CPH:DOX annoncerer årets program – bag om TikTok, lovende danske film, stort fokus på Ukraine

CPH:DOX annoncerer årets program – bag om TikTok, lovende danske film, stort fokus på Ukraine
'Girl Gang'. (Foto: CPH:DOX)

Efter to coronaramte årgange er den førende dokumentarfilmfestival CPH:DOX endelig tilbage for fuld blus.

Og de har netop offentliggjort et program, der bugner af interessante og tankevækkende fortællinger fra virkeligheden med mere end 200 film.

Blandt andet har festivalen reageret prompte på den aktuelle krig i Ukraine ved at sammenstykke et program, der ifølge festivalens pressemeddelelse »går bag om nyhedsstrømmen og giver nye perspektiver på virkeligheden i Rusland, Ukraine og flere af de øvrige tidligere Sovjetrepublikker«.

Blandt andet kan man se den danske film ‘A House Made of Splinters’, der modtog en pris på Sundance-festivalen og handler om et børnehjem i Ukraine, og ‘Navalny’ om den forgiftede og fængslede russiske oppositionspolitiker Aleksej Navalnyj.

12 film konkurrerer i festivalens hovedkonkurrence Dox: Award, heriblandt ‘Navalny’ og årets åbningsfilm, den danske klimadokumentar ‘Into the Ice’ om et eventyrridt på indlandsisen i Grønland.

12 andre film dyster i den nordiske Nordic: Dox Award, blandt andet danske ‘All That Remains to Be Seen’ om en blind mor og hendes syvårige søn og ‘Tsumu’ om tre grønlandske unge og deres håb for en bedre fremtid.

Andre steder i det overdådige program finder man ‘Tiktok, Boom’, der går bag om TikTok-fænomenet, Nagieb Khajas reportagefilm fra Talibans magtovertagelse, ‘Talibanland’, den Sundance-roste ‘The Territory om en aktivist i Brasiliens regnskov og ‘Girl Gang’ om en 14-årig influencer og hendes største fan.

Årets CPH:DOX-festival finder sted i biograferne 23. marts til 3. april, og så vil en række af filmene kunne ses på festivalens streamingplatform 1.-10. april.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af