’Lev stærkt’-instruktør: »Vi VIL ikke være ‘Fast & Furious’«

’Lev stærkt’-instruktør: »Vi VIL ikke være ‘Fast & Furious’«

Gennemsnitsalderen for gæsterne i Grand faldt med 40 år lørdag aften, da CPH PIX inviterede til forpremiere på ungdomsfilmen ‘Lev stærkt’, som er nyeste skud på stammen fra Christian E. Christiansen.

Han debuterede som instruktør i 2006 med det barske drama ‘Råzone’ om en pigebandes intrige-fyldte hverdag i en identitetsløs forstad.

»Vi legede med tanken om, at det skulle være en ’Råzone 2’ – en maskulin pendant til 1’eren«, fortæller instruktøren, der var til stede sammen med hovedrolleindehaver Cyron Melville for at introducere filmen og besvare publikums spørgsmål.

Skulle handle om biler
‘Lev stærkt’ er en fortsættelse i den forstand, at den viderefører den rå stil og miljøskildring fra ‘Råzone’ og bygger videre på én af dens karakterer, Nikolaj. Han er en topforvirret teenager på stoffer og i dårligt selskab, og i sin tid spillede Melville ham med stor sårbarhed.

»Jeg er ret stor fan af Cyron, som han nok har regnet ud«, siger Christian E. Christiansen og fortæller, at han valgte ham til hovedrollen i sin nye film, fordi »det kunne være sjovt at skrive noget, der passede til den karakter, vi efterlod i Råzone«.

Læs også: Indie-instruktør på PIX – ironi er et generationsproblem

I ‘Lev Stærkt’ befinder skuespilleren sig dog ikke i centrum for en gruppe jalousiramte piger, men for en flok bilglade fartbøller.

»Det eneste, jeg vidste med sikkerhed, var, at den skulle handle om biler«, tilstår Christiansen.

Cyron med til at caste
Til trods for, at den rødhårede heartbreaker kun har haft kørekort i ganske kort tid, er han ifølge Christiansen »udgangspunktet, som resten af filmens klodser er bygget op omkring«. Melville var endda med til at styre castingprocessen og til at pege på stortalenterne Jakob Oftebro og Danica Curcic, som har fået prominente roller i filmen.

Det var dog ikke meget kørsel, det blev til for den uerfarne chauffør. »Jeg fik lov til at køre en RS4 ud af billedet, det var sådan set det«, fortæller Cyron Melville, der indrømmede, at han aldrig har været den store bilentusiast, men fik smag for det under optagelserne.

Læs også: Udsyret filmmager på PIX – Spanien er på vej mod kulturelt folkemord

Allerede inden filmen rullede over lærredet, blev det slået fast af Christian E. Christiansen, at ‘Lev stærkt’ ikke bare er tænkt som en dansk pendant til Hollywood-franchisen ‘Fast & Furious’, som man ellers kunne fristes til at tro.

»Vi vil ikke være en ‘Fast & Furious’-film. Vi vil ikke holdes op mod en amerikansk actionfilm, som vi på ingen måde ville kunne leve op til«, understreger instruktøren.

Ifølge Christiansen selv er det en dyb fascination af biler, fart og hele miljøet omkring ræs, der ligger til baggrund for ‘Lev stærkt’, hvor der er lagt en stor indsats for at gøre biljagt-scenerne adrenalin-pumpende, men også troværdige i en dansk kontekst. Som han sagde i Grand:

»Det kan hurtigt blive pinligt, hvis man prøver at efterligne de store Hollywood-film«.

‘Lev stærkt’ kan ses i biografen fra den 26. juni 2014.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af