Ny trailer til ‘The Wire’-skabers pornoserie ‘The Deuce’ – med dobbelt James Franco, Maggie Gyllenhaal og Method Man

Ingen serieforfattere kan som David Simon udfolde de mest komplekse dynamikker, der skaber en storbys vindere og tabere, og samtidig skabe en underholdende fortælling. Det har han forlængst bevist med verdens bedste serie, ‘The Wire’, om politi, narkohandlere og politikere i Baltimore, og opfølgeren ‘Treme’ om konsekvenserne af orkanen Katrina i New Orleans.

Og nu gør han det igen – om end i et mere historisk perspektiv. ‘The Deuce’ udspiller sig i 1970’erne omkring Times Square i New York, der dengang var hjemsted for byens slibrigste underverden: Prostitution, narkohandel, gangstere, druk.

Serien fortæller ikke mindst om pornoens gradvise legalisering op gennem årtiet, og han kommer vidt omkring blandt de forskellige aktører:

James Franco har en dobbeltrolle som brødrene Vincent og Frankie, der bliver hyret af en af byens gangsterbosser til at starte et bordel. Maggie Gyllenhaal spiller en erfaren, selvstændig prostitueret, der bliver interesseret i at komme til at lave pornofilm. Og samtidig følger vi både purunge prostituerede, der presses hårdt af deres alfonser (heriblandt Method Man), de menige politimænd på gaden og en journalist, der graver i miljøet.

Det er med andre ord vintage David Simon, og det er jo svært at modstå. ‘The Deuce’ får premiere på HBO Nordic 11. september.

Læs også: Interview med David Simon – »I USA underholder vi os selv til døde«