Vi var til hemmelig Gorillaz-koncert i London – tegneseriebandet er tilbage for fuld styrke

Vi var til hemmelig Gorillaz-koncert i London – tegneseriebandet er tilbage for fuld styrke
Damon Albarn i London.
Foto: Mark Allan
I fredags inviterede Gorillaz deres nærmeste venner (og pressen, bevares) til koncert i London, hvor det kommende album ’Humanz’ blev prøvet af i live-regi. Vi var med.

»Are you a personal friend of Mr. Albarn, dear?«, spørger en ung kvinde med VIP-pas om halsen. Jeg ryster akavet på hovedet og trækker forvirret over i den anden kø – den til de inviterede, der ikke har fået en direkte personlig invitation fra aftenens hovedperson. På vejen derover jokker en feststemt Jude Law mig over tæerne. Personal friend, forstås.

Men så snart alle kom over tærsklen og ind i det gamle trykkeri-gone-spillested, Printworks i London, var alle personal friends of Mr. Albarn. Han indtog scenen med så bredt et smil, at det kunne varme hele den kolde fabriksbygning op, mens både bandet og koret bag ham simrede af forventning.

Aftenen forinden havde Albarn offentliggjort, at hans tegneseriehold vender tilbage med det nye album ‘Humanz’ den 28. april. Med nyheden slap holdet samtidig hele fire nye tracks: ‘Saturnz Barz’ med Popcaan, ‘Andromeda’ med D.R.A.M., ‘Ascension’ med Vince Staples og ‘We Got the Power’ med Jehnny Beth fra Savages.

Som på Gorillaz’ øvrige album (navnligt ‘Demon Days’ og ‘Plastic Beach’) er stjerneparaden ingen undtagelse. Tracklisten til ‘Humanz’ er således også spækket til randen med musikervenner – fra de mindre etablerede til de helt hærdede. Og de fleste af dem var med på scenen denne helt særlige fredag aften.

Blandt de personlige venner på scenen fandt vi Kelela, Danny Brown, Pusha T, Benjamin Clementine, Jean Michel Jarre, De La Soul, Del the Funky Homosapien, Jehnny Beth og – måske mest overraskende – Noel Gallagher.

Damon Albarns gamle britpop-nemesis fra de ikoniske Blur vs. Oasis-tider gæstede scenen under Jehnny Beth-nummeret ‘We Got the Power’.

Gorillaz med Jehnny Beth og Noel Gallagher på scenen.

Gorillaz med Jehnny Beth og Noel Gallagher på scenen.

Et højdepunkt så storslået, at det blev spillet to gange i træk. Albarn og Gallagher (der i sin tid har ønsket hinanden døde og det, der er værre) stod side om side og smilede Pjerrot-bredt og indforstået til hinanden under linjerne »We’ve got the power to be loving each other / no matter what happens, we’ve got the power to do that« – som alle kunne skråle med på, selv om nummeret knapt var en dag gammelt. Et scenarie end ikke den mest fantasifulde britpop-entusiast i start-90’erne ville kunne have forestillet sig.

Annonce

Billedet af de to ærkerivaler, der forenedes til tonerne af den altomfavnende kærlighedshymne, var sigende for denne aften. Anledningen var fremvisningen af det hjertebarn, Albarn og hans 30 venner på scenen inderligt har haft lyst til at dele med hele verden i længere tid. Resultatet: Ren ekstase, overvældende stolthed og hæmningsløs entusiasme.

Selv om stemningen var høj og storskærmen bag bandet prydet af tegneseriefigurer (samt de få albumgæster, der var forhindret i at deltage), var resten af scenariet dog langt fra lige så lyst og børnevenligt. I Gorillaz’ sande ånd var opsætningen dyster – med en stor kirkeklokke tronende i siden, der var klar til at ringe dommedagen ind når som helst.

Photo by Mark Allan

Damon Albarn.

Selv om Gorillaz-universet er én stor, farvestrålende gavflabe-tegneserie, er det nemlig først og fremmest dystert. Apokalyptisk som mødet mellem det stive, analoge synthriff og det gåsehudsfremkaldende sirenekor på ‘Rhinestone Eyes’, melankolsk som den eftertænksomme mol på ‘El Mañana’ og gyser-stiliseret som Del the Funky Homosapiens psykotiske latter på ‘Clint Eastwood’.

I et interview med BBC1 Radio fortalte Damon Albarn for nyligt lidt om de gæster, der pryder ‘Humanz’. Det, han fandt vigtigst for dem, var deres erfaring. Han mente hverken deres alder eller musikalske erfaring, hvilket valg som Popcaan og D.R.A.M. versus Jean Michel Jarre og Mavis Staples er et ganske eklatant eksempel på. Han mente nærmere en form for livserfaring, der gør dem i stand til at kunne forene sig med den dysterhed, det dualistiske Gorillaz-univers rummer.

Efter en aften med Gorillaz og (næsten) alle ‘Humanz’-vennerne gav udtalelsen mening. Unge som gamle, rutinerede som næsten nyslåede, passede de alle ind i det brogede univers. Med tilføjelsen af deres egne særtræk og den dybe respekt for det univers, de indgik i.

Den postapokalyptiske kirkegårdsopsætning med de futuristiske film, der filmrede på storskærmen, blev gjort til en legeplads, hvor alle genrer var velkomne, og hvor alle på scenen og blandt publikum så ud til at føle sig som lige netop dén brik, der fuldendte familien. Ingen kunne undværes. Heller ikke jeg, selv om jeg ikke kendte et øje – udover Jude Law, men min ømme storetå og jeg bar naturligvis stadig nag.

Fællessang til slut.

Fællessang til slut.

Det er de færreste stjerner, der med så mange år og så megen anerkendelse i bagagen stadig er så barnligt begejstrede (nå ja, og berusede) for at stå på en scene, at de bogstaveligt talt skal smides ud. Men det er netop det, der er med Damon Albarn. Han er et legebarn af musikkens nåde. Hans nysgerrige naivitet og oprigtige begejstring er så barnagtigt intakt, mens han har godt 30 års musikerfaring og 50 års livs-ditto. Samspillet derimellem er og bliver fuldkommen unikt. Især når han finder de helt rigtige kammerater – i alle former og formater – at lege med, hvilket han om noget har gjort på ‘Humanz’.

Efter en gennemspilning af albummet blev aftenen fuldendt af et sæt ekstranumre bestående af ‘Kids With Guns’, ‘Feel Good Inc’ og ‘Clint Eastwood’ – efterfulgt af yderligere et sæt ekstranumre med ‘Don’t Get Lost in Heaven’ og ‘Demon Days’, hvor alle medvirkende indtog scenen i én stor fællessang og -omfavnelse. De velkendte toner var ikke blot en kærkommen tur down memory lane, men også en stor, fed påmindelse om en diskografi, der til trods for blot at bestå af fire album rummer en sjælden alsidighed, nerve og holdbar relevans.

Der er ingen tvivl om, at den hjertevarme privatfast omkring ‘Humanz’-hjemmebanedåben satte albummet i et særdeles fordelagtigt lys. Men selv hvis man overdøver sit indre begejstrede legebarn, står det klart, at Gorillaz er tilbage for fuld styrke – og med stor sandsynlighed deres stærkeste, mest innovative og intense album nogensinde.

Læs også: Hør fire nye Gorillaz-sange – Vince Staples, Popcaan, D.R.A.M. og Jehnny Beth er gæster