Bruce Springsteen betoner sangenes iboende sentimentalitet på sit måske bedste album i det 21. århundrede

Bruce Springsteen betoner sangenes iboende sentimentalitet på sit måske bedste album i det 21. århundrede
Bruce Springsteen.
Bruce Springsteen betoner sangenes iboende sentimentalitet på sit måske bedste album i det 21. århundrede - Western Stars
5 6
Bruce Springsteen
'Western Stars'

Album, Sony

Bruce Springsteen har taget ganske flittigt fra hovedstolen de senere år. Først i form af en storsælgende selvbiografi, ’Born to Run’, og siden i form af de 235 optrædener med soloshowet ’Springsteen on Broadway’, der kombinerede personlige anekdoter med akustiske versioner af nøglesange fra det bugnende sangkatalog.

En af de pointer Bossen fremhæver som optakt til første nummer i den filmede version af Broadwayshowet (der kan ses på Netflix) er, at han har gjort en karriere ud af at synge om arbejderens lod i livet og klæde sig som en arbejderklassehelt, selv om han aldrig selv har haft et 9-5-arbejde (eller det der var værre). Springsteen indrømmer altså åbent, men med et smørret grin, at han er lidt af en fusker.

En vigtigere underliggende pointe er dog den, at musikken er et magisk medium og den talentfulde musiker en alkymist, der kan skabe identifikation på tværs af personlige og sociale skel og gøre drømme og lidenskaber nærmest skræmmende håndgribelige. Med en forestillingsevne bundet i dyb empati og en lydhørhed over for musikkens bredsporede akkorder og benzindrevne fremdrift, har Springsteen rendyrket en formel til noget nær perfektion.

Selv om han gennem årene har lagt selvbiografiske spor ud – ikke mindst i de sange, der omhandler forholdet til hans egen far, samt skilsmissealbummet ’Tunnel of Love’ – vender han på ’Western Stars’ trygt tilbage til de jegfortællende karakterportrætter: Om faldne drømmere, der møder virkelighedens mur, eller om vejen, der fører drømmeren væk fra den triste, fastlåste virkelighed i lillebyens søvnige simili af en tilværelse (eller – dobbelt tragisk – på flugt fra de drømme, der synes umulige at realisere).

På titelnummeret møder vi den aldrende B-film-skuespiller, hvis karriere toppede dengang han skød en scene med selveste John Wayne, men som nu må nøjes med at lave viagra-reklamer og plejer sine tømmermænd ved hjælp af »two raw eggs and a shot of gin«. Springsteen er her på toppen af sin ydeevne og udviser en fortsat mageløs evne til at investere sine skæbnefortællinger med sigende detaljer, der hæver lyrikken et godt stykke op over det formularagtige: »Here in the canyons above Sunset, the desert don’t give up the fight / a coyote with someone’s Chihuahua in its teeth skitters ’cross my veranda in the night / some lost sheep from Oklahoma sips her Mojito down at the Whiskey Bar / smiles and says she thinks she remembers me from that commercial with the credit card«.

På ‘Drive Fast’ hører vi om stuntmanden, hvis krop knager og knirker og som ikke længere kan tjene til dagen og vejen, og ’Hitch Hikin’’ er en sang om blafferen, der strejfer om på må og få i det mytiske amerikanske landskab, hvor der ikke længere er nogen frontier at skubbe længere mod vest. Der er kun havet og stjernerne – talløse som de knuste drømme.

Så langt, så godt (og så velkendt, må man retfærdigvis tilføje). Springsteen ville normalt servere disse sentimentale fortællinger som enten højoktan-firesporet-rock med blæs, orgel og guitar sammen med de vejrbidte veteraner i E Street Band (’Tucson Train’ nærmest tigger om at blive omsat til en E Street Band-swingende live-kulisse) eller som nedbarberet roots-rock med Bossens rustent-klagende vokal som et ensomt hyl i natten.

Men på ’Western Stars’ finder Springsteen en overraskende (og forfriskende) løsning: Han finder en tredje vej og lader de forknytte livsskæbner udspille sig på et bagtæppe af en cinematisk omgang ’countrypolitan’ a la Jimmy Webbs og Glen Campbells kreationer fra slutningen af 60’erne og 70’erne, det vil sige sådan en widescreen (for nu at blive i filmsporet) versionering af countrystilen med plads til strygere og valdhorn og hele udtrækket. Det giver disse nye sange en anderledes stemning og et andet temperament end det gritty og nedslåede fra Springsteens tidligere soloekskursioner (såsom ’Nebraska’ og ’Devils and Dust’) eller det katarsiske eller ligefrem triumferende, der bemægtigede sig overtaget på E Street Band-skiver som ’The Rising’ og ’Wrecking Ball’.

Det er som om den musikalske iscenesættelse på ’Western Stars’ (der i øvrigt også synes at animere Springsteens ellers pænt slidte vokale reserver) lægger vægten på sangenes iboende sentimentalitet, men uden at prætendere en eller anden forblommet oprejsning eller større mening med tilværelsens trakasserier.

Der er svipsere på ’Westerns Stars’ (som der er det på alle Springsteen-album i de seneste 30 år): ’Sleepy Joes’ Cafe’ lyder som et lidt for lalleglad outtake fra ’Wrecking Ball’ og fungerer særligt dårligt i konteksten af netop dette kuld sange, og ’There Goes My Miracle’ bliver for svulstig og for floskelpræget. Her overspiller Bossen sine kort både som historiefortæller og sanger.

Det skal dog ikke skygge for, at ’Western Stars’ – sammen med FM-rock-appetitvækkeren ’Magic’ fra 2007 – er Springsteens bedste album i det 21. århundrede.


Kort sagt:
Bossen lader sine forknytte livsskæbner udspille sig på et bagtæppe af en cinematisk omgang ’countrypolitan’ – det vil sige sådan en widescreen versionering af countrystilen med plads til strygere og valdhorn og hele udtrækket.

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold