Det uundgåelige spørgsmål kommer lige med det samme. »Er det her din mest selvbiografiske film siden ’The Squid and the Whale’?«, vil en kvindelig journalist vide.
Noah Baumbach smiler uvilkårligt. Selvom han håber at lave film nok til at overbevise folk om, at det umuligt alt sammen kan være selvoplevet, så ved han inderst inde godt, at han nok aldrig slipper for den slags spørgsmål.
For Baumbach har gjort en dyd og en karriere ud af at krænge sit eget liv ud på film. Mest utilsløret i gennembruddet ‘The Squid and the Whale’ (2005), der nærmest er en rekonstruktion af hans forældres skilsmisse med Jeff Daniel iklædt farens brune fløjlsjakke.
Den 45-årige indieinstruktør er brooklynite, born and bred, som søn af to intellektuelle forældre, begge forfattere og filmkritikere. I ’The Squid and the Whale’ gør Jesse Eisenberg det ud for Baumbach som den ældste af to brødre, Walt, en sarkastisk, selvoptaget og prætentiøs (prototypiske Baumbach-træk) teenager, der forguder sin selvgode far og ved, hvilke Kafka- og Fitzgerald-bøger han skal synes om, selvom han næppe har læst dem alle.
Et privat menneske
Noah Baumbach ville vinde en Adrien Brody-look-alike-konkurrence. Næsen er mindre og ansigtet knap så langagtigt, men med den samme valne sørgmodighed. Men i stedet for at se ud, som om han er lige ved at græde, er der en utilnærmelighed i de stikkende, sirupbrune hundeøjne, der putter sig under brynene og midterskilningen, som skulede de skeptisk frem fra en grotteåbning.
Noah Baumbach omringet af Ben Stiller og Adam Driver.
Et privat menneske, ironisk nok, med en underspillet, snigende humor, der tænker, før han taler, øh’er og hakker sig gennem sine svar og siger you know ti gange i minuttet.
Hvis ikke man fornemmede en slet skjult generthed, kunne det let ligne kunstnerarrogance, som han sidder dér i sit lapsede tøj på boutique-hotellet Charlotte Street i London med benene over kors og hænderne foldede i skødet. Koksgrå jakke over sort pullover og stribet skjorte med gråsorte fløjlsbukser og et lille hipstertouch: New Balance-sneakers, sorte og røde.
Vi har ventet på ham i en halv time – en flok umælende journalister, der har stirret hypnotiserede på vores blokke for at undgå øjenkontakt – da han endelig dukker op, springer hen til sin stol og undskylder, undskylder, undskylder. Han er her for at promovere sin nyeste film ’While We’re Young’ med Ben Stiller, Naomi Watts, Amanda Seyfried og Adam Driver, og dagen før så jeg ham til en Q&A på BAFTA-instituttet efter en visning af filmen. Der var bukserne lilla.
Grin uden skam
»Alle mine film er personlige, men jeg tænker ikke på nogen af dem som selvbiografiske«, kommer det mekanisk.
»Selv ’The Squid and the Whale’ ser jeg som et stykke fiktion, selvom den har klare selvbiografiske markører. Den her er ikke selvbiografisk på nogen måde, som jeg er bevidst om. Men eftersom jeg skriver filmene, kommer de alle sammen fra mit personlige erfaringsgrundlag«.
»Jeg havde indset, at jeg levede under den falske antagelse, at jeg stadig var en yngre udgave af mig selv, og sådan tror jeg ikke, det er usædvanligt at have det, når man bliver ældre. Det syntes jeg var interessant at udforske«.
Og videre til næste automatspørgsmål: »Hvor inspireret var du af Woody Allen?«
Amanda Seyfried og Adam Driver.
»Sikkert mere end jeg selv ved. Jeg er vokset op med Woody Allen, og hans indflydelse er noget, jeg dårligt nok er bevidst om længere. Jeg trækker ikke overlagt på hans film, men jeg har nok assimileret Woody Allen i mig selv. Jeg voksede op i Brooklyn, gik på samme high school som ham, og da jeg opdagede hans film for første gang, følte jeg, at de var lavet specifikt til mig«.
Den direkte inspiration kom i stedet fra New Hollywood-ægteskabskomedier fra hans ungdom af instruktører som Hal Ashby og Mike Nichols. Og det ses. ’While We’re Young’ er Baumbachs mest lettilgængelige film til dato, en moderne screwballkomedie om at blive ældre og lære at leve med det.
Mindre underfundig og mere LOL-sjov end hans tidligere film, fyldt som den er med fyndige oneliners og fysisk humor, som når Watts danser hiphop og giver den seriøst gas. Stadig umiskendeligt Baumbachsk med sine højbrynede referencer og sit bidende blik for livets absurditeter og menneskets grimmeste sider, men uden de pessimistiske, nærmest misantropiske, overtoner fra film som ’The Squid and the Whale’, ’Margot at the Wedding’ (2007) og ’Greenberg’ (2010), hvor man ikke kunne grine uden at skamme sig.
Der lader til at være sket noget med Baumbach, siden han blev skilt fra skuespillerviven Jennifer Jason Leigh og hookede op med den totalt ukrukkede, sprælske og i øvrigt 14 år yngre Greta Gerwig, som medforfattede og spillede hovedrollen i den topcharmerende, sort-hvide ’Girls’-møder-’Manhattan’-perle ’Frances Ha’ fra 2012. Er det mon blevet nemmere at være Noah Baumbach?
»Jeg ved det ikke rigtigt … Sådan ser jeg ikke på mit arbejde. Jeg prøver at lave den film, som passer til historien og karaktererne. Og især denne har været en meget overlagt komedie, hvor jeg har fulgt nogle retningslinjer, en traditionel komediestruktur, som jeg ikke har fulgt i film som ’Greenberg’ og ’Margot at the Wedding’«, siger han.
»Det giver en blødere landing, som gør det mere komfortabelt at grine. Jeg vidste for eksempel, at denne film skulle have en happy ending. Jeg tror altid, jeg laver en komedie, og det måtte jo lykkes en dag. Men det er ikke ensbetydende med, at jeg ikke igen vil lave noget mere tornet. Det ene er hverken mere eller mindre sandt end det andet«.
Rulleskøjternes revival
I ’While We’re Young’ spiller Ben Stiller og Naomi Watts et midaldrende ægtepar, Josh og Cornelia, der begge laver dokumentarfilm. Han instruerer sine egne – hun producerer sin væsentligt mere succesfulde fars (Charles Grodin).
Som så mange andre Baumbach-figurer sidder de fast i tilværelsen. De er det eneste barnløse par i deres omgangskreds, og Josh har nørklet med det samme projekt i otte år, »en film på seks en halv time, der føles syv timer for lang«, som svigerfaren sviende udtrykker det, og som handler om alting og ingenting. »It’s about America!« ender Josh på, når han forgæves forsøger at sammenfatte den.
»Det er en running joke i filmen, og det er, fordi jeg aldrig selv kan give et ordentligt svar, når folk spørger mig, hvad min nye film handler om. Det bliver altid noget abstrakt noget. Men jeg laver ikke film om USA. Jeg laver film om Brooklyn,” jokede Baumbach på BAFTA-scenen.
En dag møder Josh og Cornelia det unge par Jamie (Driver) og Darby (Seyfried), der smigrer med ros af en af Joshs gamle film. De er hardcore hipsters, som forsager moderne teknologi og har reolen proppet med vinylplader og VHS-bånd. »Det virker, som om deres lejlighed er fyldt med ting, som vi engang har smidt ud«, ivrer Cornelia.
Og snart tager hun med Darby til hiphop, mens Josh står på rulleskøjter med Jamie og sporter en latterlig fedorahat. I stedet for at vokse op, vokser de ned. Helt til grin bliver de, da de deltager i et udsyret, shamanistisk renselsesritual og drikker den psykedeliske urtete Ayahuasca, der får dem til at brække sig til højre og venstre.
»Det er næsten ved at blive mainstream, det ritual. Altså … så mainstream som et hallucinogen nu kan blive. Da jeg skrev det, havde jeg kun hørt om nogle få, der gjorde det, og jeg tænkte, at jeg nok strammede den ved at lade det foregå i Brooklyn. Men da vi skulle filme det, var det overalt. Jeg fik en del statister ind, som selv havde gennemført ritualet og kunne hjælpe os med at få detaljerne på plads«, forklarer Baumbach.
»Jeg vidste fra begyndelsen, at jeg umuligt kunne følge med i alt det, der sker med hipsterkulturen i Brooklyn. Det rykker sig, mens vi har den her samtale. Så vi har taget nogle ting, som vi selv fandt sjove og interessante. For eksempel anede jeg ikke, om hipstere stod på rulleskøjter, men jeg tænkte: Hvis de ikke gør det nu, så kommer de til det. Det måtte få en revival på et tidspunkt. Og nu sender mine venner mig små videoer af folk, der står på rulleskøjter«.
Beastie Boy som bleskifter
Jeg gør Baumbach opmærksom på, at han genbruger en replik fra ’Margot at the Wedding’ i filmen. Det er den gamle Beastie Boy Adam ’Ad-Rock’ Horovitz, der som Joshs ven Fletcher fortæller, at det at blive far har været mindre omvæltende, end han havde forestillet sig. Han føler sig stadig som den vigtigste person i verden.
Det er et ekko af noget, Jack Black sagde i ’Margot’, og jeg er nysgerrig på, om det også er Baumbachs oplevelse, nu hvor han selv er blevet far i mellemtiden.
»Uhm … det er faktisk interessant, jeg var ikke klar over, at jeg havde genbrugt en replik. Tak for at påpege det«, siger han sarkastisk.
»Men nej, jeg elsker at være far. Jeg føler, at jeg har været på begge sider af den diskussion. Jeg har været som Cornelia og Josh, set mine venner få børn og haft svært ved at mønstre samme begejstring som dem over deres børn, af åbenlyse årsager. Og jeg har som Fletcher og Marina rablet løs til venner om, at det vil ændre deres liv at få et barn«.
»Det er faktisk først senere, at jeg er blevet opmærksom på ekstrabetydningen i at caste en Beastie Boy som en midaldrende far. Det er med til at forstærke nogle temaer fra filmen, fordi det kan være en indrømmelse fra en generation om, at man ikke er så ung, som man har været«.
’While We’re Young’ føles som Baumbachs mest fuldtonede satire til dato. Alle er lidt til grin, fordi Baumbach forstørrer deres opførsel og blotlægger hykleriet og forfængeligheden bag. Selv Jamies uskrømtede bohemefacade slår sprækker i filmens finale.
»Men det var vigtigt for mig ikke at udlevere Josh (Stiller, red.)«, fastslår Baumbach.
»Jeg ville have, at publikum var med ham og forstod, hvorfor han kunne falde så pladask for den her unge fyr, selvom det også er både sjovt og latterligt. Der var Adam (Driver, red.) afgørende, for han er så interessant og dragende, at han kunne få det til at føles ægte«.
»Filmen er jo en kærlighedshistorie mellem Josh og Jamie. Problemet er, at Ben (Stiller, red.) gerne vil have Jamie til at være noget, han umuligt kunne være. Men hvem vil ikke gerne finde en mening i livet?«
Fri mig fra Daily Mail
Filmen satiriserer især over vores afhængighed af digitale dimser og paradokset i hipstergenerationens analoge fetichisme, samtidig med at iPhonen er blevet en udvækst på deres forældres kroppe. Kontrasten bliver målt op i en krydsklippet montage, hvor Josh og Cornelia render slaveagtigt fra den ene iDims til den næste, mens Jamie og Darby hører grammofon, spiller brætspil og skriver på hakkebræt.
Selv er Baumbach hverken på Facebook eller Twitter. Det er ikke et statement – han ved bare, at han ellers aldrig ville få skrevet noget som helst.
»Internettet er en kæmpe tidssluger. Det er en distraktion, jeg ville ønske, jeg var foruden. Jeg har en konstant kamp med nettet, når jeg skriver et manuskript. Jeg ved, den er gal, når jeg ender på Daily Mail«, siger han.
»Jeg lider i det hele taget altid, når jeg skriver. Det er frygteligt, ren tortur. Jeg tænker hver eneste gang: Denne gang lykkes det ikke. Denne gang bliver jeg ikke færdig. Og det bliver ikke nemmere med årene. Jeg er dygtigere nu, og slutresultatet bliver bedre, men det er den samme kamp at nå derhen«.
Læs også: Se Ben Stillers oversete komiske stjernestunder
Lyt til Soundvenue Filmcast: ‘While We’re Young’ med Ben Stiller og Adam Driver / Er der liv i horrorgenren?