’Narcos sæson 3’: Begavet Netflix-flagskib uden Escobar

’Narcos sæson 3’: Begavet Netflix-flagskib uden Escobar
Pedro Pascal i 'Narcos' sæson 4
4 6
Tv-serie
Hovedforfattere

Chris Brancato, Carlo Bernard, Doug Miro

Medvirkende

Pedro Pascal , Damián Alcázar, Alberto Ammann, Francisco Denis

Spilletid

10 afsnit á 55 min.

Premiere

Kan ses på Netflix

De første huskes som de største. Og hvad Elvis er for musikhistorien, er Pablo Escobar for kriminalitetens.

Colombias King of Coke fyldte muligvis det meste af ’Narcos’ to første sæsoner, men reelt var Escobar ikke hovedkarakteren. Det var hans produkt – kokainen. Og kampen om forbrugerne og formuerne fortælles der videre på her i tredje omgang af ’Narcos’, der overordnet udgør et kort kapitel.

Hvor de forrige 20 afsnit komprimerede knap to årtiers historie, fortalt med voiceover af DEA-agenten Murphy, der nu er helt ude af historien, så udspiller de næste ti episoder sig på under et år og fortælles af Murphys makker Javier Peña (Pedro Pascal), der stadig er udstationeret i Colombia.

»Narkokarteller handle om tronfølge«, siger Peña i det syvende afsnit, der har titlen ’Sin Salida’, som kan oversættes til blindgyde. Passende symbolsk for samfundets war on drugs og kartellernes interne og uendelige voldcyklus. Våbenhvile er en kortvarig illusion, som åbningssekvensen i ’Sin Salida’ netop understreger i en kirke, hvor præstens ord om Kristus’ barmhjertighed afbrydes af skudsalver og bilbomber. Sådan prædiker man i kartellernes verden, hvor ingen vender den anden kind til. Tværtimod. De smiler, før de skyder dig i ryggen.

Kokaineksporten er professionaliseret på alle fronter. Effektive smuglerruter øger profitten, og den forplejes nu mere med pæn promovering end med pistoler. Escobar viste sig at være folkets falske Robin Hood, og som en primitiv b-diktator så han en signalværdi i blodige lig på vejene til skræk og advarsel.

Der er flere om buddet til narkotronen, heriblandt José “Chepe” Santacruz-Londoño fra Cali-kartellet (Pêpê Rapazote).

I Cali forsvinder fjender og forhindringer som fiskeføde i floden. Jo mindre frygt hos folket, desto mere politisk velvilje og mulighed for offentlig bullshit. Så meget, at Calis fire bosser har indgået en officiel aftale med myndighederne om at overgive sig på et halvt år, fortæller Peña, da han sætter os ind i handlingen i første episode. Men han er selv manden, der forpurrer planerne, da han knalder bossen (Gilberto Damián Alcázar). Anholdelsen parallelklippes med faktuelle optagelser fra samtidens nyhedsformidling, og på den facon er serien stilistisk tro mod forgængerens format. Men ’Narcos’ virkelighedsnære skildring er også på både godt og ondt.

Hvis de første sæsoner var som heavy metal med en vanvittig sanger i spidsen, er tredje omgang mere oplevelsen af et jazzorkester, hvor alle på skift byder ind uden at folde sig fandenivoldsk ud. Fra en spændende start over tvivlsom tomgang til en bombastisk afslutning.

Fans af Escobar og kokainkongens mange blodudgydelser kan godt skrue forventninger ned i selskab med de nye bosser. Især efter Gilberto ryger bag tremmer. Den resterende trios mange diskussioner føles som at overvære et bestyrelsesmøde i en tequila-klub frem for ledelse i narkokartel. Heldigvis er vi jo så i den verden, hvor andre forsøger at gøre krav på tronen. Da North Valley Kartellet kommer på banen, har de ingen intentioner om at føre sig frem som gentlemen i jakkesæt.

Pacho Herrera (Alberto Ammann) må tage over, da Gilberto Rodíguez Orejuela havner bag tremmer.

Her er vi mere ude i typerne, der har set ’Motorsavsmassakren’ lidt for mange gange. Det hjælper gevaldigt på tempoet og dramaet, da presset intensiveres på Cali-Kartellet. Både fra konkurrenter og en intern person med høj plads i gangstertoppen, der vælger stikkervejen og går til politiet, hvor kartellet selv har en stikker højt oppe i hierarkiet. Når illoyaliteten clasher på begge sider, kommer der gedigen spænding ud af det.

’Narcos’ er dog bedst, når serien er helt realistisk oplysende, mens Peña på lydsiden uddyber  billedsidens iscenesatte virkelighed. Som når vi eksempelvis hører, hvordan præsident Nixon i 70’erne underskrev Hvidvaskningsloven, hvor banker skal oplyse myndighederne om indsatte beløb over 10.000 dollars for at komme sorte penge til livs. Og hvordan kriminalitetens veje former sig efter udviklingen. Finder smuthuller i loven og finder mere komplicerede metoder at operere på. Først trækker samfundet, så trækker dets fjender.

I narkokrigen holder parterne hinanden skak. Det er forandring uden reel ændring. Konstant status quo. Nedslående, men alligevel begavet og underholdende at følge med i – samt værd at vente på.

Anmeldt på baggrund af hele sæsonen.

Læs også: Netflix fjerner ‘Narcos’-trusselvideo efter mord på location scout