Alec Baldwin interviewer sig selv i genial dobbeltrolle på ‘SNL’: Se skuespilleren som både Fox-skandalevært og Trump

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Selvfølgelig måtte den skandaleramte FOX-vært Bill O’Reilly en tur igennem ’SNL’-manegen, men at han blev spillet af Alec Baldwin kom alligevel som en stor, velkommen overraskelse lørdag aften.

Den 67-årige politiske kommentator fra FOX-showet ’The O’Reilly Factor’ har været i offentligt stormvejr siden New York Times for nylig afslørede, hvordan tv-værten selv og FOX igennem årene har udbetalt erstatningskrav på i alt 13 millioner dollars til fem kvinder der har anklaget O’Reilly for sexchikane.

Siden er sponsorer flygtet over hals og hoved fra FOX (i ‘SNL’-universet har det blandt andet efterladt FOX med et sponsorat fra ’Dog Cocaine’), mens kanalen imidlertid har forlænget O’Reillys kontrakt til stor forargelse blandt USA’s venstreorienterede medier.

Som man kan se i sketchen ovenfor spider Baldwin O’Reillys nu temmelig farvede ’hyggeonkelmanerer’ og døve øre for enhver form for kvindeligt »nej« med veloplagt præcision, men endnu bedre bliver det, da skuespilleren interviewer sig selv i split-screen, som både tv-værten og Præsident Trump.

I sidste uge udtalte Trump således højest bemærkelsesværdigt sin støtte til O’Reilly, som han i et interview med New York Times kaldte »en god mand.«

»Han skulle ikke have indgået de forlig … Jeg tror ikke, at Bill gjorde noget galt,« sagde Trump, der paradoksalt har udnævnt april måned til ’National Sexual Assault Awareness and Prevention Month’.

’SNL’-manuskripterne skriver sig selv i disse dage, men i det mindste kan vi glæde os over, at Alec Baldwin endnu ikke har lagt sin Trump-parodi i graven, som han ellers havde overvejet.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af