’Castle Rock’: Det geniale og vildt frustrerende i første sæson af Stephen King-serie

’Castle Rock’: Det geniale og vildt frustrerende i første sæson af Stephen King-serie
André Holland i 'Castle Rock'.
Den imødesete Stephen King-serie ’Castle Rock’, som herhjemme kan ses på HBO Nordic, er nu slut. Det var 10 afsnit, der svingede fra det utrolige til det hovedrystende.

(Indeholder spoilers for hele første sæson, selvom mange svar hænger i luften)

Hvad får man, hvis man tager et væld af referencer til gyserkongen Stephens Kings værker og placerer handlingen i forfatterens foretrukne fiktionsby? Svaret er ’Castle Rock’.

Dermed har man dog også kun berørt fernissen af, hvad showrunnerne Sam Saw og Dustin Thomason har skabt med første sæson af deres antologiserie.

For når serien er bedst, føles den lige så beslægtet med den æteriske melankoli og de højtstræbende metafysiske lag fra’Donnie Darko’ og ’The Leftovers’. Når serien er værst, sidder man til gengæld tilbage med en tom fortællemodus, der baserer sig mere på mystik end mening.

Historien startede med den sorte dreng Henry Deavers kortvarige forsvinding i 1991 og den uhyggelige fremmede ’The Kid’s opdukken i lillebyen Castle Rock i 2018 og tog os derefter frem og tilbage i tiden og ind og ud af parallelle verdener. Det mystiske gespenst (spillet af Bill Skarsgaard) viste sig at være Henry Deaver fra en parallelverden. Henry Deaver (André Holland) fra historiens ’rigtige’ verden forsvandt som lille gennem et såkaldt skisma mellem flere verdener (en ’thinny’ i King-termer), og på tilbagevejen fik han Deaver fra den anden verden med sig.

Bill Skarsgård som The Kid.

Af uvisse årsager blev den fremmede Deaver holdt fanget af Shawshank-fængslets inspektør inden dennes uforklarlige selvmord i starten af første afsnit. Den i forvejen elliptiske historie slutter symbolsk med en spejling af udgangspunktet, da den fremmede Deaver atter spærres inde, mens hans alter ego fra den anden verden, der er advokat for personer på dødsgangen, står på den anden side af buret og har aflagt sin dom. Det er i hvert fald én udlægning.

Annonce

Der er mange hvis’er i ’Castle Rock’. Det største og mest frustrerende opstod i sæsonens sidste afsnit, hvor de to Deavers udramatisk forfladigede det hele med postmoderne snak om, at alt er relativt, og at det afhænger af, hvilken historie man tror på. Var den fremmede Deaver en djævel, en inkarnation af Kings allestedsnærværende satan Randall Flagg eller bare en misforstået og urimeligt fængslet Harvey? Det hele kunne åbenbart være det samme i sidste ende ifølge seriens eye of the beholder-retorik.

Undervejs og helt frem til næstesidste afsnit havde ’Castle Rock’ imidlertid flere gode ting kørende for sig. Vi fremhæver de bedste og værste ting ved sæsonens samfulde ti afsnit.

Det bedste #1: Det fabelagtige afsnit 7

Selv hvis du skulle være gået død i det dvælende tempo og hobetallet af ubesvarede spørgsmål, så snyd ikke dig selv for det unikke afsnit 7, ’The Queen’. Serier som ’Halt and Catch Fire’ og ’Sharp Objects’ har tidligere på impressionistisk vis gengivet forvildede bevidstheder i rum og tid. Her er der dog tale om en hel times tid, hvor man gennemlever Ruth Deavers alzheimers-plagede sind, som samtidig giver et indblik i at være mentalt spaltet i multiversets forskellige tidsdimensioner.

Det er en koncentreret bottle episode, der faktisk bidrager til den større fortælling med tidligere scener vist fra nye perspektiver. Et studie i usynlige overgange og match-cuts.

Afsnittet er mesterlig tematisk fortællekunst, når mor Deaver griber ud efter sine plantede skakbrikker for at holde fast i én nutid, eller når barnebarnet introducerer hende for sit mobilspil om ’tidsgængere’, som må dræbe de døde for at kontrollere deres tidslinje, ligesom Ruth skal bekæmpe sine tidsforstyrrende fortidsdæmoner. Det emmer af hårrejsende ’Twin Peaks’, da Elvis’ hyl og ’Blue Moon’ langsomt galoperer på pladespilleren, og den monstrøse The Kid danser ømt med Ruth.

Sissy Spacek i det fremragende afsnit 7.

Sponsoreret indhold
Kæreste-lokkeri med Sara Hjort
‘Perfekte steder’-skuespilleren fortæller, hvordan hun lokker sin kæreste til at se film med hende. Hør om Saras tv-cravings her.

Og så er det ekstremt rørende, da Ruth i en kakofoni af stemmer kommer til at skyde sin sjælefrænde og Castle Rocks vogter, Alan Pangborn. Stilheden derpå udfyldes af Max Richters ’On the Nature of Daylight’ (også kendt fra ’Arrival’), som glider over i øjeblikket, da de i en sen alder endelig bekendte deres kærlighed for hinanden.

»Jeg går ingen steder«, siger Pangborn, mens Ruth knuger sig ind til ham, og der klippes til to skakbrikker: En stående dronning og en falden ridder. De vil altid have hinanden i Ruths erindringslag. Det er så bragende stort og så fintfølende smuk en vision om universel kærlighed, der sejrer til sidst i sæsonens altoverstrålende afsnit.

Det bedste #2: Dronning Sissy Spaceks tour de force

Det ovennævnte fantastiske afsnit er én lang showcase for Sissy Spacek – og nøj, hvor er den snart 69-årige skuespiller overrumplende god. Vi taler om en skuespiller, der har været nomineret til en Oscar seks gange og vundet en enkelt gang. Alligevel sidder man målløs tilbage over hendes ubesværede stemningsskift fra milde genkendelsesblik med sit fortids-jeg til rædselsslagne grimasser i hænderne på sin fanatiske eksmand og den gennemgående paranoia og klaustrofobi over at være ude af trit med tiden.

Hele det stærke cast gør et fint stykke arbejde, men det er Spacek, der sammen med Scott Glenn som Pangborn giver serien en hjertebanken, man kan forholde sig til midt i det gådefulde tågeslør.

Det bedste #3: Det næsten jordbundne tag på Stephen Kings multiverse

Danske Nikolaj Arcel fik sidste år kritikerhøvl for et forvirrende og farveløst take på Stephen Kings monumentale værk ’The Dark Tower’. Det er fra denne bogserie, at Kings forgrenede mytologi om forskellige universer udspringer, men filmen efterlod med sit hastige plot ikke meget mere end en smag af halvbagt b-film-science fiction. Derimod står ’Castle Rock’ langt hen ad vejen som et mere illustrativt eksempel på Kings fascination af fænomenet multivers og altings holistiske forbindelse.

Sissy Spacek og André Holland.

Sponsoreret indhold
»Afdød legende er formidabel i sin sidste store rolle«
Oplev Baard Owe brillere som den døende konge i Kasper Kalles intense kammerspil: ‘Christian IV – den sidste rejse’. Find billetter og spilletider her.
Reel Pictures

Man kan argumentere for, at serien i for lang tid valsede rundt om svaret som katten om den varme grød. Men da eksistensen af en parallel dimension endelig blev bekræftet med The Kid/Henry Deavers oprindelseshistorie i afsnit 9, virkede det samtidig som en lille åbning ind til yderligere udforskning af Kings mytologi. Måske ’Castle Rock’, som flere har gisnet om, i løbet af sæsonerne finder frem til King-multiversets sorte Yggdrasil?

Det værste #1: For megen tomgang

Faren ved at bevæge sig i cirkler mellem fortid og nutid, som ’Castle Rock’ gør, er, at det i længden bliver for gentagende. Faren ved at udstikke flere og flere spørgsmål og tilbageholde information på information er, at man som seer mister grebet om historiens kerne og senere interessen. Faren ved at indsætte en næsten selvstændig episode som i tilfældet med ’The Queen’ er, at man stopper for historiens fremdrift og i værste fald udstiller dens manglende fokus og måske ligefrem manglende bund.

Der er hele tiden en større sandhed, vi kun får præsenteret i bevist doserede glimt, og man kan undre sig over, at de ikke lagde det dobbelte Henry Deaver-kort på bordet noget tidligere end andensidste afsnit.

Der ligger en spændende konflikt i deres yin og yang-forhold på tværs af verdener. Seriens tvetydige vekslen mellem mennesket, troen eller noget overnaturligt som roden til alt ond havde grundlæggende stået stærkere, hvis karaktererne og universet var bare en anelse mere optegnede. Handlede alle spørgsmålene i virkeligheden bare om, at Henry Deaver skulle nå til erkendelse af det delvise mord på sin far? Nej, vel. Hans lommefilosofiske voice over om, at al galskaben, der er sket i byen, »betyder ingenting«, er lige lovlig smart nonsens.

Sponsoreret indhold
Verdens mindste 14-tommers laptop
ASUS har med ZenBook 14 skabt et lille, bærbart mesterstykke med enorme kræfter pakket ind i tidløst design. Læs mere her.
ASUS

Skal jeg være ærlig, så virker det meste i sidste afsnit for tilfældigt og indspist i kryptisk åndsbolleri mellem de to Deavers til på nogen måde at danne en tilfredsstillende ramme om alle de forskellige antydninger, der er gået forud. Det er kun sjovt på papiret og som hypoteseapparat.

Det værste #2: De tonale afvigelser

’Castle Rock’ sydede af uro og mystik, hvilket skabte en fascinerende grundtone i et vist omfang. Men som substitut for et koncentreret dramatisk plot tyede man desværre ofte til opsigtsvækkende vanvidsindfald som i afsnit fire, hvor en fængselsbetjent ser rødt i Shawshank. Helt skævt forekommer det i afsnit 8, der bruger unødvendigt meget fokus på en ny karakters mordermuseum og som i hænderne på Ana Lily Amirpour (’A Girl Walks Home Alone at Night’) ender i blodig camp.

Det er muligvis et nik til Stephen Kings mere over-the-top historier, men det er på alle måder forstyrrende for tonen oven på ’The Queen’-afsnittet og udsigten til at komme et svar nærmere gåden omkring The Kid, Henry Deavers erfaring med skismaer, og hvad skoven ellers gemmer på af hemmeligheder.

Det værste #3: De glemte kvinder

Seriens to mest interessante og emotionelt komplekse karakterer var Ruth Deaver og den empatiske shiner Molly, hvilket allerede stod klart efter de første fem afsnit. Bortset fra det omtalte afsnit 7 tog sæsonen en lidt kedelig drejning ved at flytte de to karakterer pænt i baggrunden, da man langt om længe løftede lidt af sløret og valgte at få det meste af historien til at centrere sig om de to Henry Deavers. Følsomme Molly blev endda ladt tilbage med visheden om, at hun på højst besynderlig vis var død i parallelverdenen – uden at der blev gjort synderligt meget mere ud af det.

Desuden havde den navnkundige Jackie Torrance en underligt sporadisk jokerrolle (se end credits), men det var nok for det bedste, da hun var for ’Scream’-meta til rigtigt at passe ind. Med antologiformatet og multiversets mange sluser har ’Castle Rock’ alle muligheder for at råde bod på de kvindelige karakterers plotmæssigt kranke skæbne.

Læs også: Ny horrorserie på Netflix er en potent lækkerbisken

Annonce