PlayStation vil løfte sløret for en »stor milepæl« til Paris Games Week i næste uge

PlayStation vil løfte sløret for en »stor milepæl« til Paris Games Week i næste uge
Er Paris-eventet et tegn på, at der er nyt på vej fra Quantic Dream?

Der er stor debat om, hvad Sony har oppe i ærmet, når de næste uge går på scenen til Paris Games Week. De slår nemlig deres PlayStation-præsentation op som en »stor milepæl« i gaming-verdenen.

Normalt ligger de store annonceringer under sommerens amerikanske E3-gamingmesse og tyske Gamescom i sensommeren, men Sony har altså valgt at fokusere kræfterne på Paris Games Week fremfor sidstnævnte. Og den beslutning har sat spekulationerne i gang.

De fleste medier forventer, at der vil være opdateringer omkring kommende titler, såsom ‘Uncharted 4: A Thief’s End’ (det er bekræftet), ‘Last Guardian’, ‘WiLD’ og ikke mindst ‘No Man’s Sky’. Her taler vi både spiltrailers, releasedatoer og potentielt også demoer. Formodentlig og forhåbentlig bliver der også afsløret både nogle større og mindre nye titler, som det var tilfældet ved sidste års Gamescom. Der kan også være store nyheder om Sonys virtual reality-headset, PlayStation VR, med i posen.

Flere gamingsites spekulerer i, at årsagen til at lægge annonceringen i Paris skyldes, at det er hjembyen for udviklerfirmaet Quantic Dream, der stod bag den massive succes ‘Heavy Rain’ til PlayStation 3. Der kan være nyt på vej omkring et remaster, men man har vel lov at drømme om en ny eksklusiv titel fra Quantic Dream.

Et andet rimeligt sikkert bud på en annoncering kunne være prisfald på konsollerne. De er allerede annonceret i USA og Japan, så det ville give god mening at annoncere samme godbid for det europæiske publikum til en spilkonference i Europa.

Eller kan det være – nærmest utopisk – at der er en ny, nedbarberet PlayStation 4 på vej, ligesom der kom en PlayStation 3 Slim? Det ville matche seneste konsols udgivelsesmønster, men som T3 skriver, så er 4’eren i forvejen en rimelig lean machine, så det virker umiddelbart usandsynligt – i hvert fald lige nu.

Uanset hvad, så løber PlayStation nok med al opmærksomheden til eventet, da ingen andre spilgiganter har planlagt annonceringer. Sonys pressekonference finder sted 27. oktober kl. 18.00.

Læs også: Langtrukken teaser afslører endelig nyt ‘Far Cry’ med mammutjagt og stammekrig

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af