Dansk bestsellerroman filmatiseres med Sidse Babett Knudsen, Amanda Collin, Danica Curcic og Lene Maria Christensen

Dansk bestsellerroman filmatiseres med Sidse Babett Knudsen, Amanda Collin, Danica Curcic og Lene Maria Christensen
Danica Curcic, Amanda Collin, Lene Maria Christensen og Sidse Babett Knudsen skal spille hovedrollerne i 'Undtagelsen'. (Foto: Steen Evald)

I går blev det annonceret, at Sidse Babett Knudsen efter flere år i udlandet, hvor hun blandt andet medvirkede i ’Westworld’, er vendt hjem til Danmark for at spille mafiaboss i ’Kød og blod’, hvis optagelser begyndte i mandags. Og hun bliver hængende lidt endnu, for til august tager hun del i optagelserne til en anden spændende dansk film.

14 år efter udgivelsen skal Christian Jungersens bestsellerroman ’Undtagelsen’ nemlig filmatiseres med ’Der kommer en dag’- og ’Borgen’-instruktør Jesper W. Nielsen ved roret. Manuskriptet er skrevet af Christian Torpe, som senest har ageret hovedforfatter på ’Rita’ og sidste års ’The Mist’.

’Undtagelsen’ er en nervepirrende thriller, der følger kollegaerne Iben, Malene, Anne-Lise og Camilla på Center for Information om Folkedrab. Da to af kvinderne en dag modtager dødstrusler via e-mail, mistænker de en serbisk krigsforbryder, som de har skrevet om. Men langsomt begynder de at indse, at ondskaben måske kommer fra deres egne rækker på kontoret, hvor en ondsindig mobbekultur finder sted.

Filmen har allerede et imponerende cast. Udover Sidse Babett Knudsen ses Amanda Collin, Danica Curcic og Lena Maria Christensen i hovedrollerne. Instruktør Jesper W. Nielsen har da også kun rosende ord at sige:

»Jeg kan ikke få armene ned over at skulle arbejde sammen med fire så stærke og talentfulde skuespillerinder i en historie om menneskets mørkeste afkroge«, udtaler han i pressemeddelelsen.

»Sammen skal vi dykke ned i et fascinerede kvindeunivers, med ekstremt spændende og komplekse karakterer, der ikke bare lyver overfor hinanden men også overfor sig selv. En uheldig sammenblanding, der giver ondskaben frit spil«.

’Undtagelsen’ produceres af Fridthjof Film og ventes at få premiere i efteråret 2019.

Læs også: Ambitiøs dansk film om Krudttønden-terrorangrebet på vej: »Tre år er lang tid i dag«

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af