Venedig dag 7: Nordisk komediemester hylder livets små mirakler

Venedig dag 7: Nordisk komediemester hylder livets små mirakler
Roy Anderssons 'About Endlessness'.

VENEDIG. Fra 1975 holdt Roy Andersson pause fra spillefilmen i 25 år, hvor han bankede penge sammen som kontroversiel reklamefilminstruktør, så han kunne starte sit eget filmselskab. Ved årtusindskiftet fik han så sit store internationale gennembrud i en moden alder af 58 år med ‘Sange fra anden sal’, der vandt Juryens pris i Cannes og placerede ham tungt i toppen af europæisk arthouse.

Siden har den svenske mester udgivet to film, ‘Du levende’ og ‘En due sad på en gren og funderede over tilværelsen’, der afsluttede instruktørens trilogi om det at være menneske. Sidstnævnte vandt sågar Guldløven i Venedig for fem år siden og sluttede med en af Anderssons bedste scener, der for alvor satte spot på den arbitrære tilværelse, menneskeheden har bygget op:

En mand ankommer til et busstoppested på, hvad han er sikker på er en torsdag. Da han får at vide, at det er onsdag, nægter han at tro på det. »Jeg havde en klar følelse af, at det var torsdag«, siger han. Men man kan ikke føle sig frem til ugedagene, får han at vide af en flok forargede pendlere: »Holder man ikke styr på dagene, vil ens liv være kaos«, forkynder de strengt.

Det lyder måske ikke af meget, men i Anderssons distancerede tableauer er det afsindigt morsomt. Instruktørens første film efter den toneangivende menneske-trilogi, ‘About Endlessness’, der bliver vist i årets hovedkonkurrence i Venedig, følger samme formel som trilogien – vignetter af kridhvide søvngænger-svenskere i eksistentiel krise – men er dog Anderssons mest afdæmpede film til dato med låg på de tidligere værkers kulsorte humor og ‘En due’s sortsynede mørke.

Ligesom i ‘En due’ blander Andersson nutiden med store historiske begivenheder i sine små episoder – blandt andet Hitler i sin bunker. Der er dog langt op til den episke scene i Guldløvevinderen, hvor kong Karl den 12. kommer anstigende til hest for at nyde en danskvand på en café.

Her bliver det i stedet til en lidt banal pointe om, at hverdagens små øjeblikke, som når en mand binder sin datters sko i regnen, er mindst lige så vigtige som definerende verdensbegivenheder.

‘About Endlessness’ er Anderssons hyldest til livets små mirakler, som når en gruppe unge piger standser foran en restaurant og begynder at danse, og en stærk påmindelse om, at vi tit går glip af åbenbaringerne i vores hverdag, for eksempel når de første snefnug falder i december måned, uden at nogen ænser det smukke i det – altså ud over tåben, der generer alle omkring sig for at påpege det fantastiske syn.

Selvom filmen har en sparsom spilletid på 78 minutter, er det alligevel bemærkelsesværdigt, at ‘About Endlessness’ føles en anelse lang, når de enkelte scener aldrig samler sig til et slagkraftigt udsagn som i Anderssons forrige film. Enkelte føles endda overflødige. Som titlen antyder, kunne ‘About Endlessness’ fortsætte i det uendelige, og det synes filmen også at påpege er tilfældet med selve livet – stærkest anslået på et teenageværelse, hvor det dybsindigt proklameres, at »alle mennesker er energi, der aldrig ophører med at eksistere«.

‘About Endlessness’.

Selvom Andersson har bevæget sig mere over i det associative og svævende – bogstavelig talt, når vi følger et vægtløst par glide gennem skyerne over et bombarderet Köln – er det stadig en fornøjelse at befinde sig i instruktørens nøje konstruerede universer.

Særligt scenerne med en præst, der har mistet sin tro, men alligevel nægter at afskrive Gud, rammer den surrealistiske og kulsorte humor, som instruktøren mestrer. Et andet højdepunkt er en mand, der bliver ved med at fortælle anekdoter om, hvordan han hele tiden støder på en gammel klassekammerat, som nægter at besvare hans hilsner, fordi manden husker, at han mobbede ham som barn.

Det er den slags scenarier, de fleste vil forbinde med Andersson, og selvom det er rart at se, at instruktøren forsøger at viderebygge sin distinkte form, gør han det svært for sig selv, når han alligevel bibeholder så mange af de samme karaktertræk, der efterhånden føles en anelse velkendte – små variationer til trods. Det får uvægerligt en til at sammenligne med hans mere helstøbte (mester)værker.

Læs også: Venedig dag 6 – Timothée Chalamet svigtes i kongelig Netflix-storfilm

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold