’Urinetown’ er en munter musical om magtmisbrug og tis
Det bør være en menneskeret at tisse.
Men tænk, hvis der kun fandtes offentlige betalingstoiletter kontrolleret af en korrupt megavirksomhed, og du blev sendt til Urinetown for at lade vandet i det fri?
»Undskyld, hr., har De en mønt til en tissetår?«
En uhyggelig dystopi, men ikke desto mindre præmissen i den amerikanske musical af samme navn, ’Urinetown’, fra 2001, der nu kan opleves i en dansk opsætning på Østre Gasværk.
Frygt ej, hvis forestillingens tonsvis af referencer til musicalgenren bliver for meget for dig; en politimand forsyner os med redegørende handlingsoplysninger, så alle kan følge med.
Egentlig handler ’Urinetown’ ikke så meget om urin, som om undertrykkelse, kapitalisme og miljøet. I protest leder historiens helt, Bobby Strong, en tissetrængende revolution fra bunden mod præsidenten for det onde Urine Good Company, Caldwell. Problemet er blot, at Bobby også forelsker sig i præsidentens smukke datter, Hope, og så har vi balladen.
Udover en defekt mikrofon midt i en scene, hvor Bobby og Hopes kærlighed sitrer, er der ikke en finger at sætte på opsætningen af musicalen; kapellets musik, de velfordanskede sange og skuespillernes dans, der kulminerer i det ene brag af koreografisk blær efter det andet, der ofte river publikum med i opstemte klapsalver og pryder den i forvejen monumentale scenografi rammesat af Østre Gasværk.
En scenografi bestående af en ophøjet platform, så tissebyseliten kan kigge ned på samfundets ildelugtende bund, hvor proletariatet forfølges af politiet for at pisse i bukserne.
Lov og orden må nemlig opretholdes i urolige tider, og i ’Urinetown’ er vand en så knap ressource, at al væske må kontrolleres, hvis samfundet skal køre rundt.
»Se den anden vej og følg loven«, siger den kyniske rengøringsdame, Penelope Pennywise, »så holder ordensmagten ro i gaderne.« Men hvad hvis loven, spørger den søde, lille Sally, er forkert?
Her stiller musicalen skarpt på overraskende seriøse samfundsspørgsmål om moral, tilgivelse og samvittighed. Med over 20 år på bagen er ’Urinetown’ ældet med ynde og spørgsmålet om, hvordan vi skal behandle hinanden og planeten, er kun er blevet mere aktuelt.
Jeg er en sucker for den slags, men denne del af musicalen kryber alligevel ikke helt ind under huden på mig, da den altså står lidt i skyggen, for ikke at sige i total kontrast til musicalens overdrevent muntre stemning forestillingen igennem.
Bobby og hans slæng er bare for opløftede til, at man virkelig mærker, hvor frygteligt et samfund de rejser sig op imod. Snarere udstilles de som naive revolutionære end som kæmpere for friheden.
’Urinetown’ sælger ellers sig selv som et tragikomisk Broadway-hit både for musicalelskere og -hadere, men man får mest øje på de komiske dele henvendt til musicalelskerne. Selv ikke det dramatiske klimaks formår at dulme det lalleglade smil, som både jeg og nok alle blandt publikum har plastret fast i ansigtet i løbet af de 2,5 time, forestillingen varer.
Og det er der intet galt i! Man skal være i meget dårligt humør for ikke at lade sig rive med af ’Urinetown’, men bare heller ikke forvente at få sine højpandede forventninger mødt. What you see, is what you get.
Om det alligevel bliver en tand for sobert, må være op til den enkelte. Budskabet går igennem, men jeg savner personligt lidt mere kant. Jeg ville også ønske, at ’Urinetown’ i sin danske indpakning, som i øvrigt er en genopsætning, der spillede på Fredericia Teater i 2019, ville stikke mere til det danske samfund.
Noget med gær og toiletpapir bliver kortvarigt nævnt, men udover det holder forestillingen sig fra nutidige stikpiller, selvom der er masser af lade sig inspirere af.
Ak, nu skal det heller ikke være så alvorligt; ’Urinetown’ gør dig glad i låget, og efter et glas forinden og et i pausen sætter du pris på, at det trods alt er gratis at tisse de fleste steder – endnu.
Kort sagt:
’Urinetown’ er et veludført og underholdende, tragikomisk Broadway-hit, som ikke er helt tragisk nok.