Afsavnet fra hedengangne CPH PIX er stadig stort, men hvis man fortsat har brug for at få lukket sit hul af internationale festivalperler, der aldrig får almindelig biografdistribution, begynder Den Danske Filmskoles festival Generation at tegne sig som en værdig arvtager.
Programmet er ganske vist ikke så stort, men udvalget er i særklasse. I år byder festivalen på over 30 film, der spænder bredt geografisk og kunstnerisk. Fælles for værkerne er, at de er skabt af nogle af de mest spændende unge filmstemmer i verden lige nu.
På programmet finder man blandt andet forpremierer på en række stærkt imødesete film, der får regulær biografpremiere senere på året:
Det gælder blandt andet Mati Diops Guldbjørn-vindende dokumentarfilm ’Dahomey’ om repatriering af en række beninske kunstværker, der vises sammen med en række af Diops tidlige kortfilm.
Også filmfotografen Sean Price Williams ventede debutfilm ’The Sweet East’ med fænomenale Talia Ryder på roadtrip gennem USA (og med manuskript af den fantastiske filmkritiker Nick Pinkerton) og den senegalesiske debutfilm ’Hvisken i støvet’ af Ramata-Toulaye Sy, der var udtaget til hovedkonkurrencen i Cannes sidste år, vises som forpremierer under festivalen.
Samtlige af ovenstående film er en anbefaling værd, men kan som nævnt ses senere på året.
Herunder guider vi til seks af de perler, du kun kommer til at kunne se i biografen under festivalen, og som du absolut ikke må snyde dig selv for.
1. ‘Problemista’
‘Saturday Night Live’-komikeren Julio Torres får sit store gennembrud i den Emma Stone-producerede A24-film ‘Problemista’, som han både har instrueret, produceret, skrevet og spiller hovedrollen i.
Filmen er en quirky queer-komedie om immigranten Alejandro, som er ansat af den koleriske kunstkritiker Elizabeth (allestedsnærværende Tilda Swinton) til at passe på hendes uhelbredeligt kræftsyge mand, kunstmaleren Bobby (Wu-Tang Clan-rapperen RZA), som har ladet sig fryse ned med kryoteknik for at bremse sygdommen. Samarbejdet kommer dog fra en uheldig start, da Alejandro kommer til at slukke for nedfrysningen, mister sit job og dermed også sit visum.
Han har 30 dage til at overbevise Elizabeth om, at hun skal hjælpe ham med visummet, inden han bliver deporteret – alt det kræver er, at han får afsat 13 af Bobbys malerier af noget så kedeligt som æg.
Det bliver startskuddet på en quirky rejse gennem New Yorks kunstverden, der komisk udstiller det amerikanske immigrationssystem med hjælp fra et kulørt karaktergalleri, som også tæller gæsteoptrædener fra blandt andre Greta Lee og Isabella Rossellini.
2. ‘Inside the Yellow Cocoon Shell’
Her er en film, der bare må opleves på det hvide lærred. Vietnamesiske Phạm Thiên Ân vandt den prestigiøse debutantpris Camera d’Or ved sidste års Cannes Film Festival for denne drømmeriske meditation over liv, død og meningen med livet, der er blevet sammenlignet med slow cinema-mestre som Apichatpong Weerasthakul og Tsai Ming-Liang.
Fortællingen kredser om den unge mand Thien, der mister sin svigerinde i et biluheld og må tage sig af hendes femårige søn. De flytter fra byen til landet, hvor de planlægger begravelsen, hvilket samtidig bliver en rejse fra det kapitalistiske storbysamfund til de traditionelle værdier. Plottet er dog kun det halve af dette bjergtagende billeddigt, der finder sine egne svar på livets store spørgsmål.
3. ’Oceans are the Real Continents’
Jeg faldt pladask for italienske Tommaso Santambrogios debutfilm ’Oceans Are the Real Continents’, da jeg så den ved filmfestivalen i Venedig sidste år.
Det er en poetisk og intim fortælling om tre parallelle historier fra hver sin generation af den cubanske befolkning. Grundtematikken er, hvordan emigration og løfter om en bedre fremtid i udlandet truer det gudesmukke paradis.
Med sit cast bestående af ikke-professionelle skuespillere blander filmen dokumentarisme á la Roberto Minervini med stærkt æstetiserede tableauer, fotograferet i gudesmuk sort-hvid, som slægter Santambrogios læremester Lav Diaz på.
Alt sammen forankret i en dybt menneskelig historie om kærlighed, drømme, afsavn og fremtidens muligheder og kløfter.
4. ’Didí’
Sean Wang modtog publikumsprisen på årets Sundance-festival for sin humoristiske og velobserverede coming of age-fortælling ’Didí’ om den amerikansk-taiwanesiske dreng Chris, der skal finde sin plads i verden i 2008, hvor sociale medier for alvor ser dagens lys, og internettets amatørvideoproduktion tager fart.
’Didí’ byder på alt fra det første kys til identitetskriser af de helt store med historien om 13-årige Chris, der drømmer om pigen Madi, hovedkulds kastes ud i at filme skate-videoer for nogle ældre drenge og på hjemmefronten skændes med sin storesøster. Det er morsomt, dybt akavet og fortalt med en stor empati, når Wang samtidig udruller en større fortælling om at være fanget mellem identiteter som ung med anden etnisk oprindelse.
5. ’Critical Zone’
Ali Ahmadzadeh retter en stor kritik mod det iranske styre med denne speedball af en film, der over én nat følger den ensomme Amir, som sælger stoffer til Teherans plagede sjæle. Sammen finder de et fristed i ly af natten og med en promille over det sædvanlige, der får hijabben til at falde og giver de tavse eksistenser stemme.
’Critical Zone’ er optaget i hemmelighed i Teherans gader og modtog hovedprisen på filmfestivalen i Locarno sidste år. Den skriver sig ind i en række af nyere iranske film, herunder Ali Abbasis danske ’Holy Spider’, der kritiserer præstestyret og viser det iranske samfunds skyggesider, som i dette tilfælde åbenbarer sig som et mere positivt, alternativt fællesskab i åbent oprør mod den undertrykkende samfundsorden.
6. ‘Only the River Flows’
Kalder alle fans af Park Chan-Wooks ’Decision to Leave’! Kinesiske Wei Shujuns efterforskningsthriller ’Only the River Flows’ er en både genremæssig og åndelig søskende:
Det hele starter med et mord i en kinesisk landsby anno 1995, som politichefen Ma Zhe bliver sat til at opklare, mens han og hans gravide kone på hjemmefronten er konfronteret af en mulig genfejl i deres ufødte barn.
Kinas daværende etbarnspolitik spøger i baggrunden, mens efterforskerens ustabile psyke gradvist slører grænsen mellem fantasi og virkelighed. Det er bare nogle af ingredienserne i denne nervepirrende rutsjebanetur, der blander genrekonventioner og altid finder plads til humor i menneskehedens bælgmørke natur.
Generation-festivalen løber 12.-16. juni. Se det fulde program her.