte guitarriffs, der får hans ligeledes udskældte rockprojekt ‘WZRD’ fra 2013 til at lyde som en overset Nirvana-perle.
Kid Cudis femte album er med andre ord skoleeksemplet på, hvor galt det kan gå, når en rapper træder ud af sin komfortzone, og det rockede sidespring resulterede da også i hans med længder værste album til dato.
Heldigvis er Cudi sidenhen kommet på bedre tanker.