Selvom Ridley Scott har adskillige halv- og helsløje film på samvittigheden, er han en af amerikansk films mest respekterede veteraner. Han slog så markant igennem med ’Alien’ i 1979, at enhver sand filmelsker stadig må tage hatten af.
Derfor kan inferiøre værker som ’1492: Erobring af Paradis’, ’Body of Lies’ og ’A Good Year’ ikke rigtig rykke ved Ridley Scotts status.
Og at han stadig spytter storfilm ud i en alder af 85 år, lægger kun oveni ærefrygten.
I anledning af biografpremieren på ‘Napoleon’ med Joaquin Phoenix udpeger vi de 10 stærkeste titler i mesterens filmografi.
10. ’Legend’
På den ene side er fortællingen i Scotts sci-fi-folly ’Legend’ noget opblæst sludder, men det gør ikke så meget, når han serverer Satan i fantastisk make-up, enhjørninger og et produktionsdesign, der nærmest skriger efter at blive spist med øjnene.
Tim Curry er en ren nydelse som Satan, og man gyser af velbehag, hver gang han troner frem på lærredet med sine enorme tyrehorn (formentlig lavet af pap, så han kunne holde hovedet oprejst under optagelserne?!) og ildrød make-up, mens han skiftevis smisker, brøler og growler.
’Legend’ demonstrerer Scotts visuelle sans og billedmættede fantasi, og man kan undre sig over, at det tog ham mere end 25 år at vende tilbage til sci-fi-genren med 2012’s anderledes humorforladte ’Prometheus’ (minus altså de fem minutter indledningsvist, hvor Michael Fassbenders androide udlever sin indre David Lean-fascination). ’Legend’ har til sammenligning en enorm, uanstrengt herlighedsværdi.
Det er næsten kun befriende, at dens fortælling halter som en trebenet hund, for så kan man lade sig forføre fuldt ud af dens betragtelige guilty pleasure-potentiale.
9. ’Matchstick Men’
’Matchstick Men’ er en veloplagt crime caper, hvor Nicolas Cage får mulighed får at udleve sit indre OCD-barn til det yderste, alt imens han udtænker og udfører det ene scam efter det andet. Hans eksistentielle utilpassethed er forklædt som rasende maniske energiudladninger, som i scenen, hvor han er på nippet til at miste selvkontrollen på et apotek.
Det er en rolle, der er skræddersyet til Cage, og den er derfor et must-see for folk, der synes at Cage i overdrive er saliggørende underholdning. Hvis man netop gerne vil undgå den slags, skal man nærme sig ’The Matchstick Men’ med forsigtighed…
’The Matchstick Men’ er blevet beskrevet som ’’Ocean’s Eleven’ møder ’Rainman’’, og det er ikke helt galt afmarcheret, bare man ikke forventer en helt så knuselskelig og håndterbar form for autisme i Cages tilfælde.
Dog afslører filmen et varmt bankende hjerte i skikkelse af Alison Lohmans fremmedgjorte datter, der står i klædelig kontrast til Cages maskuline besættelser.
8. ‘The Martian’
’The Martian’ er en ’Robinson Crusoe’ til rumfartstidsalderen. Og ligesom det er tilfældet med alle andre filmiske robinsonader, står og falder også ’The Martian’ med den stjernekarisma, der udgår fra dens altdominerende hovedrolle. Tom Hanks kunne bære rollen som en moderne Crusoe i ’Cast Away’, og Matt Damon kan bære den i ’The Martian’.
Som publikum er vi nærmest per instinkt parate til at leve os ind i og heppe på disse heltes plagede blik og anstrengende fysiske udfoldelser.
Filmen blev – til manges overraskelse – Ridley Scotts hidtil største biografsucces. Også på parnasset blev den velmodtaget. Den opnåede således syv Oscar-nomineringer, herunder for bedste film og for bedste mandlige hovedrolle.
Selvom meget få ville ønske at finde sig fanget på den røde planet som astronauten (og botanikeren) Mark Watney, så er det ikke ligefrem en ’Alien’-agtig uhygge, der kendetegner ’The Martian’. Det er snarere en opbyggelig og varm fortælling om menneskets opfindsomhed og vilje til overlevelse. Scott er så (dygtigt) optaget af at massere sit publikum og gøre dramaet medrivende, at man aldrig er i tvivl om, at det hele nok skal ende godt. Matt Damons karakter er i øvrigt alt for sympatisk til, at producenterne ville tillade, at man slog figuren ihjel! No way.
’The Martian’ er ikke noget dybt og oprigtigt kunstværk, men det er en meget dygtig instruktørs velturnerede bud på en publikumsvenlig film om menneskets kamp imod naturen. Tilsat 1970er-jukebox-hits som ’Hot Stuff’ og ’Rock the Boat’, så humøret aldrig for alvor ryger for langt ned.
Fik jeg nævnt, at Matt Damon bærer filmen? Ja, det gjorde jeg vist. Men det er værd at understrege. Fascinationskraften ligger ikke i at følge bifigurerne (spillet af ellers mere end kapable kræfter som Chiwetel Ejiofor, Jessica Chastain og Jeff Daniels), men er helt og holdent knyttet til Damons ansigt, videodagbogsoptagelser og synet af det røde sand, der spreder sig, så langt øget rækker.
7. ’Gladiator’
Scotts computergenererede fremstilling af det antikke Rom emmer ikke ligefrem af autenticitet. Det fremstår ikke som et sted, hvor mennesker rent faktisk lever, ånder, arbejder og dør (jo, måske det sidste …), og fortællingen er både tung, manipulerende og (for) ladet med betydning.
Men ’Gladiator’ – Scotts eneste Oscar-vinder for bedste film – er udstyret med et væld af effektive scener, der får blodet til skiftevis at koge over eller fryse til.
Russell Crowes indebrændte alvor og ordknappe maskulinitet er velanbragt. På skuespillersiden stjæler Joaquin Phoenix næsten billedet som den skamløse (og incestuøst orienterede) kejser Commodus. Han er en rigtig slesk filmskurk, ubehagelig ind til benet.
’Gladiator’ er en blodtørstig og brutal opdatering af sværd-og-sandal-genren, der – på (mest) godt og (lidt) ondt – får de fleste af sine forgængere til at ligne en tur i cirkusmanegen til sammenligning.
6. ’The Duellists’
Keith Carradine og Harvey Keitel – i al deres midt-70’er-pragt – spiller hoved- og titelrollerne i Scotts første film fra 1977, en forførende film om to franske duellanter, d’Hubert og Feraud, der aldrig får afsluttet deres interne rivalisering definitivt og derfor mødes til nye dueller med års mellemrum.
Det er ret fjollet, at to franske soldater fra 1800-tallet taler som to newyorkere anno 1970’erne, men det gør ikke filmen mindre fornøjelig ved et 2014-gensyn.
Filmens fjerde duelscene, hvor vor to kombattanter atter afbrydes, indfanger tonen fornemt: Brugen af dragende flashbacks, angstfyldt forventning (de rystende hænder) og den foragteligt-morsomme gestus, da Carradine forlader åstedet for duellen ved på hest at hoppe over en ladvogn med hø, mens han forbander det hele et stykke.
’The Duellists’ er en meget lovende debutfilm, som er blevet stort set glemt, fordi den blev efterfulgt af to mesterværker. Men det i sig selv gør den bestemt ikke mindre seværdig.
5. ’Black Hawk Down’
’Black Hawk Down’, Scotts nervepirrende film om en fejlslagen amerikansk militæraktion i Mogadishus gader, demonstrerer bedre end noget andet værk i filmografien hans evne til at orkestrere spændingsmættede sekvenser uden at give køb på en sitrende fornemmelse for autenticitet.
Handlingsgangen er kompromisløs. Scott placerer sin tilskuer lige midt i skudlinjen og forsøger ikke at trække for mange makroniveau-betragtninger ned over sin historie, som han stoler blindt på. På den måde har ’Black Hawk Down’ et nøgternt, journalistisk blik på operationen, der resulterede i 19 døde amerikanske soldater (og mere end 1.000 døde somaliere), snarere end den fingerpegende eller didaktiske indlæg om krigens rædsler, den så nemt kunne være endt som.
En moderne krigsfilmsklassiker, fordi den insisterer på at være tæt, intens og knugende: et mikro-blik på et kaos, hvor gode råd er dyre.
4. ’Kingdom of Heaven’ (director’s cut)
Ridley Scott var uheldig med timingen af sin opfølger til ’Gladiator’. Biografpublikummet var mættet af tunge, før-moderne historiske dramaer, og filmen floppede. Det spillede nok også en rolle, at Oliver Stones katastrofale ’Alexander’ kom ud året forinden. Hvem orkede mere sandal-og-sværd-lir oven på den gennemførte fiasko?
Til gengæld har filmen fået en kritisk oprejsning på efterbestilling, hvilket heldigvis kan være en af de heldige bivirkninger ved dvd-tidsalderen og internettets indflydelse.
Scotts director’s cut samler en langt mere strålende helhed, så korsfarerlegenden pludselig synes både dybere og mere vedkommende, ikke mindst ved sin langt mere tilfredsstillende uddybning af birollekarakterer som Eva Greens prinsesse og Edward Nortons konge. David Thewlis’ johanniter-korsridder er desuden langt mere tvetydig i Scotts efterredigerede version.
Den 191 minutter lange director’s cut er et betagende værk om religiøs konflikt og værdien af tro, tillid og respekt for andre. Selv Scotts billedmagi og efterredigerende klarsyn kan dog ikke stille meget op med Orlando Bloom …
3. ’Thelma and Louise’
Susan Sarandon og Geena Davis blev begge nomineret for bedste kvindelige hovedrolle ved Oscaruddelingen i 1992 for deres overbevisende indsatser som titlens to heltinder.
Scott viste allerede med ’Alien’, at han ikke var bange for at anbringe en kvinde i centrum for en film med en type action, der i Hollywood normalt kræver større armmuskler og en dybere stemme. I ’Thelma and Louise’ lader han de to kvinder skride fra deres pjok af nogle tabermænd, bevæge sig ud på et frigørende road trip, som naturligvis må ende galt, men netop derfor er så hjerteskærende, barsk og – på sær vis – triumferende.
Det er en af Scotts mest ikoniske film, netop fordi han træder ud af sin komfortzone og på elegant vis indfletter en følelsesmæssigt (og humoristisk) engagerende fortælling om feminin frigørelse med en række stærke amerikanske kendemærker:
Individets ret til selvudfoldelse, western-landskaber, rygende pistoler, endeløse highways og en lynende Thunderbird – et potent symbol på frihedstrangen i den amerikanske sjæl – der spiller en afgørende rolle i filmens uforglemmelige slutscene.
2. ’Alien’
Med ’Alien’ skabte Ridley Scott sit navn, ligesom han sikrede sig et filmhistorisk eftermæle, uanset hvad han så ellers måtte præstere siden. Filmens geni ligger i dens støt, tålmodigt oparbejdede spændingskurve og det faktum, at man som tilskuer er så skræmt af rumskibets fremmedlegeme, at Scott ikke en gang behøver vise os monsteret.
Han holder igen – og igen – og får derved skabt en nervesitrende intens ramme om en gruppe mennesker fanget i et indelukke, hvor frygten suger næring.
Filmens andet originale mestergreb er hovedpersonen, Sigourney Weavers Ellen Ripley, der indvarslede en ny tids filmheltinde. Sårbar, ja, men handlekraftig. Rå, men rystet i sin grundvold. Ripley er en self made kvinde, der ikke er defineret ved den relation, hun indgår i med andre mænd, men en fuldblodskarakter i egen ret.
Filmens afsluttende sætstykke, hvor Ripley klæder sig af – uvidende om at monsteret ligger på lur – er sindsoprivende og, som filmen i øvrigt, orkestreret med en mesters kølige overblik.
1. ’Blade Runner’ (director’s cut)
Det er interessant at fundere over, at Scotts anden ekskursion ud i sci-fi-genren blev modtaget med stor skepsis af både kritikere og publikum, da den udkom i 1982. For i dag fremstår ’Blade Runner’ som den måske mest visionære sci-fi-fabel af dem alle.
På overfladeniveau er filmen en dystopi om menneskets fremtid, men den kan også ses som en allegori over faktiske trusler mod os her og nu. Under alle omstændigheder stiller den nogle vigtige, eksistentielle spørgsmål:
Hvad er det, der gør os til mennesker? Hvordan kan vi vide os sikre på noget som helst, hvis vi ikke kan stole på helt fundamentale sandheder om os selv eller samfundet, der omgiver os? Hvad er der på ’den anden side’: En ny chance eller evig glemsel?
Alt går op i en højere enhed i Scotts største filmiske bedrift: Et imponerende production design, der er både imposant og grynet (særdeles flittigt kopieret i eftertiden!), en forrygende udnyttelse af lys- og skygge-effekter, Vangelis score, der har en nærmest hypnotisk effekt, og Rutger Hauers improviserede ’tårer i regnen’-scene, der gør lige stort indtryk, uanset hvor mange gange man ser den.
Er man til voice-over, vil man foretrække originalversionen. Men foretrækker man, at billederne selv får lov til at gøre arbejdet, vil man foretrække Scotts senere director’s cut. Uanset udgave af ’Blade Runner’ en essentiel film.