Vince Staples plages af skygger fra fortiden på ‘Dark Times’
Det er alment kendt, at Vince Staples er blandt de sjoveste mænd i hiphop.
Han er ligesom kammeraten, der ikke skal anstrenge sig for at få folk til at grine. Hans knastørre, sorte humor lefler ikke for nogen, og han er en gave til korte interviewformater på internettet. Tidligere på året kunne vi endda opleve ham i en hovedrolle på Netflix i den absurde satireserie ’The Vince Staples Show’, løst baseret på hans eget liv.
Men han kan også dyrke det alvorstunge, og det gør han i den grad på ’Dark Times’, der følger i hælene på ‘Ramona Park Broke My Heart’ fra 2022, men som i højere grad lyder som en naturlig opfølger til det introspektive og afdæmpede ‘Vince Staples’ fra 2021.
Hvor farverne i ’The Vince Staples Show’ portrætterer Long Beach, hvor rapperen voksede op, som levende og solrig, så maler de dunkle og slumrende produktioner et grå bagtæppe på det nye album. Her sætter han tykke streger under, at de trange kår, han voksede op under, fortsat former ham.
Som på den klaverbårne ‘Government Cheese’, hvor han reflekterer over tidligere bekendtskaber, der er endt i enten spjældet eller graven, og hvor privilegeret og til tider skyldig, han føler sig. Hvor meget det påvirkede ham at begrave sin bror.
I omkvædet, hvor han ellers sampler den intense ’Blue Suede’ fra sin ti år gamle debut, lyder han modløs og besejret, men evner alligevel en opløftende opfordring: »Don’t forget to smile / Don’t you lose your inner child, not now«.
På den ængstelige ’Shame on the Devil’ snøvler han en rådvild bøn om kærlighed og rapper om manglende kurs i livet. Beatet er tungt slentrende i takt med Staples, der monotont beder om tilgivelse fra de højere magter. Er det mon igen skyldfølelsen, der trykker her?
Alvoren er ikke et nybrud, for på tidligere udgivelser har han også behandlet byrderne knyttet til fortiden. Men hvor de i starten af karrieren på ‘Summertime ’06’ ofte blev skjult bag en rå attitude, åbner ’Dark Times’ yderligere op for den sårbarhed, han de seneste år har dyrket.
Albummet er ikke forsynet med sange, der sætter fut i moshpitten. Men Vince Staples er heller ikke længere den konfliktsøgende rebel, der brøler af politiet. Han er tydeligvis modnet i en retning, hvor musikken nærmere kaster et terapeutisk lys på de mørke hjørner af hans fortid.
Kort sagt:
Vince Staples’ introspektive nye album er ikke designet til moshpitten. Henover dunkle produktioner vender han blikket væk fra festen og mod fortidens skygger.