’The Irishman’: Martin Scorseses gangsterepos introducerer en helt ny genre

’The Irishman’: Martin Scorseses gangsterepos introducerer en helt ny genre
Robert De Niro som Frank Sheeran i Martin Scorseses 'The Irishman'.
5 6
Spillefilm
Instruktion

Martin Scorsese

Medvirkende

Robert De Niro, Joe Pesci, Al Pacino, Harvey Keitel, Jesse Plemons, Anna Paquin, Bobby Cannavale

Spilletid

209 min.

Premiere

Den 21. november i biografen – 27. november på Netflix

(Vil du intet vide om ’The Irishman’, så læs først anmeldelsen, når du har set filmen)

Martin Scorsese kunne ikke rejse finansiering i Hollywood til sin forening af Joe Pesci, Al Pacino, Robert De Niro og Harvey Keitel i et storladent værk om USA i det 20. århundrede. En othellolagkage af et gangsterepos, der på forhånd var dømt til at blive sammenlignet med instruktørens egen ’Goodfellas’, Coppolas ’The Godfather’ og Leones ’Once Upon a Time In America’.

Netflix kom til undsætning og pungede ud. Streamingtjenesten har således endnu engang blandet blod med den store filmkunst på samme måde, som det var tilfældet med Alfonso Cuaróns ’Roma’ i 2018.

Allerede som soldat i Anden Verdenskrigs Italien udfører Frank ’The Irishman’ Sheeran – Robert De Niros sammenbidte hovedperson – henrettelser i strid med Geneve-konventionen. Krigsforbrydelserne i Europa ruster vores hovedperson til det arbejdsliv, der venter derhjemme. Han lærer i løbet af sine fire år i støvlelandet ikke kun mafiaens syngende modersmål. Han udviser også fingerfærdighed for koldblodigt mord. Hurtigt går han fra at være almindelig småsvindler til at klare ærindekørsler og snigmord for mafiaen: Joe Pesci spiller Russel Buffalino, en stilfærdig gangsterboss, der kan lide Sheeran fra første blik. De to bliver livslange venner, på trods af at det er Pescis afdæmpede figur, der har kontakt med de højere instanser i mafiaen og kan deklarere, hvor skabet skal stå, og hvem der snart skal gøres kold.

Store dele af ’The Irishman’ er baseret på Charles Brandts bog om Sheeran, ’I Heard You Paint Houses’, også selvom flere centrale detaljer, særligt omkring Jimmy Hoffas forsvinding, er omdiskuterede og uafklarede. Sikkert er det dog, at Sheeran qua sin relation til mafiaen kom til at arbejde som livvagt og mægler for Hoffa, en berømt, højkarismatisk fagforeningsleder med tvivlsom etik, der ikke desto mindre for samtidens lønslaver var en stjerne, ja, ifølge filmens fortæller et fænomen på niveau omtrent med The Beatles og Elvis Presley.

Robert De Niro og Al Pacino i ‘The Irishman’.

’The Irishman’ er et forrygende panorama, der ikke skåner ret mange af USA’s blødende sår: Cuba-invasionen, mordet på JFK, Watergate. Flere optrin i filmen er så velkendte, at man som Scorsese-fan næsten føler, man har set dem før. Men det komplekse fingerflet mellem de forskellige sider af loven gør ’The Irishman’ mere uhyggelig og vedkommende i Trump-tidsalderen. Beslægtede Scorsese-film som ’Casino’, ’Goodfellas’ og ’The Wolf of Wall Street’ føltes mere som antropologiske stammestudier i exces, betragtet af Scorsese med en vis skrækblandet fryd, forargelse og fascination. USA’s brede historie uden for de tilrøgede restauranter er mere eksplicit til stede i ’The Irishman’.

Filmen rummer alle de klassiske Scorsese-greb: voice-overen, de lange tunnelagtige kamerature gennem udsøgt interiør og periodekolorit, en kaskade af navne på wise guys som The Razor, Crazy Joe og The Weasel. Den svinedyre cgi-makeup anvendt for at forynge den aldrende forbryderbande er brugt ganske fornuftigt, selvom så mange penge da må være bedre brugt på nogle dygtige sminkører? Ikke desto mindre glemte jeg praktisk talt, at der var rodet digitalt med de ikoniske ansigter, mens filmen var i gang.

Og endelig – og helt centralt for filmens indledende hype – får de to kæmper Pacino og De Niro for alvor lov til at kappes om kameralinsens gunst (de har kun kort tid over for hinanden i ’Heat’, på ’The Godfather 2’ var de aldrig på skærmen sammen, og ’Righteous Kill’ er der vist ingen, som husker længere). Al Pacino lægger liv, sjæl og hele sit skuespiller-cv i sin skildring af fagforeningsbossen Jimmy Hoffa og Al Pacino’er derudaf: Når man ser ham give den gas og holde brandtale for sin fagforening er det næsten for meget. Men jeg fik også lyst til at rejse mig i biografsædet og råbe »HOF-FA«, så magnetisk er han i en portrættering, også Jack Nicholson tidligere har forsøgt sig med i ’Hoffa’ fra 1992.

Jesse Plemons, Ray Romano, Robert De Niro og Al Pacino i ‘The Irishman’.

De Niro har masser af sit patenterede citronfjæs og nedadvendte mundvige i den altoverskyggende hovedrolle. Han bærer filmen og de mange skift i tid på sine skuldre, så man tilgiver mange års automatpilot og sløje filmvalg. Mest interessant er dog Joe Pesci i et underspillet portræt af en blid, ja venlig gangster, der sender utallige mennesker i døden, men er lysår væk fra den eksplosivt farlige hidsigprop, vi har oplevet i Pescis tidligere film i tandem med Scorsese og De Niro.

’The Irishman’ føjer måske ikke nye scener til den klassiske Scorsese-kanon i stil med Pescis mere spektakulære, voldelige konfrontationer i de ældre film. Jeg kan i hvert fald ikke nævne enkeltscenen, der vil definere ’The Irishman’ på stående fod. Som helhed betragtet fremstår værket til gengæld imponerende letflydende. Ulig i hvert fald ’Casino’ føles den ikke et minut for lang. Og den slutter langt væk fra krudtrøgen, jetonerne og de sprøde seddelbundter.

Martin Scorsese introducerer nærmest en helt ny genre. Med ’The Sopranos’ (og ’Analyze This’) kom vi med den hårde negl til psykolog. I ’The Irishman’ følger vi ham med på plejehjem. Vi følger de leverplettede gangstere hele vejen til alderdommens yderste kant, med brudte familierelationer og svækkede blærer, mens blykugler i seksløbere bliver erstattet med piller udmålt i ugedoseringsæsker.

Muligheden for tilgivelse bliver berørt af mesterinstruktøren, der forsøgte teologien kort, inden han indledte en karriere, der også rummer spirituelt anlagte film som ’Kundun’, ’Silence’ og ’The Last Temptation of Christ’. ’The Irishman’ bliver en elegi over Scorsese og De Niros voldelige filmværker sammen, lidt på samme måde som western-nyklassikeren ’Unforgiven’ var Clint Eastwoods eget selvopgør.

’The Irishman’ er vintage, blodplettet Scorsese og ville være et imponerende værk selv fra en filmskaber, der ikke lige har fejret sin 77-års fødselsdag.


Kort sagt:
’The Irishman’ er et panoramisk, blodplettet USA-portræt fra gangsterfilmens konge, der sammen med sit overdådige hold skuespillere kan holde alle gryder i kog, også med en spilletid på tre en halv time.

Læs også: Hollywoods stjerner har fået evigt liv – er det et problem? 

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold