Charli XCX genopliver sig selv og hyperpoppen på mesterværket ‘Brat’
Jeg vil godt lige forsvare, at jeg på forhånd var skeptisk over for Charli XCX’ som minimum sjette – det afhænger af, om man inkluderer diverse mixtapes – studiealbum, ‘Brat’.
For Charlotte Aitchison, den 31-årige englænder bag MSN-handlet, har en mildt sagt ujævn diskografi bag sig. Det ene øjeblik er hun eksperimenterende hyperpop-pioner som på ‘Vroom Vroom’-ep’en fra 2016, det næste skriver hun halvblegt major label-radiofyld som halvdelen af ‘Charli’-albummet fra 2019.
Så hvad lignede ‘Brat’s energiske, men ret beset tyvstjålne førsteudspil, ‘Von Dutch’, andet end en tur tilbage til britisk 00’er-house? Sangen, der af en eller anden grund stadig ikke krediterer Bodyrox’ ‘Yeah Yeah’ som ophav, lignede et varsel om, at Charli XCX nu skulle ind på samme klub som alle andre i disse år.
Det virkede ikke særlig revolutionerende. I hvert fald ikke sådan rent konceptuelt. En snoozefest i forklædning.
Men efter nu at have hørt ‘Von Dutch’ i sit rette element – som et mørkt ormehul midt på ‘Brat’ – er konklusionen en anden: Det er mig, der er idioten.
For Charli XCX’ nye album er lige præcis ikke en sløv automatrejse ind i Y2K-klubland. Det er et personligt og intimt essay over den elektroniske ravekultur, som Aitchison voksede op i. Mellem de dunkende beats toner et følsomt og sårbart væsen frem.
Hør bare teenagepigen på ‘Girl, So Confusing’, der er lige så forvirret som det »girl«, der popper frem alle mulige steder i stereobilledet.
Eller den voksne kvinde, der kigger tilbage på ‘B2B’ og netop ikke vil genoplive sin ungdom. Over et stramt beat, heftige åndedræt og en vokalsløjfe, der er gået i hak, lyder fortiden som et traume, hun arbejder sig ud af.
Den slags lag gør ‘Brat’ til et album, der bare vokser for hver lytning. Men allerede ved første møde slår det benene væk under lytteren, fordi Charli XCX mestrer så mange forskellige udtryk.
Åbneren, ‘360’, har en gennemsigtig og stram produktion, mens ‘Club Classics’ lukker op for et kaos med pludselige skift i rum, et vokalsample i sløjfe og en svampet-ond synthbas. Og lige bagefter: ‘Sympathy Is a Knife’ med humør, lys og et superpoppet omkvæd.
Vokalen er ofte plastisk-monoton, båret frem af distinkt rytmik. Men på emo-vibende ‘I Might Say Something Stupid’ balancerer XCX autotune med intimitet, og det giver en akut tilstedeværelse. Gang den sårbarhed op med tusind, og så har du Sophie-hyldesten ‘So I’ lidt senere.
‘Brat’ er derfor et album, der både overgiver sig til krop og følelser. Begge dele dog med modhager.
Hør bare vokalsløjfen på albummets mest ambitiøse komposition, ‘Everything Is Romantic’, hvor hun først sætter en ekstrem tæthed af information løs – orkester, rap, hårdt favela-agtigt beat – og så går i hak med sætningen »fall in love again and again«, akkurat ude af sync og gennem forskellige rum som et virusangreb på kærligheden.
Noget er gået i stykker. Og måske er det den opløsningstendens, der gør ‘Brat’ til så mesterligt et portræt af ikke bare Charli XCX’ eget liv, men også af hyperpop-æraen, der jo for længst har toppet, men her lyder helt revitaliseret som en slags heroiske krampetrækninger.
Midt i dette nostalgiske og melankolske rum flyver referencerne rundt. Ikke bare til Bodyrox, men også til for eksempel K-Ci & JoJos kæmpeballade ‘All My Life’ på ‘So I’ og Keshas ‘Tik Tok’, der glimter som en tilbagevendende drøm på ‘360’, ‘Rewind’ og ‘365’.
Mesterstykket består vel i, at Charli XCX kan rumme det hele. At ‘Brat’ bliver sit eget, lille univers af syntetiske håndklap, dunkende kicks og urolige instrumenter, der det ene øjeblik kalder dig til sig, det næste lyder, som om de er spærret inde i et bur.
Det er sidste gang, jeg tvivler på Charli XCX.
Kort sagt:
Charli XCX omfavner et utal af udtryk på sit sjette studiealbum. Fra det dunkende til det sårbare, fra bangeren til virusangrebet. Det gør ‘Brat’ til et overraskende personligt mesterværk.