On demand: 5 serier, du skal streame i april

Er du i tvivl om, hvad du skal få tiden til at gå med i april? De her serier er lige kommet på streaming-tjenesterne.

Orphanblack

‘Orphan Black’

I dette hypede dobbeltgænger-drama overværer den rebelske Sarah Manning et selvmord. Men det virkeligt chokerende er, at liget ligner hende selv på en prik. Sarah påtager sig den afdøde Elisabeths identitet som politikvinde og opdager, at de ikke er de eneste kloner. Trods den grundlæggende absurde præmis byder ’Orphan Black’ på en hæsblæsende historie, hvis hemmeligheder man hele tiden er nysgerrig på at blive klogere på.

Kan ses på Netflix.

Læs også: Otte tv-skuespillerinder, der bør slå igennem på film.

Siliconvalley

‘Silicon Valley’

Det tegner godt for den splinternye HBO-komedieserie ’Silicon Valley’, som portrætterer en hel generation af Steve Jobs-geeks, der har stort potentiale, men er lidt for nørdede til at kunne håndtere successen. Følg med i ’Silicon Valley’ hvis du vil se en ærlig, uskyldig LAN-fest-udgave af ’The Wolf of Wall Street’. Og tjek vores anmeldelse, hvis du endnu ikke er overbevist.

Kan ses på HBO Nordic.

Læs også: 5 stjerner til ’Silicon Valley’

The blacklist

‘The Blacklist’

Verdens mest berygtede og eftersøgte mand, Raymond Reddington, overgiver sig frivilligt på FBI’s hovedkontor. På en snedig Hannibal Lecter-facon lader han sig kun afhøre af en ung kvinde ved navn Elizabeth Keen. Herfra begynder et stakåndende indviklet ræs planlagt af den lynende intelligente forbryder spillet af James Spader, der er den egentlige grund til, at man skal se serien.

Kan ses på Viaplay.

top of the lake

‘Top of the Lake’

I en lille newzealandsk by forsøger en gravid 12-årig at drukne sig selv i en iskold sø. Kriminalbetjenten Robin Griffin (spillet af Elisabeth Moss) er rejst hjem til den lille by i håb om et pusterum, men inden hun får set sig om, er hun godt viklet ind i byens hilbilly-hemmeligheder.

Jane Campion står bag den gudesmukke og stemningsfyldte serie, der hører til tidens mest underkendte.

Kan ses på Netflix.

Læs også: Anderledes politiserier til at udfylde tomrummet efter ’True Detective’

veep

‘Veep’ (sæson 3)

Komedieserien ’Veep’ præsenterer os for de mere akavede sider af USA’s kontroltårn: Det Hvide Hus. Vicepræsident Selina Meyer og hendes hjælpere fusker sig til politisk troværdighed, mens vi alle sammen kan grine af samfundets mest magtfulde – med god samvittighed.

Om du er til politik eller ej, kan du uden tvivl sætte pris på denne komediependant til Frank Underwood & co.

Kan ses på HBO Nordic.

Læs også: Video: Julia Louis-Dreyfus går efter præsidentposten i ny trailer til ’Veep’

Læs også: On demand: Fem friske film, du kan streame i april

Læs også: 10 grunde til, at du skal hoppe med på ‘Game of Thrones’

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af