‘A Ghost Story’: Spøgelsesfilm med Casey Affleck og Rooney Mara kammer over i indiehed

‘A Ghost Story’: Spøgelsesfilm med Casey Affleck og Rooney Mara kammer over i indiehed
Rooney Mara i 'A Ghost Story'.
3 6
Spillefilm
Instruktion

David Lowery

Medvirkende

Casey Affleck, Rooney Mara

Spilletid 92 min.
Premiere

Vises 7. oktober under CPH PIX

CPH PIX. Fra at fremmane Terrence Malick-lignende, selvhøjtidelig poesi fra den texanske muld i ’Ain’t Them Bodies Saints’ kaster indiedarling David Lowey sig nu ud i en helt anden genre: Mumblecore sci-fi-spøgelsesfilm.

Kærsteparret i centrum bliver endnu engang spillet af Casey Affleck (’C’) og Rooney Mara (’M’), og selvom de to film på overfladen knap kunne være mere forskellige, så spotter man hurtigt et tilbagevende tema, der har at gøre med, hvordan kærligheden består under virkelig hårde vilkår: Hvor længe man kan vente på hinanden. Men i ’A Ghost Story’ har Lowery alligevel overgået sig selv, når det kommer til at skabe afstand og længsel mellem sine elskende – hér er den ene nemlig død.

Det lyder måske umiddelbart meget alvorstungt med en film om kærlighed på tværs af de døde og levendes verdener, men allerede fra start af opvejer Lowery tunge scener med virkelig  opfindsomme, sjove af slagsen – som da C ’fødes’ som spøgelse ved simpelthen at sætte sig op på lighuset (lagenet giver lige pludselig mening på et totalt logisk, lavpraktisk niveau).

Ude af stand til at gribe ind eller trøste M følger C’s spøgelse hende rundt i huset, som de boede i sammen. Han ser stille og udtryksløst til, mens hun kvæler sin sorg i tærte (i, hvad der føles som 15 minutter), og deadpan-potentialet i spøgelsesantrækket bliver virkelig maksimalt udnyttet. Især i en lille montage, der viser, hvad spøgelser egentlig får tiden til at gå med til hverdag, når de bare creeper rundt alene derhjemme.

Det er virkelig sjovt, men også lidt letkøbt, og efterhånden som filmen skrider frem, begynder man at lede efter en dybere mening med galskaben.

Ikke fordi der absolut skal være en, men fordi filmen selv virker opsat på at bevise en mere højtravende pointe, da C begynder at lede efter en seddel, som M har gemt i en sprække i dørkarmen under et lag maling, og han havner til en fest (som har fundet sted tidligere, men i samme hus), hvor en fuld sandsiger (spillet af Will Oldham) kværner løs om menneskers behov for et eftermæle – vores dybe trang til at være til stede i folks bevidsthed og hjerter selv efter vi er væk, og hvordan det kan ske gennem et kunstværk eller en melodi som Mozarts 9. symfoni. Og det er da en smuk tanke.

Problemet er bare, at Lowerys bud på sådan en sang, der skal give os lyst til at leve flere liv og blive hængende efter døden, lyder som en blanding af Bon Iver og Daniel Bedingfield. Og at måden, ’den store sammenhæng’ bliver leveret på, sådan lidt belejligt smides ind midt i det hele af en karakter, vi aldrig har mødt før.

Det fremstår påklistret. Det kommer til at virke, som om Oldham (kendt som Palace Music eller Bonnie Prince Billy) kun er hevet ind for at give coolcred til filmen, og sammen med det retro 4:3-format og den ultraømme temasang kammer det simpelthen over i selvbevidst, klynkende indiehed.


Kort sagt:
Det klæder Lowery at være blødt lidt op siden den meget selvhøjtidelige ’Ain’t Them Bodies Saints’, og hans originale spøgelseshistorie byder på mange gode grin. Men konceptet slides tyndt undervejs, og for mig ramte dens ømme tudepopscrescendo helt ved siden af.

Læs også: Alle vores CPH PIX-anmeldelser samlet på ét sted