Der er total stilhed rundt om bordet, hvor vi sidder 10 journalister og tripper koncentreret i vores stole over udsigten til om få øjeblikke at møde en af verdens mest ombejlede filmstjerner.
Alle har øjnene solidt plantet på døren til det store hotelværelse med havudsigt i Venedig, som kan gå op hvert øjeblik og åbenbare Brad Pitts velkendte figur. Flere af os endda klar med telefonerne i håb om at snappe et billede eller to, inden verdensstjernen tager plads i den polstrerede stol foran os.
Spændingen bliver dog punkteret, som var det en slapstickkomedie, da det viser sig, at vi har rettet vores opmærksomhed mod den forkerte dør. Der går et sus gennem rummet, da en totalt overset indgang i et hjørne bag os bliver åbnet, og en pressemedarbejder træder ind med ordene: »Jeg har Brad med«.
Ti journalistkroppe kaster sig perplekst rundt i stolen, og ind kommer Brad Pitt ganske rigtigt – iført en grå T-shirt, der afslører hans mange tatoveringer ned ad underarmene, grå bukser og en grå sixpencekasket. Han sender et kækt blik mod bordet: »Hej alle sammen« og udbryder »gud hvor er det varmt. Jeg har brug for noget at drikke«, hvorefter han slentrer hen og inspicerer et bord med drikkevarer og skænker sig selv et stort glas vand med den største naturlighed.
Sekunder senere dumper han henslængt ned i stolen foran os med et smil på læben, mens vi stadig sidder og fumler med vores telefoner, ikke helt klar over, hvad der har ramt os. »Hvordan går det med jer?«, spørger han høfligt, mens han på skift kigger os dybt ind i øjnene.
Beskedenheden selv
Det er få timer inden gallapremieren på hans nye film, rum-eposset ’Ad Astra’, og dermed også få timer inden Pitt for anden gang denne sommer bliver rost til skyerne af de internationale anmeldere og katapulteret mod Oscar-himlen – denne gang for sit underspillede portræt af den indelukkede astronaut Roy McBride, der rejser solsystem tyndt i søgen efter sin forsvundne far.
Men som han sidder der foran os, virker Brad Pitt ikke som årets mest omtalte skuespiller, der har fået sit helt store comeback med særligt Quentin Tarantinos ’Once Upon a Time in Hollywood’ efter to års pause fra skuespillet og to forudgående år med roller i ujævne film som ’War Machine’ og ’Allied’.
Faktisk virker det mere, som om han lige er trådt ud fra optagelserne som den herligt afslappede stuntmand Cliff Booth og har glemt, at han faktisk er the Brad Pitt.
Da han får det indsmigrende åbningsspørgsmål om, hvad han tænker om den »fænomenale succes og den forventede Oscar-nominering« for netop rollen som Cliff Booth, er han beskedenheden selv: »Forventet?! Det ved jeg nu ikke… Altså det er fantastisk… Det er stort, at Quentins film klarede sig så godt«, siger han og fortsætter:
»Jeg tror, det var den eneste film over sommeren, der ikke var enten baseret på en tegneserie eller andet forlæg eller var en sequel, så det er ikke nogen ubetydelig bedrift. Det vidner om, at studierne stadig kan gamble med den slags originale film, og det er jeg virkelig glad for, for det er selvfølgelig dér, min smager ligger«.
Presset op i et hjørne
’Ad Astra’ er en blockbuster, som man ikke ser dem mere – en slags ’Apocalypse Now’ i rummet, der både dyrker det meditative og de store set pieces som raketaffyringer fra Mars og ’Mad Max: Fury Road’-lignende biljagter på månen. Men vigtigst af alt er det en film om fædre og sønner og om et maskulinitetsideal i forandring.
»En række af de tidlige samtaler, jeg havde med James Gray (filmens instruktør, red.), handlede om, hvordan vi er vokset op med den her idé om, at det at være en mand altid har handlet om at være handlekraftig, stærk og aldrig vise svaghed. Og hvordan det ideal kan blive et fængsel, hvor man ikke kan være åben omkring sine følelser. Det ville vi gerne udforske«, fortæller Pitt.
I filmen spiller han den ekstremt selvdisciplinerede astronaut Roy McBride, som har ofret alle personlige forhold for sit arbejde og er notorisk kendt for aldrig at have en puls over 80 slag i minuttet – selv ikke når han i starten af filmen styrter mod jorden fra den yderste atmosfære, hvor en nyopført antenne pludselig bliver ramt af en voldsom energiudladning.
Energibomben bliver begyndelsen på en lang rejse mod Neptun, hvor de kosmiske uroligheder tilsyneladende udspringer – og hvor Roys legendariske astronautfar forsvandt under en mission i søgen efter intelligent liv 16 år tidligere.
Men selvom det lyder som Hollywood-sci-fi á la ’Interstellar’ og ’Gravity’, befinder ’Ad Astra’ sig snarere et sted mellem Kubricks ’Rumrejsen 2001’og Terrence Malicks nyere film. Filmens omdrejningspunkt er nemlig Roys indre odysse, når han gradvist kommer i kontakt med sit følelsesliv.
»Jeg synes, det var genialt, at James havde valgt at placere den her indre rejse i rummet, hvor man virkelig konfronteres med afgrunden. Og hvor intetheden på en eller anden måde driver Roy til udkanten af solsystemet i et forsøg på at forstå ham selv.
Men vi indså også ret hurtigt, at vi havde presset os selv op i et hjørne ved at skildre en person, der har svært ved at knytte sig til andre, men som alligevel er alene gennem det meste af filmen. Man har brug for nogle karakterer til at vise, at han ikke knytter sig. Det blev ret delikat, hvordan vi kom ud af det hul igen«, siger Pitt med et grin – overraskende ærligt for en stjerne af hans kaliber.
Konstant forandring
Det er i høj grad Pitts fortjeneste, at ’Ad Astra’ finder fodfæste i sin ambitiøse blanding af episk rumfartsudforskning og intimt karakterstudie. Han bærer filmen, ofte som eneste mand i billedet.
Da jeg tidligere på dagen spurgte instruktør James Gray, hvordan samarbejdet med Brad Pitt var, fortalte han, at skuespilleren var »instrumental« i at få filmen lavet. Pitt spiller ikke bare hovedrollen, som i øvrigt er skrevet til ham, han har også produceret filmen gennem sit produktionsselskab Plan B, der blandt andet har stået bag Oscar-vindere som ’12 Years a Slave’, ’Moonlight’ og ’The Big Short’ foruden Grays forrige film ’The Lost City of Z’.
Også i sidstnævnte film var hovedrollen tiltænkt Pitt, men han måtte springe fra i sidste øjeblik. Så selv efter Pitt havde bekræftet sin medvirken i ’Ad Astra’, var Gray forberedt på endnu et afslag i sidste øjeblik. Og uden Brad Pitt i hovedrollen var det tvivlsomt, om det vovede bud på subversiv sci-fi havde fået sin finansiering på knap 90 millioner dollars.
Men Brad Pitt ville arbejde sammen med Gray, som han har kendt siden midten af 1990’erne, hvor instruktøren debuterede med ’Little Odessa’ og skuespilleren selv havde fået sit store gennembrud med roller i ’Thelma and Louise’, ’True Romance’ og ’Seven’.
Deres nære forhold var en vigtig del af arbejdet med karakteren.
»James og jeg har af en eller anden grund altid været ganske åbne i vores samtaler. Vores optagedage startede altid med, at han om morgenen sendte mig de her meget personlige mails om smerter i hans liv, som relaterede til dagens optagelser. Når jeg mødte ind, plejede vi at tale om det, og de her samtaler ville så skinne igennem i dagens scener. Scenerne forandrede sig hele tiden, når vi formede dem i løbet af dagen, hvilket jeg tror gør dem friske og mere ægte«, fortæller den 55-årige skuespiller.
Undersøge sin indre smerte
At være åben og i kontakt med sine følelser er noget, der har ligget Pitt meget på sinde i de seneste år. I 2016 ramte han bunden både personligt og karrieremæssigt, da han blev skilt med Angelina Jolie, og deres hjertesorger blev plastret på forsiden af tabloidmagasiner verden over i flere måneder efter.
Historien gik på, at et sammenstød mellem en beruset Pitt og hans adoptivsøn Maddox havde fået bægeret til at flyde over for ekskonen. I et interview med New York Times fortæller Brad Pitt da også, at han efterfølgende lagde alkoholen på hylden og deltog i AA-møder i halvandet år efter det hårde brud.
Pitts midtvejskrise har uden tvivl spejlet sig i ’Ad Astra’, som begyndte optagelserne i 2017, da bruddet stadig var friskt. Og selvom skuespilleren ikke siger det direkte, lader han til at have fundet sjælefred ved at bearbejde sine indre dæmoner – både gennem skuespillet og på et personligt plan.
»Jeg er nået frem til den erkendelse, at vi alle har et indre mørke. Selv når vi møder hinanden her og er søde og rare over for hinanden, så er jeg ret sikker på, at vi alle sammen bærer på indre sår – fra vores barndom eller over beslutninger, vi har truffet i vores voksenliv, som vi angrer. Ting, vi måske hader ved os selv, enten fysisk eller i den måde vi forholder os til verden. Sådan er det også for mig. Man er nødt til at undersøge den smerte, så man forhåbentligt en dag kan leve en Cliff Booth-lignende eksistens, hvor man er i fred med universet«, siger Pitt oprigtigt, inden han med et grin udbryder:
»Wauw, jeg giver den virkelig hele armen«, nærmest overrasket over sin egen åbenhed. Han fortsætter:
»En almindelig misforståelse omkring skuespil er, at man faker noget. Men hvis man gør det, så er det bullshit. Det ræsonnerer ikke. Jeg er nødt til at være fuldkommen oprigtig, og jeg er nødt til at gennemgå noget, hvis det skal betyde noget for seeren«.
Føle sig igennem
’Ad Astra’ virker på mange måder som et selvterapeutisk projekt for Brad Pitt. Den åbenhed og kontakt med sine følelser, han har lært at omfavne på sine ældre dage, ligger i klar forlængelse af Roys karakterudvikling. Og Roys forhold til faren Clifford, for hvem familieliv altid kom på anden række efter rumekspeditioner, minder sågar om Pitts egen opvækst i den midt vestlige delstat Missouri.
»Mine forældre var af den gamle skole: Hvis man brækkede armen eller fik en hudafskrabning på albuen, måtte man ikke pive. Man skulle gå videre, ikke klage og ikke rigtigt anerkende det. Det var det samme med enhver indre skade, om man så må sige. Og på den måde fornægter man en del af sig selv, hvilket både kan afholde én fra at lære sig selv at kende og virkelig være åben over for andre. Det bliver en barriere, den her facade af ultimativ styrke og ingen svagheder, som afholder en fra at knytte sig til dem, man elsker, være en bedre partner, en bedre far, en bedre ven med sig selv og et bedre menneske generelt. Det er nogle af de idéer, vi ville undersøge med filmen«, fortæller skuespilleren.
Dengang i Missouri ville Pitts far altid sige, at han drømte om at give Brad og hans to søskende et bedre liv, end han selv havde haft. Han arbejdede ti timer om dagen, seks dage om ugen, hver uge, for at kunne sende sine børn på college.
Her studerede Pitt journalistik, indtil han indså, at det ikke var der, hans passion lå. Han droppede ud to uger før sin dimission og flyttede til Los Angeles for at forfølge sin livslange kærlighed til film, hvilket i de første mange måneder indbefattede skæve jobs – blandt andet som chauffør for strippere og som leveringsbud – mens han tog skuespillektioner ved siden af.
»Jeg var taknemmelig for de jobs, fordi de tillod mig at dyrke min passion for film og skuespil ved siden af. Jeg elskede film. Det var min indgang til at lære andre kulturer og mennesker at kende og forstå verden, som jeg endnu havde set meget lidt af. Men da jeg begyndte at få en fod inden for i branchen, husker jeg, at jeg i starten blev styret mod sitcoms. Det var slet ikke, hvad jeg følte for. Så min mission blev at ende i film som ’Thelma & Louise’, som var den slags originale historier, jeg gerne ville være med til at fortælle«.
»Min pointe er, at det tog over et årti for mig at finde ud af, hvilken slags film jeg gerne ville lave, og hvad jeg ville have ud af min karriere. Det tog endnu længere tid at finde ud af, hvad jeg personligt havde at tilbyde: ’Hvorfor vælge mig og ikke en af mine kollegaer?’ Jeg forsøgte bare at føle mig igennem det. Sådan er det stadig«, siger Pitt.
Tror du, at du snart får lyst til at instruere film?
»Nej, jeg vil ikke instruere. Som producer får jeg mulighed for at arbejde på mange forskellige historier, hvorimod en instruktørs arbejde strækker sig over to, tre eller fire år. Jeg har nok ikke den tålmodighed til at blive i bare én historie. For det andet tror jeg ikke, at jeg har noget særligt at tilbyde som instruktør. Og for det tredje har jeg bare andre ting, jeg gerne vil bruge tiden på«.
Døren går op bag os og en pressemedarbejder meddeler os, at interviewet er slut. Brad Pitt takker os høfligt for vores tid og forlader hotelværelset lige så afslappet, som da han kom ind. Nogle timer senere står han på den røde læber, hvor hundredvis af mennesker skriger om kap i et forsøg på at få en autograf eller en selfie med ham. Han smiler høfligt, som kun en, der har prøvet det tusinde gange før, kan gøre det.
Men for Brad Pitt markerer dagen også begyndelsen på enden. Få dage senere fortæller han i førnævnte interview med New York Times, at han for fremtiden vil medvirke i færre og færre film.
Til avisen siger han: »Når man har fornemmelsen af, at man endelig har fået hold om noget, er det på tide at kaste sig over noget nyt«.
’Ad Astra’ har premiere 18. september.