’Herself’: Britisk hjertebarn af en film går lige i hjertet
Hvis alle hjemløse bare havde en rig og gavmild arbejdsgiver, der ville donere sin baghave til et byggeprojekt, og en flok venner, der ville bruge deres sommerferie på at bygge et hus… så ville der ikke være noget boligproblem i de store byer.
Man skal sluge nogle kameler og pakke sin kynisme/realitetssans langt væk for at sætte pris på den irske skuespiller og manuskriptforfatter Clare Dunne og engelske instruktør Phyllida Lloyds drama ‘Herself’, der er en lidt ujævn blanding af Ken Loach’sk socialrealisme, indfølt skildring af vold i hjemmet og opløftende feelgood-fantasi. Men man skal også være en usædvanlig hård hund for ikke at blive rørt af hovedpersonen Sandras bestyrkende oprejsning og filmens insisteren på, at mennesker er gode og gerne vil hjælpe hinanden.
Dunne spiller Sandra, der i filmens gruopvækkende første scene bliver gennemtæsket af sin mand (Gary Ian Lloyd Anderson). Hun når lige at sige et kodeord til sin ældste datter, Molly, der løber efter hjælp, skræmmende bevidst om situationens alvor.
Da vi møder familien igen, er parret blevet skilt, og Sandra kæmper for at få hverdagen til at hænge sammen alene med Molly og lillesøster Emma (spillet af henholdsvis Molly McCann og Ruby Rose O’Hara, der begge er nuttede og overbevisende). De står kilometer nede ad ventelisten til en bolig i Dublin og er i stedet blevet placeret på et upersonligt lufthavnshotel, hvor personalet beder dem om at tage bagindgangen, så de ikke skræmmer de betalende gæster væk med deres underklasse-look.
Sandra skynder sig mellem sine to rengøringsjobs, på en bar og hjemme hos en pensioneret læge, for at hente og bringe døtrene i skole i den anden ende af byen. Og for at aflevere dem hos deres far, som stadig har ret til at se dem. Dermed er hun helt absurd tvunget til at se sin voldsmand i øjnene flere gange om ugen og udholde hans bønner om at komme hjem, så de kan blive en familie igen – med en tydelig bebrejdelse om, at det er hendes valg at splitte dem ad.
En dag falder Sandra over en video om, hvordan man bygger sit eget hus og beslutter sig for at tage spaden i egen hånd. Først er projektet opad bakke, for Sandra har hverken penge eller forstand på at bygge et hus. Men så tilbyder den ellers lidt bryske læge Peggy (den britiske birolledronning Harriet Walter), som Sandras mor gjorde rent for inden Sandra, hende at bygge huset i sin baghave og låne hende pengene. Den rare entreprenør Aido (Conleth Hill fra ‘Game of Thrones’), som Sandra møder i et byggemarked, siger efter lidt overtalelse ja til at lede projektet. Og Sandra samler en gruppe frivillige hjælpere, der blandt andet består af hendes kollega fra baren og hendes besættervenner og en mor fra skolen. Og så bygger de et hus, fandeme.
Det er næsten for meget af det gode, når Phyllida Lloyd iscenesætter idylliske byggemontager til popsange som Sias ‘Titanium’ og The Cranberrys ‘Dreams’, og det hele flasker sig lidt for let for Sandra. Heldigvis – for filmens troværdighed, ikke for Sandra – opstår der dog uforudsete konflikter med både eksmanden og kommunen. Og en tur i familieretten giver Sandra lejlighed til at fyre en velkommen monolog af om systemets behandling af voldsramte kvinder til en – kvindelig! – dommer, der bliver ved med at spørge Sandra om, hvorfor hun ikke gik fra manden tidligere, og hvorfor hun ikke vil tvinge sin rædselsslagne yngste datter til at være hos ham. I stedet for at fokusere på hans voldelige adfærd.
Filmen bæres også af Clare Dunnes glimrende præstation som Sandra, der er tydeligt både fysisk og psykisk traumatiseret og kontant på vagt over for sine omgivelser. Alligevel formår hun at holde humøret oppe for sine døtre og at spørge om hjælp, når det er nødvendigt.
Ligesom Sandra bygger sit eget hus, har Clare Dunne skrevet sin egen film som reaktion på boligkrisen i Dublin, i samarbejde med Phyllida Lloyd, som hun har arbejdet sammen med på instruktørens rent kvindelige produktioner af Shakespeares ‘Julius Cæsar’ og ‘Henry IV’ i New York. Her arbejdede de også sammen med den glimrende Harriet Walter, der i rollen som Peggy giver filmen tiltrængt bid og kant.
Lloyd har tidligere instrueret ‘Mama Mia!’ og ‘Jernladyen’, som begge er stjernespækkede film i en noget større skala. ‘Herself’ er tydeligvis et hjertebarn for skaberne, og i sidste ende rammer den da også lige i hjertet.
Kort sagt:
Phyllida Lloyds irske drama om en voldsramt mor, der bygger sit eget hus, redder sig akkurat fra at tippe over i feelgood-klichéer med en stærk præstation fra Clare Dunne og et smittende budskab fra et rent hjerte om håb og medmenneskelighed.