‘Stranger Things’ er forlænget – igen

‘Stranger Things’ er forlænget – igen

Der er endnu godt to måneder forude med svært håndterlige abstinenser, før vi kan få en ny dosis sci-fi-nostalgitrip med sæson 2 af ’Stranger Things’. Den gode nyhed er, at der allerede er sikret mere tid med den D&D-spillende vennegruppe og det vanedannende 80’er-soundtrack.

Der har været rygter om op til fire-fem sæsoner af The Duffer Brothers’ Netflix-fænomen, men i første omgang er det officielt blevet bekræftet, at en tredje sæson af serien er på vej, oplyser Screen Rant.

I den kommende, anden sæson vender vi tilbage til forstadsbyen Hawkins, hvor der er gået et år siden de overnaturlige events, der involverede den telekinetiske pige Eleven og det parallelle mareridtsunivers The Upside Down. Trailerne har bekræftet, at drengen Will Buyers ikke er kommet mentalt uskadt ud af opholdet i The Upside Down, og at mørke kræfter stadig truer med at opsluge lille Hawkins.

Serien har genoplivet en masse retro-elementer fra 80’erne, som man ellers troede aldrig ville blive gravet op igen. Alt fra momjeans og fysiske mixtapes til Winona Ryder har igen fundet vej ind i den brede populærkultur. Ligeledes har seriens univers affødt en masse vilde fanteorier om, hvad der ikke venter ude i horisonten eller nok nærmere på den anden side af parcelhusets vægge.

Det er til gengæld ikke sikkert, at Hawkins kommer til at danne ramme om den tredje sæson. Matt Duffer har over for Vulture tidligere udtalt om fremtidige sæsoner, at »jeg ved ikke, om vi kan fortsætte med at lade slemme ting gå ud over dem en gang om året. De ville være nødt til at flygte ad helvede til ud af byen«.

‘Stranger Things’ sæson 2 har premiere den 27. oktober på Netflix.

Læs også: Første trailer til ‘Stranger Things’ sæson 2 er landet