’Eileen’: Twistet er simpelthen for voldsomt i streamingaktuel thriller med Anne Hathaway og stortalent
En simpel, men uhyre effektiv spændingsfilm, hvor hovedpersonen sætter alt på spil og går hele vejen.
Sådan kan man beskrive ’Lady Macbeth’, William Oldroyds flotte instruktørdebut fra 2016, der havde en storspillende Florence Pugh i én af karrierens første hovedroller.
Mange flagrende, overambitiøse og lidt for langtrukne film (eksempelvis biografaktuelle ’Den røde ø’) kunne lære noget af den britiske instruktørs knivskarpe og 89 minutter korte drama.
Det kunne Oldroyd faktisk også selv. For hans anden spillefilm, ’Eileen’, der lander på dansk streaming otte år senere, halter på de fronter, hvor debuten excellerede.
Thrilleren ’Eileen’ er baseret på Ottessa Moshfeghs roman af samme navn og har den unge, newzealandske ’Jojo Rabbit’-stjerne Thomasin McKenzie i front som titulære Eileen, der, ligesom hovedpersonen i ’Lady Macbeth’, lever i en halvtrist, kedsommelig og fastlåst tilværelse.
Hun bor sammen med sin alkoholiske, deprimerede og muligvis voldsparate far (Shea Whigham) i en lille flække i 60’ernes Massachusetts, hvor hun til dagligt arbejder som sekretær i det lokale ungdomsfængsel.
Et tiltrængt lyspunkt træder ind i hendes hverdag, da fængslet hyrer en ny psykolog. Anne Hathaway spiller med stor karisma den charmerende, storrygende og enlige karrierekvinde Rebecca.
»Hun er måske behagelig at se på, men jeg forsikrer jer, hun er meget klog«, udtaler fængslets direktør meget sigende for den sexistiske tone på den mandsdominerede arbejdsplads.
Den nye medarbejder giver dog ikke meget for hverken det giftige klima, normer eller sikkerhedsforanstaltninger i mødet med kollegaer og indsatte. Rebecca står for al den frigørelse, Eileen higer efter. Den unge hovedperson fortrylles og forelsker sig.
’Eileen’ føles lidt som en spøjs spinoff til ’Last Night in Soho’. Begge film er stilsikre og til tider drømmende periodedramaer, hvor McKenzie bliver besat af en mystisk, lidt ældre kvinde.
Ligesom Edgar Wrights coming of age-gyser er miljøskildringen i centrum i ’Eileen’. Her er miljøet bare ekstratrist og koldt. Bruntonede billeder af en røgfyldt bar, grå fængselslokaler og sneklædte gader i mørke decemberaftener (ja, ’Eileen’ er på sin vis en ikke særligt julet julefilm) sætter tonen for den trykkede stemning.
Men hvad med fortællingen, hvor er den på vej hen? Det spørgsmål stiller man sig selv flere gange i løbet af filmens tæt på retningsløse første time.
Oldroyd bryder det døsige handlingsforløb op med korte, chokerende glimt af voldelige udbrud, som hurtigt efter viser sig blot at være syner fra ensomme Eileens desperationsdrevne (dag)drømme. Man kan altså godt fornemme på disse effektive og alligevel distancerede forskrækkelser, at den iskolde historie ikke får en fredfyldt konklusion.
Denne konklusion kommer sent i filmen. ’Eileen’ tager en voldsom og meget pludselig drejning, der ganske vist overrasker og giver dramaet frit løb, men som også føles for overraskende. Oldroyd har undervejs ikke givet meget indblik i karakterernes motiver, hvorfor twistet bliver svært at tro på og lade sig rive med af.
Kort efter slutter filmen ligeledes temmelig abrupt. Selvom bogforlæggets forfatter har stået for filmmanuskriptet (sammen med sin ægtemand Luke Goebel), får man følelsen af, at fortællingens sidste akt er blevet skåret ud eller kortet gevaldigt ned. Forløsende kan man i hvert fald ikke kalde slutningen.
Det er sjældent, jeg klandrer film omkring de 90 minutter for at være for korte. Men netop den fornemmelse efterlader ’Elieen’ sit publikum med. For hvis man rent faktisk købte twistet, ville man gerne have fulgt karaktererne længere ud ad den livsomvæltende sti.
Jeg håber alligevel, at der går kortere tid end otte år, før Oldroyd vender tilbage med en tredje film. Instruktøren har jo tidligere vist, at han med det rette manuskript kan skabe formfuldendt og effektivt filmdrama.
Kort sagt:
Instruktør William Oldroyd bryder sin stemningsfulde og døsige thriller ’Eileen’ op med chokerende drømmesyner, som lover en voldelig afrunding. Alligevel er filmens store sluttwist så voldsomt og uventet, at man som publikum har svært ved at tro på det og lade sig rive med.