’Mesteren’: Underholdende far-søn-drama med Søren Malling og Jakob Oftebro
Så tal dog sammen, får man lyst til at skrige til de to oppustede knudemænd i Charlotte Sielings far-søn-drama ‘Mesteren’, hvor enhver optakt til en relation mellem den etablerede kunstner Simon (Søren Malling) og hans indtil nu ukendte voksne søn, graffitikunstneren Casper (Jakob Oftebro), forpurres af magtspil og rivalisering.
Allerede under deres første møde, hvor Casper kommer på besøg i Simons luksuriøse atelier i indre København, går det galt mellem den opfarende og kategoriske Simon og den fåmælte Casper. »Hvorfor maler du graffiti?« råber Simon efter sønnen, inden han når at stille rygsækken, og konstaterer straks, at sønnens kunstneriske virke ikke alene er kriminelt, men har »intet inde bagved«.
Simon, der spankulerer rundt i atelieret som løvernes konge og tilbedes af sine unge medhjælpere, føler sig truet af Caspers moderne udtryk og talent for at skabe opmærksomhed omkring sig som en Banksy-lignende anonym kulthelt. Casper virker til at have et oprigtigt ønske om at lære sin berømte far at kende – og måske imponere ham – men demonstrerer snart en voldsom trang til faderopgør. Han provokerer åbenlyst Simon ved at invitere hans medarbejdere med ud at male og lægge an på både hans kone og elsker.
Imens har Simons kone, Darling (glimrende spillet af norske Ane Dahl Torp) på typisk kvindevis travlt med at glatte ud og opfordrer med rette Simon til for helvede at tage sin søn med ud at spise en pølse. Som repræsentant for både fornuft og følelsesmæssig intelligens og eneste karakter med egentlige nuancer og selvrefleksion virker filmen til at være på hendes side.
Filmens internationale titel ‘The Man’ indikerer Charlotte Sielings interesse i at beskrive manden som væsen. Jeg er ikke sikker på, at hun rammer plet. Nogle mænd er rigtignok dårlige til at tale om deres følelser, men er de så dårlige? Og er trangen til rivalisering, magtpositionering og hævn virkelig stærkere end lysten til at lære sit kød og blod at kende?
Om end forholdet er en anelse karikeret er filmen dog en spændende undersøgelse af magtdynamikker, generationsopgør og far-søn-konflikter, og historien byder på en del flere overraskelser end det typiske humanistiske familiedrama. Replikkerne er skarpe, manuskriptet glider glat, og billed- og lydsiden skifter veloplagt mellem kold paranoiastemning og munter kunstnerparodi.
Kunstnermiljøet er festligt og forfriskende, men virker i forhold til for eksempel ‘Arvingerne’ endimensionelt i sin opblæsthed. Søren Malling giver den gas i sit spil, men nærmer sig klichéen på en påtaget excentrisk kunstner, som han går rundt iført pyjamas, topmave og blåtonede briller og strinter med sin malerpensel, beordrer sine assistenter rundt, knalder de unge kvinder og smager sovsen til under sine bohème-langbordsmiddagsselskaber.
Jakob Oftebros Casper er mere vellykket – underspillet og mystisk. Man ved aldrig helt, hvor man har ham, og det giver filmen nerve. Interaktionerne mellem de to modsætninger, der mere eller mindre helhjertet forsøger at nærme sig hinanden, er ofte humoristiske, glimtvis gribende, bestandigt frustrerende, men altid underholdende.
Kort sagt:
Klichéer om kunstnere og knudemænd trænger sig på i Charlotte Sielings far-søn-drama, der dog i det store hele overstråles af et spændingsfuldt og humoristisk portræt af to mænd, hvis forsøg på at nærme sig hinanden saboteres af deres egoer.
Læs også: ‘Dræberne fra Nibe’: Ulrich Thomsen og Nicolas Bro skejer ud i Bornedals barnagtige komedie