De nyeste tracks fra danske hiphop-artister – lyt til ’DK rap’ på Spotify

Kendrick Lamar: De unge rappere skal respektere den ældre generation

Kendrick Lamar: De unge rappere skal respektere den ældre generation

Kendrick Lamar pryder netop nu forsiden af det amerikanske erhvervsmagasin Forbes. Det sker i anledning af magasinets ’30 under 30′-koncept, hvor der sættes spotlys på 30 innovatører inden for en lang række forskellige områder og brancher, blandt andet musik. I den forbindelse har rapperen givet et stort interview.

Interviewet går blandt andet på Kendrick Lamars inspirationskilder, og hvordan han har det med ofte at blive kaldt verdens bedste rapper. Til det spørgsmål svarer han, at han altid holder sig nede på jorden ved at huske på de rappere før ham, der har banet vejen for hiphop.

Han fortæller også, at han ikke synes om, når unge rappere disser deres ældre forgængere:

»Det her er, hvad jeg siger til dem, når jeg ser dem… Vær dig selv og gør, hvad du gør, men du skal vide, hvem der har gjort grundarbejdet. Lad være med at disse dem i interviews og sige, at du ikke kan lide dem, og at du er ligeglad med dem. Det er din mening, det er cool, men du er nødt til at respektere dem. At tale ned til folk, der har inspireret os til at gøre der her, vil altid være forkert. Når alt kommer til alt: Så længe du er, hvem du er, men respekterer, hvad der har fået os hertil – det er sådan, man bliver ved med at udvikle sig«.

Kendrick nævner ingen navne, men blandt andet Lil Yachty kom sidste år i vælten, da han ikke udviste den forventede respekt for 2Pac og Biggie.

Du kan læse hele interviewet HER.