I 2016 skabte gorefilmen ’Raw’ overskrifter verden over efter en dramatisk visning på filmfestivalen i Toronto. Flere publikummer besvimede under filmens grafiske scener, mens stanken af opkast hang tungt i biografluften oven på den franske kannibalfilm, der handler om en ung vegetar, som får en overvældende smag for (menneske)kød.
Problemet var bare, at det hele efter alt at dømme var arrangeret af pr-maskinen bag – at skuespillere var blevet hyret til at fremkalde en voldsom reaktion under og efter filmen.
Fysiske reaktioner på film er nemlig garant for medieomtale, og forrige uge bragte vi selv en lignende historie, da vi bemærkede en rystende kvinde, der blev kørt væk i en ambulance efter gallapremieren på Darren Aronofskys mindfuckende quasi-gyser ’Mother!’ under filmfestivalen i Venedig.
Og så sent som i går kunne man læse, at et publikum havde fået et krampenanfald under premieren på hævnthrilleren ‘Revenge’ på Toronto-festivalen. Anfaldet blev ansporet af en særligt intens scene, hvor en karakter skal fjerne en massiv glassplint fra sin fod i den western-lignende hævnfortælling.
Også nøje planlagte pr-stunts – eller bare urelaterede tilfælde? Historierne er i hvert fald gode og buzzfremkaldende.
Ligvogne foran biografen
Stærke fysiske reaktioner har i mange år været en del af gyserfilmens promovering. Et af de tidligste eksempler er ’Dracula’ fra 1931. Her besvimede flere kvinder, der angiveligt måtte bæres ud af biografen, hvilket fik masserne til at stimle sammen for at se, hvad ståhejen handlende om.
Manden, der for alvor pionerede marketingteknikken, hedder William Castle. Han instruerede talrige b-film-gysere i efterkrigstiden, og med sin film ’Macabre’ fra 1958 gjorde han chokfaktoren til en altafgørende del af gysermarkedsføringen. Instruktør-produceren underskrev en livsforsikring, der ville sikre enhver person, som døde af skræk til hans film, 1000 dollars – en ganske anstændig sum på daværende tidspunkt, om end pengene måske var dårligt brugt post-mortem.
Der var ingen døde til visningen, men pressen tog nyheden til sig, og salene blev fyldt på rekordtid. Der stod ligvogne parkeret foran de propfyldte biografer, mens falske sygeplejersker blev hyret til at stå parat i forhallerne.
Pr-stuntet var som en milepæl. Det åbnede ikke bare op for den mere interaktive gyseroplevelse, hvor publikum i lige så høj grad holder øje med sidemakkeren og håber på eksplosive og måske endda bevidsthedsudfordrende reaktioner. Castle var også en kraftig inspiration for suspense-mesteren Alfred Hitchcocks mystikomgærdede pressekampagne forud for ’Psycho’, som Aronofsky har forsøgt at kopiere med ’Mother!’: Antyd så meget som muligt, men afslør aldrig noget substantielt.
En bjørnetjeneste
Nogle af historierne om kropslige reaktioner på grænseoverskridende film er ganske givet sande, men mange er simpelthen lidt for utrolige.
Som den om en ældre indisk mand, som fik et hjerteanfald under en visning af ’The Conjuring 2’ og bogstaveligt talt stillede træskoene ved biografsædet. Dødsfaldet skulle være bekræftet af ordensmagten, men efterfølgende tog sagen en uventet drejning. Mandens lig og den udsendte ambulanceføre forsvandt, lød historien, som pludselig virkede lidt for creepy til at være autentisk.
Der er da også god grund til at tro, at ambulancen i Venedig holdt der af andre årsager, for så uhyggelig er ’Mother!’ altså heller ikke, med mindre man lider af en overvældende angst for at få smadret sit nyrenoverede hus. Der er ganske vist psykologisk terror på mange planer i filmen, men den er først og fremmest en intens og kunstnerisk ambitiøs film, hvis hovedærinde ikke er at skræmme publikum, men snarere at åbne tilskuerens øjne for de rædsler, kloden står over for.
Men ud fra filmens overdramatiske rygte er det nemt at foranlediges til at tro, at Aronofsky er gået horrorlinen ud. Og man kan sagtens se, hvordan publikum kan blive slemt skuffet, hvis de håber på en gyser i traditionel forstand.
Spørgsmålet er, om de kløgtige pr-folk indimellem gør sig selv en bjørnetjeneste ved deres chokoppustende stunts. Det får nok mange i biografen den første uge, men hvad sker der, når folk går skuffende lidt chokerede ud af biografen og skuffet fortæller den udeblevne fysiske reaktion over for vennerne?
Uanset hvad en venlig opfordring, ikke mindst til os selv: Tag imod historierne om besvimelser, hjertesvigt og epileptiske anfald i biografen med en vis sund skepsis.
Læs også: Anmeldelse af ‘Mother’: Den mest ekstreme film siden ’Irréversible’ – en malstrøm af sindssyge