(Spoiler-alert: Læs først, når du har set ‘Mindhunter’ sæson 2 til ende)
Bedst: Bill Tenchs work/life-udfordringer
Hører man til dem, der indimellem kæmper med at få arbejds- og privatlivet til at gå op, skal man blot kigge på Bill Tench, og ens egen tilværelse vil virke som den rene svir.
Mens det psykologiske omdrejningspunkt i første sæson ’Mindhunter’ var Holden Fords tiltagende besættelse af sine case studies, blev blikket i den nye ombæring rettet mod makkeren, og det nød serien godt af. Efterhånden som sæsonen skred frem, matchede Tenchs ansigtskulør den askegrå farve på hans jakkesæt og hårpragt, og man kunne kun føle med den velmenende mands forsøg på at opklare landets mest tragiske mordgåde, spille tvungen fandango over for FBI-cheferne og samtidig redde stumperne i sit nødstedte familieliv.
Holt McCanny fandt nye nuancer i Bill Tench, der lever af at afkode mentale mønstre, men har svært ved for alvor at knytte forbindelser til sin søn Brian. Og Brians tragedie var nærmest ikke til at bære, uanset hvilken skyld han selv havde i den. Det skal blive interessant at se, hvor direkte sønnens udvikling kommer til at spejle udforskningen af seriemordernes sind. Og hvordan Bill Tench reagerer på sin hustrus forståelige, målrettede beslutning om at rydde bulen.
Bedst: BTK-offeret i bilen
David Fincher instruerede selv de tre første afsnit af sæsonen, og det kunne mærkes i de mange lavmælt intense scener, der satte sig i kroppen uden at forfalde til billige uhyggegreb. Et nærmest allerede ikonisk eksempel var scenen i afsnit 2, hvor et overlevende offer for BTK-morderen møder Bill Tench og en lokal efterforsker i bilen under en jernbane, og lydbilledet blot tager til i intensitet, imens den overlevende fortæller sin grufulde vidneberetning. ’Mindhunter’ er manende, tålmodig og lige så besat detaljeorienteret som de mordere, den skildrer. Øjeblikke som dette er mesterligt på den uflashy måde og leder øjeblikkeligt tankerne hen mod såvel ’Seven’ som ’Zodiac’.
Bedst: Den nye FBI-chef
Alle kender krimiens arketype om den modvillige chef, der gang på gang stikker en kæp i hjulet på vor heltes aspirationer. Derfor var det en udsøgt fornøjelse at møde Ted Gunn, en kapabel og intelligent foresat, der møder adfærdsafdelingen med opbakning og forståelse.
Hvad er hagen, tænkte man selvfølgelig, og den kom da også: Gunn er endnu en af de chefer, Bill – som han bemærker – hjælper op af rangstigen, og han havde i sidste ende mere fokus på de overfladiske resultater end reel retfærdighed. En systemets mand, jovist, men i løbet af sæsonen fuld af de underspillede nuancer, der kendetegner ’Mindhunter’ i det hele taget. Hvor var det dog forfriskende med en boss, der med visionær snusfornuft forstod potentialet i kælderdivisionens nørklerier, og som da også udmærket indså spillets falske overfladiskhed, når FBI-direktør Webster skulle høre krigshistorier fra fronten.
Både bedst og værst: Manson-afhøringen
’Mindhunter’ og skuespiller Damon Herriman ramte Charles Mansons blanding af galskab og fængslende profet på kornet. Mødet var intenst og tvetydigt kombineret med Tex Watsons efterfølgende vidnesbyrd. Sandheden om, hvad der skete på Cielo Drive 1969, blev fremstillet lige så mudret, som det er i virkeligheden.
Men scenen var alligevel underligt utroværdig. Manson var manden, Holden Ford drømte om at interviewe mere end nogen anden, og hans chef måtte trække i trådene for at få det til at ske. Hvorfor accepterede Holden så uden videre, at Tench kørte samtalen helt ud i rabatten? Og hvorfor i alverden startede de samtalen direkte in medias res på Cielo Drive i stedet for at kredse omkring barndom og optakt, som de har gjort med alle de andre mordere?
Her afslørede Fincher og Penhall en vis sensationalisme: De behagede vores dunkle nyfigenhed omkring Sharon Tate-mordene. I konteksten gav de to professionelle FBI-agenters fremfærd dog meget lidt mening.
Bedst: Mødet med Son of Sam
Selvom sæsonen undervejs bevægede sig længere og længere væk fra de seriemorderinterviews, der var nøglen til første sæsons succes, bød den på flere vellykkede psykopatmøder. Det mest mindeværdige var utvivlsomt interviewet med David Berkowitz, også kendt som Son of Sam, der dræbte seks mennesker over et år i slut-70’ernes New York. Oliver Cooper ligner den ægte Berkowitz til forveksling, og han formidlede hans bedrageriske døde øjne til perfektion.
Der var stor tilfredsstillelse i at se Holden trænge igennem Berkowitz’ vanvittige historie om djævle og dæmoner for at finde ind til den virkelige motivation bag blodbadet, og så blev Berkowitz’ informationer faktisk brugt direkte i jagten på Atlanta-børnemorderen – det var her, morderens uimodståelige trang til at vende tilbage til åstederne krystalliserede sig for duoen.
Bedst: Jagten på Atlanta-morderen
Hvor fascinerende adfærdseksperternes teoriudvekslinger end er, var det også forløsende at se dem i aktion på en verserende og ualmindeligt vanskelig sag. Her trådte kompleksiteterne for alvor ind, da de – og især Holden – igen og igen stødte på grund mod såvel ubegrundede antagelser, politiske beslutninger og kafkask bureaukrati. Underspillet komik var der i scenerne, hvor det krævede en hel hær af godkendelser for at få en løbeseddel ud og flyve, og hvor enheden – inklusive den fine bikarakter Jim Barney – må samle kors i bedste IKEA-stil for at få planen til at lykkes.
Og så kom den knugende spændende forløsning, da de endelig stopper Wayne Williams på broen, og han er så forstyrrende uforstyrret, at man taber kæben. Williams bliver over de sidste to afsnit en af seriens mest uhyggelige mordere: glat og selvretfærdig.
Værst: Den lesbiske romance
’Mindhunter’ havde tydeligvis svært ved at finde ud af, hvad de skulle stille op med den uudgrundelige Wendy Carr denne sæson. Selvom det var ganske fornøjeligt at se hende i aktion i fængslerne akkompagneret af den hovedsageligt uduelige Gregg, blev hun overordnet kørt ud på et sidespor, hvad angik den centrale efterforskning. Og i stedet fik hun et tyndt soapet privatlivsplot med en lesbisk fling for at spice de utallige gråmeleret deprimerende scener lidt op. En affære, der tilmed framede hende som lidt af en egocentrisk type, der ingen forståelse har for, at hendes nye kæreste tillægger sig en lysere stemme for at kunne være sammen med sin søn. Jeez.
Den hurtigt skrantende romance virkede påfaldende ude af trit med resten af serien, hvilket allertydeligst viste sig i slutafsnittet, hvor Carr figurerer flygtigt i en montage, men ellers ikke levnes nogen videre opmærksomhed.
Bedst: Den bittersøde slutning
En af sæsonens store styrker var det socialpolitiske lag i afdækningen af mordene på sorte børn og unge i Atlanta. En mordrække, der først blev skammeligt ignoreret af myndighederne, mens der siden gik gemen politik i den på bedste ’The Wire’-maner.
Holden Ford forlader Atlanta med et løfte til de efterladte mødre om, at deres børns sager ikke bliver henlagt, selvom den formodede morder er fundet. Et løfte, det hurtigt viser sig, at han ikke kan leve op til. For systemet er sagerne pludselig ikke af interesse mere.
Sammenstødet mellem Fords teorier og den håndgribelige virkelighed løb som en interessant understrøm gennem hele sæsonen, og til slut blev der bundet en bittersød sløjfe.
Værst: Deres skyggeteknik
Taget i betragtning af at Holden Ford og Bill Tench er garvede FBI-agenter, er de påfaldende dårlige til at skygge en mistænkt. Dels må det frarådes at køre så langt op i røven på den mistænktes bil, at næste skridt er en auto-erotisk baghyler, dels bør man holde mere end to en halv meter væk fra den mistænktes hus, når man skal placere overvågningsudstyr i dennes indkørsel. Skriv dét i jeres bog…
Pludselig bedst: BTK-teaserne
Jeg var ikke stor fan af de ultrakorte scener af det, der viste sig at være den berygtede Bind Torture Kill-morder, i første sæson ’Mindhunter’. De var så flygtige, at deres betydning nærmest evaporerede.
Og uden at have lavet videre research gik jeg ud fra, at de ville kulminere i næste sæson. Men nej. BTK-galningen er stadig den hvide hval, der svømmer rundt i USA’s forstadsfarvande og ikke lader sig indfange.
At Fincher og hovedforfatter Joe Penhall lægger et så langtrækkende spor ud, at det kører over flere sæsoner, er et respektindgydende dristigt valg. Og det fungerer som en effektiv påmindelse om, at Ford, Tench og Carrs teorier stadig har visse begrænsninger.
Sæsonen sluttede på det urovækkende billede af BTK med pantomime-maske og dametøj på et hotelværelse. Det kunne pege frem mod, at tredje sæson lægger sig i hans spor. Omvendt ved vi, at Dennis Rader, som han hed, først blev fanget i 2005. Et tidshop, der alligevel virker for voldsomt til en tredje sæson?
Læs også: Anmeldelse af ‘Mindhunter’ sæson 2