‘Dig mod naturen’: Bear Grylls og Netflix inviterer til ’Jumanji’-spil for hele familien
Nu vil Netflix igen have os til at vælge.
Da den interaktive ’Black Mirror’-film ’Bandersnatch’ varslede nybrud på vej ind i 2019, var det til blandet modtagelse. Personligt oplevedes det som et ambitiøst skæbnespil, der aldrig rigtig var i dine hænder, hvor seriens satiriske mastermind Charlie Brookers kringlede sig/os op i en krog af spejlinger og metasnak om fri vilje og Netflix.
Slutresultatet føltes i alle tænkelige handlingsspor som en både overtænkt og uigennemtænkt undskyldning for Brooker til at indvie os i sit teenage-soundtrack, mens det vigtigste element – historien – forblev hul og uengagerende.
Men nok om ’Bandersnatch’. For i Netflix’ seneste interaktive tiltag ’Dig mod naturen’ er al prætentiøst navlepilleri skrottet. I stedet kastes vi ud i simple, ligefrem quests med Bear Grylls: Den britiske Jamie Oliver af overlevelsesshows, der får B.S. til at ligne Bubber og hvis afslappede tilgang til eget pis og væskeaftapning af elefantlort (!) udstiller deltagerne i ’Ud i vildmarken’ som ’Divaer i junglen’.
Med Grylls som vores marionet i alskens vild natur har der på forhånd været en del morbid spøgen med hvilke bestialske måder, hvormed man kunne sende den tidlige elitesoldat i døden. Ak ja, hvis bare…
For nej, præmissen for de interaktive strabadser er ikke en kamp mod, men en lærerig leg med naturen. Det er bundiscenesat og børnesikret, men til forskel fra ’Bandersnatch’ har ideudviklerne bag forstået, at en central del af vores indlevelse beror på en klar forståelse af motivation og mål.
Det opdager man allerede i det første dobbelte afsnit i Amazonas jungle. Du skal finde en forsvunden doktor og videre på en ny mission fragte hendes medicin frem til en stamme. Bear Grylls bliver en Indiana Jones i hvad, der på mange måder minder om at styre en karakter i den aldrig farlige, men suverænt familieunderholdende ’Jumanji: Welcome to the Jungle’ fra forrige år.
Når Grylls spørger, hvilken vej, vi nu skal hen, hensættes jeg til barndommens telefonspil med skærmtrolden Hugo. Ligeledes ville mit 10-årige jeg være bidt af at sende vovehalsen Grylls rundt i det (kontekstfattige) vilde terræn. Han ville mærke glæden ved at lære af sine fejl og træffe den rette beslutning, når et lignende scenarie dukkede op i nye omgivelser. Og han ville juble over at have reddet en sanktbernhardshund midt ude i de dræbende kolde schweiziske alper.
Skal vi krydse en gammel træstamme eller svinge i lianer og få energi fra frøæg eller forsøge at spidde fisk? Og angriber man en giftig klapperslange fra for eller bag? Al overlevelse er begrænset til et dikotomisk spørgsmål, hvilket i den grad tæmmer naturens vilde uberegnelighed. Worst case scenario er, at en helikopter kommer og henter Grylls, eller at han kaster op, så du må tage valget om.
De statuerede eksempler vidner om overblik over situationen og punkterer enhver illusion om liv-eller-død-valg, som Grylls tidligere har overbevist os om i hitserien ’Man vs. Wild’.
Helt komisk opstillet bliver det f.eks., da en ulv(ehund) skal forestille at jage ham. Den kan Grylls ikke spille sig ud af. Dertil kan det Michael Bay-værdige underlægningsbulder ikke dække over de mange situationer, hvor man klipper Grylls i sikkerhed, typisk ved at udelade et establishing shot.
Med andre ord bliver det hele en kende tamt, fordi det ellers havde været en decideret leg med Bear Grylls liv. Men som fornøjelig træningsbane før familien tager på vandretur i Lapland, har ’Dig mod naturen’ uden tvivl sin berettigelse.
Kort sagt:
Du kan ikke dræbe ham, så find i stedet et yngre familiemedlem og leg og lær jer gennem Bear Grylls overlevelsessimulation.
Lyt til ugens udgave af SOUNDVENUE STREAMER: Alt om ‘Game of Thrones’-premieren + Sundance-filmfænomenet ‘Blindspotting’