Der er næppe blevet set så mange serier som i første halvår af dette annus horribilis, 2020, hvor coronakrisen har tvunget en hel verden til at isolere sig foran fjernsynet.
Og heldigvis har streamingtjenesterne også serveret masser af kvalitet til at udfylde hjemmeaftenerne. På dansk fik vi stærke serier som ’Limboland’, ’Sex’, ’32’, ’Centrum’ og ’Scandinavian Star’, mens Netflix, HBO og de andre store internationale aktører faldt over hinanden for at skabe det hotteste karantænehit.
Her har vi valgt de 15, der har gjort størst indtryk på os:
15. ’Middleditch & Schwarz’
Havde man ikke næret den store fidus til Thomas Middleditch efter ’Silicon Valley’ eller Ben Schwarz efter ’Parks and Recreation’, ændrede det sig med et trylleslag, efter man havde set ’Middleditch & Schwarz’.
I tre dele oplever vi de to komikeres impro-comedyshow, hvor de ud fra et par korte cues fra publikum over en time spinner en historie på stedet, der gerne involverer dem indtage tre-fire karakterer hver og jonglerer hektisk mellem tre-fire forskellige dialekter og personligheder hver. Det er forrygende underholdning – og rent ud sagt ærefrygtindgydende – at se dem folde deres improvisationsevner ud, samtidig med at det er afvæbnende sjovt at opleve dem momentvist tabe det hele på gulvet.
Som vores anmelder påpegede, har improvisationskomik i årevis haft et dårligt ry (tak, evig lørdagsunderholdning på TV 2), men det laver ’Middleditch & Schwarz’ eftertrykkeligt om på. Hatten af.
Kan ses på Netflix.
14. ’Mrs. America’
Det er for så vidt et påfaldende valg at fortælle et stykke amerikansk feministhistorie med en erklæret antifeminist som centrum. Men uden at være irriterende bagklog eller didaktisk formår Dahvi Waller – med erfaring fra ’Mad Men’ og ’Halt & Catch Fire’ i bagagen – at skildre den berygtede Phyllis Schafly, så man både ryster på hovedet af hende og får en smule sympati. Blanchett er som altid fænomenal som den handlekraftige og højtuddannede kvinde, der blev forperson for modstanden mod en tilføjelse til USA’s forfatning om at forbyde kønsdiskrimination.
Wallers iscenesættelse er samtidig så energisk, vital og humoristisk, at al det støv, man hurtigt kunne tillægge en serie af denne støbning, evaporerer allerede fra første scene. Og selvfølgelig er en af hemmelighederne bag ’Mrs. America’s succes tillige, at den breder perspektivet ud fra Schafly, så vi også kommer ind under huden på særligt Gloria Steinem (Rose Byrne) og Shirley Chisholm (Uzo Aduba) og dermed ser dette afgørende opgør i kvindekampen fra righoldige perspektiver.
Kan ses på HBO Nordic.
13. ’Never Have I Ever’
Mindy Kaling står bag denne ungdomsperle løst baseret på sin egen barndom. 15-årige, indiskamerikanske Devi vil gerne have taget sin mødom, koste hvad det vil, men helst fra skolens lækreste fyr, svømmestjernen Paxton Yoshida-Hal. Mens hun samtidig dealer med sorgen over at miste sin far, en sorg, hun i lange stræk undertrykker med energisk humør.
Der er både vid og overraskende bid i coming of age-historien sat i en klassisk highschool-ramme, men med ægte rørende øjeblikke i vente og flere skæve påfund, med John McEnroes mærkværdige fortællerstemme som det mest opsigtsvækkende. Slutningen går lige i hjertet.
Læs vores anmeldelse af hele serien her.
Kan ses på Netflix.
12. ‘Unorthodox’
Det kan godt være, at coronatiden fordrede alt for meget watercooler-hype om ’Tiger King’ og ’Too Hot to Handle’, men man fik håb igen for menneskeheden, da en følsom dramaserie overvejende på yiddisch også blandede sig blandt Netflix’ mest populære titler. Shira Haas er et mirakel som den unge Esty, der beslutter sig for at flygte fra det ultraortodokse jødiske miljø i Williamsburg, New York, hun er vokset op og nu også giftet væk i.
Esty søger tilflugt mod Berlin, hvor et lovlig rosenrødt billede af vestlig hipster-tolerance møder hende, men fortiden indhenter hende, og man sidder med hendes hjerte i hænderne, mens man følger hendes frigørelsesproces. Skildringen af det fremmedartede parallelsamfund – baseret på Deborah Feldmans erindringer – er øjenåbnende troværdige, og dens brug af musik er vital og essentiel.
Som vores anmelder skrev: »’Unorthodox’ er en sjældent god chance for at blive underholdt, dybt berørt og klogere på én gang«.
Kan ses på Netflix.
11. ‘The Last Dance’
Der har været usædvanlig rift om de københavnske basketballbaner, efter den vældigt omtalte ESPN-serie om Michael Jordan og Chicago Bulls’ storhedstid i 90’erne blev et fænomen. Det siger lidt om, hvor magnetisk en kraft Jordans udfoldelser med bolden havde og stadig har.
’The Last Dance’ fik kritik for, at Jordan selv havde final cut på historien, men ikke desto mindre er det samtidig alle de mindre flatterende ting, der også står tilbage i portrættet af alfavindertypen over dem alle: Småligheden, hævngerrigheden, hans apolitiske fremfærd. Serien lader os forstå, hvordan Jordans dårlige og gode sider vitterligt var yin og yang.
Og så var serien – om end lige vel lang over 10 timelange afsnit, hvilket også var længere, end instruktør Jason Heir selv havde foreslået og foretrukket – bare fandens underholdende som portræt af en svunden uskyldig tid og af et sportshold, hvis lige vi måske ikke kommer til at se.
Kan ses på Netflix.
10. ‘Hollywood’
Ja, gu fanden var kitschkongen Ryan Murphys første serie skabt direkte til Netflix over the top! Hvad havde du ellers regnet med fra manden bag ’Glee’, ’Pose’ og ’American Horror Story’?
’Hollywood’ er en kontrafaktisk fortælling, der genfortæller filmbyens guldalderhistorie i 50’erne, hvis kvinder, sorte og homoseksuelle havde fået bedre mulighed for at skrive den. Virkelige personer fra Rock Hudson til Anna May Wong filtrer sig ind i fiktive plots om eksempelvis en ung kvindelig sort skuespillerspire, der drømmer om et gennembrud, og en ung mand, hvis forsøg på at bryde Hollywood-muren i første omgang fører ham til et job som prostitueret på en berømt tankstation with benefits.
Det er kulørt og hektisk og campet og fandens medrivende. »Kan du sluge de godhjertede konklusioner og den bevidst lemfældige omgang med historiske fakta, er ’Hollywood’ en stærkt intoksikerende (og meget binge-værdig) cocktail«, som vores anmelder formulerede det.
Kan ses på Netflix.
9. ‘Better Things’ sæson 4
Det dykkede en smule for ’Better Things’ i sæson 3 – måske fordi Pamela Adlon skulle deale med det pludselige tab af medgeni Louis C.K. – men med sæson 4 slog den bramfri serieskaber fast, at hun i så rigelige mængder kan klare sig på egen hånd.
I sæson 4 fik Adlon igen hjerteskærende, bramfrit og virkelig, virkelig morsomt fat i kernerelationen mellem alenemoren Sam og hendes tre tween- og teen-døtre, mens der også bliver plads til at udfolde fine bikarakterer som en angrende alkoholiker og kærlighedsknust bedste ven. Sams professionelle virke som skuespiller, der ellers de første sæsoner var seriens mindst interessante aspekt, fængede også mere end nogensinde.
»Jeg troede, der ville være mere«, hulkede Patricia Arquette som bekendt ved udsigten til sønnens flyven fra reden i ’Boyhood’, men Sam troede generelt nok, at der ville være mindre. Samtidig med at hun ét eller andet sted ikke ville være noget (okay, måske lidt) af det foruden.
En bedre skildring af forældreskab skal man lede længe efter.
Kan ses på HBO Nordic.
8. ‘Rick and Morty’ sæson 4
Ventetiden var hård, men fjerde sæson af Dan Harmon og Justin Roilands komediefænomen var heldigvis dét værd. Inden premieren kunne man godt bekymre sig en smule over, hvorvidt den animerede sci-fi-fortælling om den kyniske opfinder-bedstefar og hans pjevsede barnebarn kunne leve op til den efterhånden kolossale hype. Den nye sæson viste imidlertid tydeligt og klart, at ’Rick and Morty’ fortsat er en af de bedst skrevne sitcoms derude.
Seriens humor holder sig især skarp på grund af dens stærkt depressive understrøm. I fem dialogløse minutter af afsnittet ’The Vat of Acid Episode’ udvikler Mortys romance med en fremmed pige sig eksempelvis hurtigt til en slags genopførsel af flystyrtet i Andesbjergende i 1972 – med dertilhørende kannibalisme samt et vink til Mads Mikkelsen-filmen ’Arctic’.
Det herligt outrerede science fiction-univers giver endeløse muligheder for at overraske publikum, hvis eventuelle forventninger og forhåbninger samtidig konstant affejes af bidske metakommentarer fra hovedpersonerne. Dog blev fansene heldigvis også pleaset lidt i sæsonens finaleafsnit, hvor plottråde fra tidligere sæsoner kulminerede i velkoreograferede, ’Star Wars’-parodierende rumkampe.
Kan ses på Netflix.
7. ‘The Outsider’
Bedst som man troede, at der hverken kunne vrides mere ud af krimitropen om den traurige politiefterforsker eller den overnaturlige Stephen King-thriller, kom Richard Prices ’The Outsider’ og pustede liv i begge dele.
Ben Mendelsohn er den jordnære – og sorgbetyngende – Ralph Anderson, der må udfordre sin egen snusfornuft, da et bestialsk mord på et barn umuligt kan være begået af den gerningsmand, alle spor ellers fører mod. Han teamer op med den mere åndeligt åbensindede Holly Gibney (en uforlignelig Cynthia Erivo) i et af de mest interessante politimakkerpar i nyere seriehistorie.
Serien er så uhyre velskrevet, at selv de overnaturlige elementer behandles på overbevisende vis i opklaringsarbejdet, og karaktererne hver og én føles som virkelige mennesker. Og ja, i sidste afsnit er serien lige ved at tabe det hele på gulvet, men lad det ikke ødelægge de mesterlige tv-timer, der gik forud.
Kan ses på HBO Nordic.
6. ’Dark’ sæson 3
Mens ’Stranger Things’ har løbet med det meste af opmærksomheden, har en anden ungdoms-sci-fi-fortælling fra Netflix støt og roligt markeret sig som dens overmand. Tyske ’Dark’ startede forvirrende, og den har egentlig ikke nedsat ambitionsniveauet siden, så man ikke skal blinke mange gange, før man er sat af. Men det er en del af charmen og seriens mod, og hænger man på, vil der åbenbare sig et mindfuck af en tidsrejse, der med tredje sæson satte en tyk streg under evnen til både at tage røven på seerne og efterlade et følelsesmæssigt hook.
»Kulminationen af kærlighed og sorg fremtvinger hulken i seriens sidste 20 minutter«, skrev vores anmelder efter seriens uigenkaldeligt (?) sidste afsnit.
Vi har vidst i en årrække, at tyskerne mente deres serieaspirationer seriøst, og med ’Babylon Berlin’ og ’Dark’ har de så efterladt to storværker til at underbygge dem.
Kan ses på Netflix.
5. ’22. juli – dagen, der ændrede Norge’
Det norske filmmiljø har de seneste år behandlet Utøya-traumet på forbilledlig vis med alt fra den uafrystelige one take-film ’Utøya 22. juli’ til dokumentaren ’Rekonstruktion Utøya’.
NRK’s dramaserie ’22. juli – dagen, der ændrede Norge’ gjorde det, en bred public service-dramaserie gør bedst: Udvider blikket, så det ikke kun handlede om de håndgribelige ofre for massakren, men om konsekvenserne for hele samfundet. Ja, faktisk ikke bare konsekvenserne, men også det fælles ansvar, man som samfund må reflektere over, når én af ens egne begår en så utilgivelig handling.
Fra politimanden til den sorte sosu-assistent, journalisten, læreren og den højreorienterede blogger ser vi traumet udfolde sig fra mange forskellige synsvinkler som i et skandinavisk svar på David Simons ’Treme’ eller ’The Wire’. Det er hårdt, men vigtigt og vedrørende at overvære.
Kan ses på DR.
4. ’Dave’
På overfladen kunne satirerapperen Lil Dickys semiselvbiografiske FX-serie godt ligne en bleg afglans af ’Atlanta’, men hurtigt finder man ud af, at den i virkeligheden er et knusende ærligt og overraskende companion piece. Dave Burd udstiller alt fra sin lille mærkværdige penis til sit mere eksistentielle mindreværd i serien, hvor han spiller en rapper, der drømmer om at blive taget seriøst.
Mødet mellem den neurotiske jødiske rapper, der mest af alt minder om Woody Allen, og hårdkogte typer som YG og Young Thug, er kosteligt, og i det hele taget spidder ’Dave’ musik- og hiphop-miljøet, så det er en fornøjelse. På enkeltafsnit leverer ’Dave’ også det niveau, vi efterhånden har vænnet os til i disse autobiografiske dramedys i traditionen efter ’Louie’, og særligt et afsnit fokuseret på Daves bipolare ven Gator og så den fænomenale afslutning vil skrive sig over i historien.
’Dave’ er blevet forlænget med en sæson to, og det kan man jo godt være bekymret for – for nu er forventningerne skruet helt i vejret.
Kan ses på HBO Nordic.
3. ’Ramy’ sæson 2
Ramy Youssef overgik sig selv med anden ombæring af sin skelsættende skildring af at være ung og muslim – vaklende mellem sin tro og sine kødelige lyster – i USA post 9/11.
I anden sæson var Ramy seriøst ude at skide, indtil han mødte den besnærende trosleder Sheik Malik, spillet af den dobbelte Oscar-vinder Mahershala Ali, der satte en fed streg under sin utrolige, underspillede karisma. Men også denne relation blev hurtigt kørt ud på et sidespor af den unge mand, der er for meget, uanset hvilken vej han går – ud af drifternes eller åndens sti.
Ramys rejse var mørk, hård og medrivende i sæson 2, men som i første ombæring var det de enkeltstående nedslag i bikarakterernes historier, der for alvor løftede affæren til det mesterlige. Mor Maysas kamp for stemmeret og afsløringen af Onkel Naseems sande jeg var perfekte episoder.
’Ramy’ sætter en minoritetsoplevelse på landkortet, så man får åbnet sine øjne. Og både griner og græmmes undervejs.
Kan ses på C More.
2. ’I May Destroy You’
Serieformatet har de seneste år taget på sig at skildre overgreb i alle dets facetter, fra Roger Ailes magtdemonstrationer i ’The Loudest Voice’ til ofrenes møde med de ubehjælpelige myndigheder i ’Unbelievable’.
Men det mest mangefacetterede blik på seksuelle overgreb og deres ofre kom i år med Michaela Coels svimlende gode ’I May Destroy You’, baseret på Coels egen smertelige oplevelse med en drug rape.
Coel spiller Annabella, der kun meget gradvist må erkende, hvad der er overgået hende, selvom alt i hende stritter mod at skulle kvalificeres som et offer. Serien skildrer med hårdtslående ærlighed og uden løftede pengefingre Annabellas modstridende følelser, samtidig med at den kaster vigtigt lys over andre såkaldte gråzoner i overgrebssammenhæng.
Fik vi sagt, at den er sjov? Coels pen er forførende skarp, komisk og rørende på de helt rigtige tidspunkter, kulminerende i et slutafsnit, der står som et af årets absolutte højdepunkter på skærmen i år.
Michaela Coel fik et svimlende tilbud om at lave serien til Netflix, men takkede stædigt nej, fordi de ikke ville lade hende beholde bare en brøkdel af rettighederne selv. Hun fortjener på alle leder og kanter vores næsegruse beundring.
Kan ses på HBO Nordic.
1. ’Better Call Saul’ sæson 5
Havde man tøvet ærværdigt med den slags bombastiske erklæringer, er der efter næstsidste sæson af serien om godhjertede Jimmy McGills undergangsfærd mod en identitet som den lyssky narkoadvokat Saul Goodman ingen vej tilbage: ’Better Call Saul’ er mindst lige så god som ’Breaking Bad’.
I sæson 5 spidsede alting til, mens Jimmy, Kim (en af de bedste karakterer på tv i disse år og seriens sande sjæl) og Mike Ehrmantrauts veje krydsedes meget håndgribeligt med den psykopatiske kartelboss Lalo Salamanca, spillet af Tony Dalton i en epokegørende præstation.
Efter seriens karakteristisk minutiøse karakteropbygning kulminerede sæsonen med to afsnit i den absolutte mesterklasse, hvor man holdt vejret fra start til slut. Ingen kan skabe seriesuspense som Vince Gilligan og Peter Gould og samtidig konstant overraske i såvel æstetisk og fortællemæssig indfaldsvinkel.
Med slutspillet lige om hjørnet løftede gangsterfortællingen, der nogle gange har føltes mest som baggrundsdramatik i serien, sig til højderne fra de gode gamle Heisenberg-dage.
Alt gik op i en højere enhed. Hvad kan det ikke blive til i finalesæsonen?
Læs vores anmeldelse af hele sæson 5.
Kan ses på Netflix.