The Raveonettes
Hit på hit. Sune Wagner må have været pop gudernes yndling under komponeringen af ‘Pretty in Black’s sange. Eller ramt af et kolossalt ekko fra utallige 60’er popsange, hans hjerte synes at banke til rytmen af. Under alle omstændigheder har Wagner denne gang begået de mest utrolige iørefaldende popsange med sukkeret strøget i store mængder og lystens safter løbende ned ad hver en tone.
Og fandt man monotonien for stor på ‘Whip It On’ og ‘Chain Gang of Love’ kan klagesangen hermed pakkes væk. Variationen har fundet sit indtog i inspiration lige fra den amerikanske baryton countrysang, over den amerikanske tyggegummi-pop til den britiske funk-punk. Helt uden at gøre brug af den hvide drengs guitarstøj eller indre restriktioner, vel at mærke.
Alt sammen virker det i både hjerte og underliv, som god popmusik skal. I det mindste det meste af vejen, ser man bort fra kikseren i Sharin Foos misforståede elektro-pop fortolkning af The Angels’ tresserperle ‘My Boyfriend’s Back’, hvor den oprindelige uskyldige teenager snarere har vokset sig til en kælen femme fatale i Foos stemme. En sang i øvrigt skrevet af pladens producer, Richard Gotteher, der således vender 42 år tilbage i tiden. Men så er der heldigvis perlerne, som synes at stå på række.
Også tilbage i tiden kommer vi når himlen bryder ud i skønsang i samme øjeblik Foo bliver svaret af tresserpop-stemmen over dem alle, The Ronettes sangerinden Ronnie Spector. Duetten ‘Ode to L.A.’ lyder som en sang, miss Spectors eksmand – den legendariske pop-producer Phil Spector – ville have rettet sin legendariske pistol til Wagners tinding med beskyldninger om at være en flabet tyveknægts-punk, om han ikke allerede sad i fængsel som mordmistænkt.
Man næsten føler den lækre honning dryppe ned ad de to kvinders stemmebånd i denne usædvanlige søde popsang med et hit potentiale af de allerstørste. Hvilket bestemt også gælder den Lee Hazlewood/Nancy Sinatra inspirerede ‘Seductress of Bums’ samt en af Wagners bedste sange nogensinde, ‘Somewhere in Texas’, hvor ørknens støv giver genlyd i sangens melankolske guitarspil og triste melodi.
Og sådan bliver det bare ved fra Wagners hånd. Hit efter hit med noget nær perfekte omrøringer af stort melodisk overskud, Wagners romantiske twang-guitarspil samt på én gang både simpel og storslået produktion af ham selv og Richard Gottehrer. Sådan skabes “that great popsound” af den mest forførende slags vi ikke kan undvære på linie med kærlighed, sex og sukkeroverdoser.