’Den gyldne handske’: Ny seriemorderfilm er ualmindeligt hård kost

’Den gyldne handske’: Ny seriemorderfilm er ualmindeligt hård kost
Jonas Dassler som seriemorderen Fritz Honka i 'Den gyldne handske'.
Foto: Another World Entertainment
5 6
Instruktion

Fatih Akin

Medvirkende

Jonas Dassler, Katja Studt, Margarete Tiesel, Marc Hosemann, Greta Sophie Schmidt m.fl.

Spilletid

115 min.

Premiere

Den 5. december

»Der er præcis tre grunde til, at folk drikker: 1) For at glemme dårlige ting, 2) For at fejre gode ting og 3) For at sætte fut i fejemøget«.

Sådan lyder det på et tidspunkt i ’Den gyldne handske’, men efter man har set tysk-tyrkiske Fatih Akins nyeste kreation fristes man til at tilføje en fjerde grund: For at sluge en af de mest depraverede film i nyere tid. Instruktøren bag film som gennembruddet ’Mod muren’ og Golden Globe-vinderen ’Ud af intet’ har nemlig skabt sin til dato mest kontroversielle film.

Fortællingen er baseret på en roman af Heinz Strunk om den autentiske seriemorder Fritz Honka, der tilbage i 1970’erne myrdede mindst fire kvinder i Hamburgs rabarberkvarter St. Pauli. En bydel, Fatih Akin selv er vokset op i.

Titlen er taget fra værtshuset, hvor Fritz Honka dag ud og dag ind hænger ved baren med blodet halvt fortyndet af snaps. Honka, der spilles isnende og uforudsigeligt af den kun 23-årige Jonas Dassler, er noget af det mest frastødende, man kan forestille sig: Krumrygget, med udspillede bæløjne, kartoffelnæse og uvasket hår, der ville få selv Johnny Madsen til at konstatere, at han trængte til et bad. Læg dertil et voldsomt og utilregneligt temperament.

(Foto: Another World Entertainment)

Ved sit bundløse vandhul ser vi ham samle ældre, dybt alkoholiserede kvinder op med det påskud, at han har mere sprut derhjemme. Så snart de uvidende kvinder træder ind i hans lille kvistlejlighed, bliver de mødt af vægge tapetseret med udklip fra pornoblade og en stank så fæl, at man næsten kan lugte den i biografsalen. Honka beskylder sine græske underboer og deres madlavning for at være årsag til hørmen. Sandheden findes dog bag hans vægge. Her gemmer han ligdelene af de kvinder, han har nedlagt.

’Den gyldne handske’ er snasket og ulækker, fra Fritz’ maddikebefængte lejlighed til det tilrøgede værtshus. I filmens mest væmmelige mordscene ser vi offeret defækere spontant ned ad sit ben, mens Fritz kvæler hende. Alt er indsmurt i blod, lort og wienerpølsevand. Man føler sig frastødt og beskidt hele vejen igennem.

Filmen er blevet sammenlignet med Lars von Triers ’The House That Jack Built’, men ud over at de begge handler om seriemordere, foregår i 70’erne og har grumt ubehagelige scener, har de faktisk ikke meget til fælles. ’Den gyldne handske’ tåler i højere grad sammenligning med William Lustigs ultrasleazede ’Maniac’ og John McNaughtons ’Henry: Portrait of a Serial Killer’. Ligesom dem har Akin begået et makabert karakterstudie af ynkværdig maskulinitet.

Det er en slice of life-fortælling om en jammerlig og dybt alkoholiseret mand på bunden af samfundet. Honka får på et tidspunkt en nærmest religiøs opvågning, og også takket være sit nye arbejde som nattevagt lægger han både sprut og mord på hylden. Han fremstår pludselig nærmest sympatisk, men det varer selvfølgelig ikke evigt. Da han af en kvindelig kollega overtales til at drikke et glas med hende, blusser hans gamle vaner op igen. Det antydes, at alkoholen er medskyldig i Honkas ugerninger, uden at det dog bliver en dårlig undskyldning. Det understreger blot, at vi har at gøre med et ødelagt og bedrøveligt menneske.

(Foto: Another World Entertainment)

Akin fremstiller Honka helt modsat af, hvordan seriemordere hyppigt bliver portrætteret i fiktionen. Han er hverken sexet eller et manipulerende geni. Der er heller ikke det obligatoriske opklaringsplot, sideløbende med at vi er vidne til hans forbrydelser. I stedet optræder en række små scener, hvor en nørdet overklassedreng føler sig fascineret af det trøstesløse værtshus og dets skæbner. Den dag han endelig får mandet sig op til at gå derind, bliver han bogstaveligt talt pisset på af stamgæsterne.

Gæsterne udgør en sammenslutning af de skikkelser, samfundet helst viger blikket bort fra – alle de grimme og tabubelagte sider af Tysklands historie, som det pæne borgerskab forsøger at vende det blinde øje til. Fra den tidligere SS-officer til nedslidte pensionerede prostituerede, mødes de på Der Goldene Handschuh for at drikke sorgerne væk til tonerne af længselsfulde tyske schlagere. De er tragiske, uhumske individer med ar på sjæl, krop eller begge dele.

Gør Honka det tyske samfund en tjeneste ved at rydde op, skære slumkvarterets uønskede eksistenser i stykker og gemme dem væk bag væggene? Det er det provokerende spørgsmål, man ikke kan lade være med at stille sig selv i løbet af Akins samfundskritiske film.

Alt ved ’Den gyldne handske’ er klamt, hjerteskærende og – tør jeg sige det – en lille smule morsomt i al sin groteskhed. Den er et provokerende opgør med borgerskabet og den gode smag, som nok skal få mange til at væmmes.


Kort sagt:
Fatih Akins nye film er ualmindeligt hård kost, men bag tapetet gemmer sig et ubarmhjertigt indblik i en af Tysklands mest berømte seriemordere og en kommentar til det pæne borgerskabs behandling af samfundets udstødte sjæle.

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold