‘Assassin’s Creed’: Ikke engang Michael Fassbender kan redde horribel spilfilmatisering

2 6
Spillefilm
Instruktion

Justin Kurzel

Medvirkende

Michael Fassbender, Marion Cotillard, Jeremy Irons

Spilletid

115 min.

Premiere

Den 5. januar

Jeg er fan af ’Assassin’s Creed’-spillene og har brugt mange fornøjelige timer med i hvert fald tre af de nu ni titler, franchisen udgør.

Det har desværre ikke reddet min oplevelse med filmatiseringen, som føjer sig til en lang række af horrible spilfilmatiseringer. Det ellers ikke uefne cast med Michael Fassbender, Marion Cotillard og Jeremy Irons har i instruktør Justin Kurzels hænder skabt film, der er rodet, grinagtigt selvhøjtidelig, kedelig og forfærdeligt skrevet. Man må håbe, at den i det mindste har gjort deres bankkontoer ære.

I filmen spiller Fassbender den dødsdømte Cal Lynch, der bliver reddet fra henrettelsen af Dr. Sofia Rikkin (Cotillard). Hun er ledende forsker for Abstergofonden, i hvis hovedkvarter i Madrid Cal vågner op. »Du bliver ikke holdt mod din vilje«, lover Rikkin, til trods for at Cal sidder indespærret i en celle, der bevogtes af bevæbnede vagter.

Rikkin har opfundet en maskine, der kan aflæse ens forfædres historie gennem generne. Det gøres ved hjælp af animusmaskinen, som aflæser ens genetiske minder og lader forsøgspersonen genopføre ens forfædres handlinger, som så bliver projiceret op på skærme. Genopførslen indbefatter, at man bevæger sig som sin forfader, og hvis denne for eksempel hoppede og sprang meget (som snigmordere har det med at gøre), hjælper en stor mekanisk arm subjektet til at bevæge sig uhindret.

Abstergofonden viser sig meget hurtigt at være et skalkeskjul for Tempelridderordenen, hvis mål er at finde det sagnomspundne artefakt Edens Æble, som indeholder den genetiske kode til fri vilje. Tilsyneladende vil de bruge æblet til at udrydde vold, men der stikker vist mere under. Overfor dem står snigmorderkulten assassinerne, som i århundreder har modsat sat sig tempelridderne og beskyttet æblet.

Det forsvandt i 1492 i Spanien i hænderne på Cals forfader, assassinen Aguilar, og derfor forsøger tempelridderne at få adgang til Aguilars handlinger gennem Cal i animusmaskinen.

Scenerne om Aguilar fra Spanien 1492 er absolut de mest underholdende og actionfyldte, mens sekvenserne fra Abstergobygningen trækker tænder ud i langsommelighed, grinagtige replikskifter og dramatiske pauser til storladen musik, hvor karaktererne intenst kigger ud i luften.

Det er en film, der i den grad kunne have haft godt af at tage sig selv en lille smule mindre højtideligt. De sjoveste øjeblikke er ufrivillige, som da Cal bliver ved med at sige »jeg er sulten«, mens han få den store tur rundt i bygningen. Der er ingen tvivl om Fassbenders og Cotillards formåen som skuespillere, men her har de simpelthen ikke noget at arbejde med.

Jeremy Irons spiller som sædvanligt den britiske skurk i rullekrave, og det bliver man aldrig helt træt af.

Actionsekvenserne er intense, men desværre ofte for hurtigt klippede, til man kan følge med. Assassinernes parkourfærdigheder, der er så centrale i spillene, demonstreres imponerende en enkelt gang. Filmen lider også af det samme som så mange andre moderne blockbusters: En umanerlig grim colorgrading, hvor filmen nærmest kun står i brune og grå nuancer. Det er som at se aske rørt ud i mudder – man skriger efter en enkelt primærfarve.

»Leap of faith«, siger Sofia dukkeagtigt, da Aguilar undslipper ved at tage hovedspring ud over en bro (på dansk oversat »tillidsspring«), og et sådan ’tillidsspring’ kræver ’Assassin’s Creed’ også, hvis man skal købe den filmiske præmis.

På et tidspunkt ser man assassinerne infiltrere en tempelridderforsamling i deres højborg. Hvordan gør de det? De går bare ind af hoveddøren med de andre gæster, det kræver åbenbart ikke id-kort at være medlem. Filmen er i bund og grund en b-film, og den kunne være blevet en ganske charmerende af slagsen, hvis den ikke havde taget sig selv så alvorligt.

Nu fremstår den mest som en to timer lang reklame for spillene.


Kort sagt:
Absolut kun en film for hardcore-fans eller folk med fetich for kutter og ørne. ’Assassin’s Creed’ er et miskmask af en film i grå og brune nuancer, der især på repliksiden falder igennem. Spil heller spillene.