1. Harty vendte op og ned på lyden af et Calvin Harris-hit
Få dj’s emmer så meget af spilleglæde som danske Harty. Fra start til slut havde hun det mest oprigtige og smittende smil plastret på ansigtet, og uanset om hun havde fundet et obskurt afrobeats-groove frem fra gemmerne eller agerede crowdpleaser med Ameries 00’er-megahit ’One Thing’, var entusiasmen umulig at tage fejl af.
Højdepunktet var dog klart, da hun pillede Calvin Harris’ Frank Ocean-gæstede hit ’Slide’ fra hinanden, og et skingert, Jack Ü-klingende fløjtedrop ubesværet blev vævet ind i mixet, mens et amapiano-trommebeat gjorde stemningen ekstra hed og dansabel. Kjartan F. Stolberg
2. Dukkeføreren George FitzGerald
Nogle dj’s forsøger at få hvert øjeblik til at føles som en fest. Og så er der dj’s som George FitzGerald, der langsomt og blidt inviterer dig ind i sit univers. Stedvist klingede hans deep house-buildups nærmest ambiente, så behagelige som klangfladerne var. Men lige så stille og roligt gav han den gas, og fordi han startede så mildt ud, føltes det, som om der ikke var grænser for, hvor tætpakket et groove kunne ende med at blive.
Særligt da han trak Âme-remixet af Osunlade-tracket ’Envision’ frem fra gemmerne, syntes nummerets intensitet at stige konstant. Én takt kunne det føles, som om vi var ved at ramme bristepunktet, og så blev den næste endnu vildere. Beatet fik magt over krop og sjæl som en dukkefører, der satte en koncertplads med dansende publikummer i bevægelse. Kjartan F. Stolberg
3. Selma Judiths heartbreak-ballade
En Selma Judith-koncert rummer altid store følelser, og hendes eftermiddagskoncert på O Days var ingen undtagelse. Tag bare lukkeren ’Mediocre’, der startede stille ud, men kulminerede med sangeren på knæ, mens hun nærmest skreg sig igennem c-stykket.
Koncerten peakede imidlertid i den helt anden ende af følelsesspektret. Nemlig med den skrøbelige nye guitarballade ’My Love’ – »det er jo lidt sådan en heartbreak-plade«, fortalte Judith om sit imødesete andet album – hvor smerten i hendes vokal var til at tage og føle på. Malthe Hjort
4. Obongjayar forvandlede et enkelt omkvæd til en hel odyssé
Kender du det, når man ser en kunstner, der har lavet omkvædet til en populær sang, men ikke har bidraget med andet? Og fordi det nærmest er obligatorisk ender med at spille en udgave, hvor de enten bare looper omkvædet i evigheder, eller hvor deres samarbejdspartneres trackede vokaler må bære en stor del af læsset?
Obongjayars bidrag til studieudgaven af Little Simz’ ’Point and Kill’ er ikke meget mere end et omkvæd og et post-omkvæd, så da han bevægede sig ud i at spille den, kunne man frygte endnu en af disse ufuldstændige oplevelser. Men sammen med sit velspillende liveband sørgede han for, at der var guf nok til, at den kunne tåle flere minutters spilletid. Hver lille bid af sonisk tekstur, som enhver given linje muliggjorde, blev udforsket – og nogle vellydende instrumentale sekvenser, hvor Obongjayar dansede, gjorde, at nummeret føltes varieret og sprælsk. Kjartan F. Stolberg
5. Smag På Dig Selv viste, hvordan man håndterer tekniske udfordringer
Der var lidt tekniske problemer under Smag På Dig Selvs O Days-koncert, men de gjorde en brav indsats for, at det ikke skulle stå i vejen for dem.
Først gik strømmen helt under slutningen af ’PGO Hot 50’. Heldigvis var de jo et af de få O Days-bands, der ikke brugte dj-pulte eller andre elektroniske instrumenter, så hvis man stod tæt på scenen, kunne man sagtens høre både trommesæt og saxofoner brage afsted med en ildhu, som om strømafbrydelsen kun gjorde det endnu vigtigere at præstere.
Senere havde tenorsaxofonist Oliver Lauridsen lidt problemer med et blad, der tog lang tid at udskifte. I hele den periode serverede barytonsaxofonist Thorbjørn Øllgaard slampoesi, der blev gradvist mere tydeligt improviseret, som tiden trak ud. Men hele vejen igennem var det underholdende og charmerende, og da Lauridsen endelig blev klar, var det til en fremragende og festlig afslutning. Kjartan F. Stolberg
6. Mø skabte elegant bro mellem sine æraer
Da Mø tidligere i år spillede i Vega, var det med en sætliste udelukkende bestående af sange fra debuten ’No Mythologies To Follow’ i anledning af albummets 10-års jubilæum. Sådan startede hun også sin O Days-koncert: Fremragende bangers som ’Waste of Time’, ’Pilgrim’ og ’XXX 88’ skabte en lille tidslomme, og et stærkt liveband gjorde, at de lød friske som aldrig før.
Efter lidt tid begav hun sig ud i at spille nyere hits, og det med en fremragende balance, hvor Møs første (og bedste) album var i fokus, men hvor hendes karrieres langvarighed også blev markeret med sange som ’Lean On’, ’Final Song’, ’Blur’, ’Live to Survive’ og endda et helt uudgivet nummer. Hun delte så meget ud af sin kærlighed og sit stærke katalog, at der ikke var nogen tvivl om, at vi bevidnede en af dansk popmusiks vigtigste stemmer. Kjartan F. Stolberg
7. Halvdelen af Chase & Status gav os hele drum’n’bass-pakken
Drum’n’bass-hitmagerne Chase & Status er en duo, men til deres dj-sæt var det uden varsel kun den ene halvdel, der dukkede op. I forvejen var det lidt svært at komme op at køre over, at 2010’er-koryfæerne »kun« kom som dj-sæt og ikke et fuldblods liveshow, så da dj-pulten ovenikøbet blot var halvt bemandet, var min skepsis stor.
Men shit, den halverede udgave formåede at skabe en fest. Kaotiske drum’n’bass-drops og brosteppede wubwubs i lange baner! Ustandseligt energiske vokaler, der blev sakset så underholdende op i mixet! Et helt uudgivet Stormzy-collab, der forventes ude i næste uge, og som går langt hårdere, end jeg havde turdet håbe på!
Skrillex-renæssancen har for længst fundet sted, og efter denne optræden er jeg utvetydig fortaler for, at Chase & Status’ bombastiske moshpit-EDM får samme kritiske reevaluering. For langt de fleste numre til den opvisning holdt altså vand, og der var aldrig et kedeligt øjeblik. Kjartan F. Stolberg
8. When Saints Go Machine i total kontrol
Det er svært at pege på et enkeltstående højdepunkt fra When Saints Go Machines kraftudladning lørdag aften, for de danske electropop-veteraner var i total kontrol fra det øjeblik, de kom på scenen, til de meget modvilligt forlod den igen en time senere.
Alligevel var det, som om klubeuforien nåede nye højder under lukkeren ’Kelly’, der badet i lilla lys og med en pumpende synthbas stod i hårdtslående kontrast til den mere poppede studieversion, og hvor Vonsilds krystalklare falset og overlegne vibrato gik rent ind.
»Jeg er altid nervøs, når jeg skal spille i min egen by«, bemærkede den københavnske frontmand kort forinden, men det fornemmede man overhovedet ikke. Malthe Hjort
9. Serpentwithfeet fik festivalpladsen til at hviske-synge om queer kærlighed
Serpentwithfeets imponerende gospelsoul-vokal var veloplagt hele vejen igennem hans O Days-koncert, og det samme var hans evner som showman. Selv de sange, der måske virkede en kende for corny til deres eget bedste på 2021-albummet ’Deacon’, var her så virkningsfulde, at man helt fik sommerfugle i maven og følte al den kærlighed, erotik og længsel, han besang.
Han mestrede også at invitere publikum med ind i sit univers. Til ’Deacon’-sangen ’Same Size Shoe’ kørte han call-response med publikum, der dermed fik ansvaret for at synge titellinjen. Det gjorde nummeret dejligt intimt, og da han til det allersidste omkvæd opfordrede os til at hviske linjen mere stille for hver gang, havde han os alle i sin hule hånd. Kjartan F. Stolberg
10. SBTRKT fik Orangeriet til at føles som en hed natklub
Orangeriet-scenen på O Days er et hyggeligt, drivhus-lignende sted. Der er ranker langs lysene, dj-pulten er beklædt med blade, og selvom der ret beset er et tag, kan solen trænge direkte igennem. Eller, det vil sige, det kan den i dagstimerne.
Om natten kan den føles som en proppet natklub – især med den rette dj og et veloplagt lysshow. Hvis ens hoved var vendt i retning af scenen under hele SBTRKT’s optræden, føltes det præcis som at være på klub, alt imens et af festivalens mest dynamiske og velsammensatte dj-sets fandt sted. Kun hvis man tænkte for meget over, at ens fødder var på græs, kunne man bryde illusionen og opdage, at vi rent faktisk var på en festivalplads. Kjartan F. Stolberg
11. Grove sendte en langefinger til både udlejere og monarkiet
Hvis man skulle være i tvivl om, hvor den nonbinære UK bass-rapper Grove (og deres band af samme navn) stod politisk, fik de sat en stor fed streg under det til deres O Days-koncert, der stedvist var lige dele protest og fest.
Her fik vi blandt andet et one-two-punch af politiske sange, der besad lige så meget humor, som de besad indigneret vrede og energi. På den aggressive ’Fuck Ur Landlord’ opfordrede de til, at udlejere skulle af med hovedet, og bedst som man troede, at det ikke kunne blive mere provokerende, ramte vi øjeblikkeligt derefter deres anti-monarki-anthem ’Big Boots’, der åbnede med linjerne »Forget about the Princess and the pea / More like the Prince and the pedo«. Kjartan F. Stolberg
12. The Blazes melankolske punktum
Jeg indrømmer, at jeg på forhånd havde været skeptisk omkring The Blazes afslutningskoncert lørdag nat. For burde en overvejende elektronisk festival ikke slutte med et brag a la Chase & Status’ wobbly smadderfest dagen inden og ikke to besindige franskmænd, der ikke ligefrem opfordrer til at gå amok?
Men det fungerede upåklageligt. Dels fordi arrangementerne under numre som ’She’ og ’Clash’ fremstod en anelse tungere og mere beskidte, end da duoen for bare fire måneden indtog K.B. Hallen, men også fordi det viste sig at være den helt rigtige beslutning at lukke O Days 2024 med en så ambient affære.
Da årets første regndråber begyndte at falde under sættets næstsidste nummer, føltes det nærmest symbolsk. Et rørende, melankolsk punktum. Malthe Hjort