Batfleck samler superhelteholdet i første trailer til ‘Justice League’

Ser man bort fra Jesse Eisenbergs eksalterede udgave af Lex Luthor, var ’Batman v Superman: Dawn of Justice’ en selvhøjtidelig omgang med flagermusemanden og Kryptons søn i bister duel. Noget tyder dog på, at instruktør Zack Snyder og co. har ændret opskriften markant til næste visit i DC-land, ’Justice League’.

Det stærkt imødesete superheltebrag har netop fået sin første trailer på Comic Con, og den afslørede en markant vittigere tilgang til universet med Batman som primus motor for en broget samling af superhelte. Højrehånden er fortsat Gal Gadots Wonder Woman, mens Ezra Millers Flash bringer ungdommeligt vid til forestillingen.

Resten af holdet består af Aquaman (Jason Momoa), Superman (Henry Cavill) og Cyborg (Ray Fisher). Filmen buldrer ind i biograferne til november næste år.